Annonce
Debat

Kronik. Bliver borgermødet om Bering-Beder-vejen ikke blot et mundtligt informationsbrev?

beder beringbuldozerborgerinddragelseindflydelse nex

Bering-Bedervejens placering er ikke underlagt nødvendighed.

Aarhus Kommune har inviteret til borgermøde om Bering-Beder-vejen i Tranbjerg 24. oktober. Det er en rigtig god ide. Mange berørte borgere, virksomheder og århusianerne generelt er stadig uvidende om, hvordan beslutningsprocessen for vejens realisering bliver.

Jeg forstår godt kommunens initiativ til Bering-Beder-vejen i forhold til at løse nogle af det sydlige Aarhus' infrastrukturelle udfordringer. Men ligesom beslutningen om vejens realitet har været en politisk afgørelse, der kaldte på en folkelig-politisk debat, er det tilsvarende en politisk beslutning, hvordan vejen skal forløbe i terrænet. Hvad sidstnævnte angår har Aarhus Kommune været tæt på hermetisk lukkede og signaleret, at nu er det sagkundskaben og fagfolkene, der tager over og skal have arbejdsro til at finde ud af det bedste forløb. Netop denne forvaltnings-selvforståelse og kommunikationsstrategi er misforstået og ude af trit med den demokratiske etos (moralopfattelse, red.), som det kommunale selvstyre fordrer af en forvaltning.

Det er besynderligt at se, hvordan den politiske debat omkring Bering-Beder-vejens tilblivelse fra forvaltningens side er blevet afløst af en økonomisk beregning omkring placeringen af den. Hvordan kan det være?

Ja, når befolkningen blander sig, sænkes tempoet naturligvis, og andre argumenter og interesser, ud over forvaltningens rent økonomiske om for eksempel jordregnskab, artikuleres. Det er selve kernen i en demokratisk proces, og det skal vi fundamentalt værdsætte og bakke op omkring, hvis ikke lokaldemokratiet og den folkelige forankring omkring byens nyskabelser skal forvitre eller vende sig til direkte modstand og yderligere politikerlede.

Det er en forvaltningsmæssig fejlopfattelse at arbejde ud fra den præmis, at den bedste placering af eksempelvis en stor omfartsvej alene sker som resultat af en økonomisk kalkule, der udarbejdes på Aarhus Rådhus. Ikke desto mindre er det den praksis og tilgang, som undertegnede har været vidne til, både som højskoleforstander, som medlem af Mårslet Fællesråds forretningsudvalg, og som borger i Aarhus Kommune. Det bekymrer mig og fylder mig med en dyb mistro til indholdet i det kommende borgermøde. Jeg formoder, at mødet desværre blot vil få karakter af en information om eksekveringen af en anlægsproces, der allerede er klappet af og lukket for besværlige, interesserede og berørte borgere.

Jeg er overbevist om, at Aarhus Kommune på det kommende borgermøde vil lægge stor vægt på at dreje borgernes blik hen imod muligheden for at få indflydelse på cykelstier, vandreruter og grønne arealer i områderne omkring Bering-Beder-vejen. Kort sagt alt det, der ikke vedrører det væsentlige arbejde omkring Bering-Beder-vejens støj, visuelle gener, ekspropriation mv.

Det får i bedste fald kommunen til at fremstå som dialogsøgende, borgerinddragende og lyttende i forhold til folks ønsker - alt det, som vi lige præcis mangler i det centrale arbejde omkring vejens endelige placering. Brød og skuespil til folket, som Grundtvig ville have sagt, eller kig-væk-finten, som vi kender den fra fodboldens verden. Borgerne får lov at få nogle rekreative områder, mens vi færdiggør vejen uden deres indblanding.

Hele optakten til placeringen af Bering-Beder-vejen gør mig bekymret for den videre proces og ikke mindst for, om det kommende borgermøde ikke blot kan erstattes af et informationsbrev. At der tidligere har været bragt to alternative linjeføringer i spil, som kommunen så kunne fravælge igen og dermed legitimere den oprindelige løsning, ændrer intet ved det faktum, at de, som vejen skal betjene, på intet tidspunkt har været reelt inddraget som medspillere. Tværtimod opfattes vi tilsyneladende som forstyrrende elementer, der forsinker anlægsprocessen.

Men det er præcis den langsomme, omhyggelige og plurale borgerinddragelse, der kendetegner et velfungerende demokrati, og som i denne sag virker til at være sat ud af spil. Det oplever jeg på flere områder. Først og fremmest som højskoleforstander på en af landets ældste og mest indflydelsesrige højskoler. Testrup Højskole er en kulturinstitution i Danmark og en arbejdsplads for omkring 40 medarbejdere i Aarhus Kommune. Højskolen er aldeles afhængig af den opladende ro, som omgivelserne tilbyder, og det bliver fatalt, hvis ikke støjen og de visuelle gener kortlægges og drøftes fra begyndelsen. Enhver henvendelse fra undertegnede til forvaltningen er blevet affejet med, at det tager man med i overvejelserne og beslutningsprocessen. Det er helt gratis at sige, forpligter ikke en millimeter, og er på intet tidspunkt blevet fulgt op fra kommunens side.

