Annonce
Kronik

Kronik: Det, vi glemmer at huske

Vores identitet afhænger af kunsten at kunne slå rod og vores hukommelse. Men hvordan husker vi at huske det, der gør os til os? Vi kunne for eksempel bruge den ressource, der ligger lige rundt om hjørnet.

I Aarhus går det hurtigt, og man skal hænge i for at være med. Man skal for eksempel kende cykelstiens uskrevne regler, hvis ikke man vil have nogle sure blikke med på vejen, eller, i værste fald, en sur kommentar.

Men det er ikke kun på cykelstien, det går hurtigt. Bygningerne popper op, hvor end vi ser hen – selv i Den Gamle By bliver der bygget nyt. Letbanen suser frem og tilbage, så vi nemmere kan nå mere, opleve mere, være mere. Byen emmer af muligheder, er aldrig lukket, og vi kan komme frem og tilbage når som helst. Og vi er frie til at være, hvor vi vil, hvem vi vil, samtidig med at byen automatisk bliver en del af vores identitet. Den er i hvert fald noget af det første, vi præsenterer os selv med, sammen med vores navn og beskæftigelse.

Og måske var det en af grundene til, at vi flyttede til byen i første omgang. Mulighederne. Mobiliteten. Men som den engelske historiker, filosof og teolog Philip Sheldrake påpeger, har det store fokus på mobilitet det med at nedgradere fokusset på lokalitet og nabolag, fællesskabet. Og som den irske socialgeograf Anne Buttimer advarer mod, gør mobiliteten os udskiftelig, i og med at alle andre jo også er mobile, så lige meget hvad er der en til at tage over.

Hvad gør det ved vores identitet? I forvejen opdrages vi til at få så meget ud af os selv og vores potentiale, at vi lever i en konstant frygt for, at vores egentlige selv ikke er godt nok. Men hvad er det hele til for, hvis vi alligevel bare kan skiftes ud med den næste og bedste? Det er egentlig ikke mærkeligt, at flere og flere rammes af psykiske sygdomme såsom angst, depression og stress. Har vi ikke alle brug for, at der lige netop er brug for os? At vi bliver husket for noget?

Det er derfor ikke nok blot at bo et sted. Vi må huske at slå rod dér, hvor vi er, aktivt gøre den til en del af vores identitet. Ifølge den franske filosof Simon Weil er vores rødder nemlig fundamentale for vores identitet, og de opstår i både ubevidst og bevidst deltagelse i vores omgivelser, den by vi lever i, og de mennesker vi lever sammen med. På den måde bliver et tilfældigt sted vores sted. For at gøre det må vi blive en del af stedets historie og tilføje vores egen historie til stedet. På den måde vækkes vores engagement, forpligtelse og ansvar, og i den forbindelse også tilhørssted, identitet.

I teorien lyder det måske meget ligetil, men hvor begynder man i praksis? De fleste ville nok starte på Google eller Facebook. Men det kræver mod at træde ind i et fællesskab, om det er at møde alene op til et møde, om hvordan området gøres mere miljørigtigt eller lignende, eller bede om at blive medlem i en gruppe online. Det første er nok sværere end det sidste, da en tilmelding i cyberspace efterhånden er lige så anonym for andre, som de mennesker, vi passerer på gaden, er for os. Derudover ligger der også en ubevidst ære i at være en del af et fællesskab, for dem, der allerede er i det, og man kan hurtig komme til at skabe en udelukkende os-dem-mentalitet. Så bare det at komme ind i et fællesskab kan være en udfordring, som kan være svær at overkomme.

Men der findes et sted, der altid er klar til at give en hjælpende hånd, og som altid har brug for en hjælpende hånd. Og samtidig er det en gratis ressource til at lære sit steds historie at kende. Kirken. Kirken er alle steder og har været det i mange år. Og selvom kirkerne er forskellige, er de samtidig ens, i det de kan, og det de vil. Vi bevæger os højst sandsynligt ubevidst forbi én hver dag.

Kirken har mange funktioner - mest relevant i denne sammenhæng er den et opbevaringssted for samlede minder om byen og et konstant håb om fællesskab, som den amerikanske filosof Arnold Berleant siger. Kirken kan vække en personlig forståelse af byen. For byen er fællesskab. Og hvis nogen har reflekteret over fællesskab og dets betydning, så er det kirken. Og selvom vi glemmer det, så har kirken stadig betydning for os i dag, også selvom vi ikke kommer dér så tit. For eksempel blev mange ramt af sorg, da Notre Dame i Paris brændte voldsomt for nylig. Og selvom vi ikke kan sætte ord på, præcis hvorfor det rører os, så er det, som om der er noget inden i os, der husker det, kirken står for. Noget helligt og noget fælles. Og historie, ikke mindst, og identitet.