Dernæst rammer anfægtelsen én som demokrat i en politisk kultur, der er afhængig af aktiv deltagelse fra de borgere, som kommunen skal betjene. Nærheden til borgerne, herunder inddragelse og delagtiggørelse omkring vigtige beslutninger, er en hjørnesten i demokratiet, men den ses der p.t. stort på. Et eksempel er Testrups lokale svinebonde Poul, der får sin landbrugsjord delt midt over af Bering-Beder-vejen, og som forleden spurgte mig, hvorfor kommunen ikke fra begyndelsen i det mindste henvendte sig til de berørte lodsejere? Jeg måtte være ham svar skyldig, ligesom jeg heller ikke kan svare ham på, hvorfor kommunen overhovedet ikke imødekommer hans initiativ til dialog, andre løsningsforslag og mødeinvitation.

Hvorfor svarer kommunen ikke på borgernes henvendelser? Jeg ved det simpelthen ikke og kan ikke få svar på det, når jeg selv prøver at henvende mig. Det leder frem til den sidste store anstødssten og forstemmende faktor i denne sammenhæng.

Jeg er som udgangspunkt glad for at bo i Aarhus Kommune, og jeg benytter ethvert ministerbesøg og kulturelt arrangement på Testrup Højskole til at synliggøre Aarhus' kvaliteter. Samtidig kan jeg simpelthen ikke genkende eller genfinde Aarhus Kommunens flotte visioner om borgerinddragelser og samskabelse omkring store forandringer og tiltag i det aktuelle planlægningsarbejde omkring Bering-Beder-vejen. Det kan jeg hverken som forstander, som medlem af et fællesråds forretningsudvalg eller som borger i Aarhus.

Jeg håber inderligt, at mine bekymringer baseret på det hidtidige forløb, viser sig at være grundløse, og at kommunen på borgermødet 24. oktober nu åbner for en reel dialog og inddragelse omkring projekteringen af Bering-Bedervejen.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå- og cykelgader i midtbyen

Søren Kierkegaard har sagt: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Mit ærinde er at få person-mobilitet i midtbyen til at glide på en god måde. Og derfor foreslår jeg kombinerede gå- og cykelgader i store dele af det centrale Aarhus. Det skal omfatte midtbyens gamle og smalle gader, hvor der ikke er plads til at etablere cykelstier og reelt heller ikke til gennemgående biltrafik, hvis gående skal kunne færdes sikkert her. Det omfatter ikke de nuværende gågader, som fortsat skal være forbeholdt gående. Ej heller nuværende cykelstier. Men de erstatter de nuværende ’cykelgader’, som ikke rigtigt fungerer, fordi trafikken her fortsat foregår på bilernes præmisser og skaber farlige situationer. Se på Mejlgade. Kun de bløde trafikanter har adgang. Fodgængere, løbehjul, skateboard, cykler og måske andre små el-køretøjer blander sig mellem hinanden. Området og gaderne er markeret og utvetydigt skiltet, så selv de mest retningsforvirrede turister forstår det. Fodgængerne har som den ’svageste’ gruppe fortrinsret. Ellers er konceptet, at alle tager hensyn til hinanden – det er den eneste regel. Og det indbefatter naturligvis, at der kun må køres eller cykles i et beskedent tempo. Beboerne kan sive ind og ud med deres biler. Ligesom den nødvendige varetransport. Desuden kan der være adgang for små grønne el-taxaer med en særlig tilladelse, så alle har mulighed for adgang. Og naturligvis skal der være nogle få større trafikårer ind i centrum til den øvrige bil-, bus- og cykeltrafik. Som vi kender det i dag. Kan denne ’sammenblanding’ nu lade sig gøre? JA. Jeg har set det fungere i Bergen, som har en masse bycykler, som kører overalt uden problemer. Og jeg mener, at når vi blot ved, hvad betingelsen er, nemlig at der her skal være plads til alle, så får vi dét til at fungere. Det er vores ansvar, hver især. Det kræver, for det første, at vi tager ansvaret på os og viser hensyn, og for det andet, at vi giver os tid – og her kommer Søren Kierkegaard ind – da det ikke lader sig gøre, hvis vi er fortravlede og stressede. Vi kan godt tage 10 minutter tidligere afsted. Vi kan godt tage det roligt, når der opstår uforudsete ting og forhindringer - for det gør der altid, før eller siden - det er et vilkår i trafikken. Vi kan anerkende, at vi ikke hjælper nogen som helst – og da slet ikke os selv - ved at fare sted og konstant have travlt. Tværtimod. Det hindrer os i at være til stede og omgås andre på en god, rummelig og hensynsfuld måde. Udover hensynsfuldheden gælder trafikkens gyldne hovedregel selvfølgelig; nemlig at køre, gå eller bevæge sig efter forholdene. Og det gør vi altså bedst på den Kierkegaardske måde…

112

Stor politiaktion i Aarhus og Trige: Anholdt for virksomhedsindbrud og omfattende salg af kokain

Annonce