I kirken kan vi hente inspiration til samfundet. Det kristne syn på samfundet er, at det er bygget op af fællesskab og gensidig kærlighed mellem alle mennesker. Selve det at være menneske er at have rødder i gensidig, selvgivende kærlighed. Det handler altså ikke kun om, hvordan jeg får det bedste ud af mig selv, men hvordan jeg bedst muligt gavner menneskene omkring mig. Min væren afhænger af at være en del af fællesskabet. Sammen har vi ansvar for hinanden, og det er ikke vigtigt at nå højest og hurtigst til top. Det er nok at bidrage med det, vi kan, for enhver person har et unikt bidrag til samfundet.

Og det er lige netop det, vi glemmer at huske. At kirken er et fællesskab med plads til alle. Et sted, du kan gå hen, hvis livet bliver for travlt eller for meget, og du har brug for nogen til at minde dig om at stoppe op, trække vejret i byens travlhed og tænke over, hvor vi kommer fra, hvorfor vi er her, hvad vi er en del af, og hvor vi skal hen. Den minder os om, at vi ikke behøver at stræbe efter og arbejde på at realisere os selv, at blive et bedre selv hurtigst muligt, for vi er allerede os selv. Den minder os om at vende blikket udad, gør os opmærksom på, at vi er del af noget større end os selv, og hvad vi kan bidrage med for at gavne vores næste, vores medborger. At vi har et ansvar for fællesskabet, og at vi altid er en del af fællesskabet.

Vi skal huske at huske, for meget af vores identitet afhænger af vores og andres erindring. Og det er netop det, kirken og teologien kan være med til at minde os om. Ved at huske at bruge kirken kan vi slå rod, der hvor vi er, blive en del af historien, og måske i stedet for at blive husket for det, vi gjorde for os selv, blive husket for det, vi gjorde for andre. Og vi kan lige så godt gøre det med de ressourcer, vi har lige for næsen af os.

I Aarhus er vi så heldige at have en kirke nærmest om hvert et hjørne. Brug den, slå rod!

Annonce
røddertræbylivkirkebyfællesskabkirkerhuske nex
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

- Jeg har lært så meget af Sanne

Læserbrev

Læserbrev: Kolindsund kan være med til at redde klimaet

I forbindelse med den nye finanslov afsættes der to milliarder kroner til at sænke landbrugets CO2-udledning og skabe mere natur. Pengene skal først og fremmest gå til udtagning af landbrugsjord, som herved sænker udledning af klimagasser. Her tænkes især på lavbundsjorder, som tages ud af drift. Visse lavtliggende marker skal ikke længere dyrkes, men i stedet skal vandstanden hæves, så der skabes mere plads til hjemmehørende vilde planter og dyr. Det er en aftale, som passer fint i tråd med det samarbejde, der er i gang mellem Danmarks Naturfredningsforening og landbruget. Her kan vi i foreningen Kolindsunds Venner stærkt anbefale, at der kigges på gendannelse af Kolindsund, som er placeret midt på Djursland. Kolindsund blev afvandet omkring 1874, da man dengang mente, at der var mangel på landbrugsjorder. Der blev etableret kanaler rundt om Kolindsund, og pumpestationer sørger for, at området holdes tørt. Men dette kræver masser af energi til strøm til pumpestationerne, og de talrige kanaler, der krydser Kolindsund, er fritaget for randzoner, således at gødning og giftstoffer uhindret suges op i kanalerne og udledes i Kattegat via Grenaaen. Kolindsund kan med sine cirka 25 kvadratkilometer blive Jyllands største sø, og en gendannelse vil i første omgang koste erstatning for de landbrugsarealer, der oversvømmes. Men dernæst vil naturen og miljøet og kommunerne på Djursland blive vinderne, når tilflyttere bosætter sig i området og turisterne strømmer til, som vi ser det med andre lignende projekter, der er etableret gennem de senere år. Se blandt andet på Filsø og Skjern Enge. Men udover sikring af naturen vil en gendannelse af Kolindsund også spille en stor rolle i forbindelse med klimasikring af Grenaa, som er truet, hver gang der er stormflod, østenvind og højvande. Der arbejdes lige nu med en model, der skal sikre Grenaa mod oversvømmelse, og her vil Kolindsund med sin store vandoverflade endvidere blive en stor buffer, således at vand fra det meste af Djursland, som løber denne vej ud i Kattegat, vil kunne opsamles, indtil presset på Grenaa fra øst er aftaget. Nu kan der ikke være så meget at betænke sig over. Det er på tide, at vi kommer i gang.

112

Personlige stridigheder årsag til uro i Aarhus V: Flere aftener med ballade og knivstikkeri

Annonce