Annonce
Debat

Kronik: Filosofisk tankespind med udsigt til en rågekoloni

Illustration: Jens Nex
Annonce

Årets gang i naturen er lovmæssig rutine og hele tiden overraskende. Man kan være sikker på, at årstiderne kommer i den samme rækkefølge hvert år, så foråret skal nok komme, selv om foråret i år er kommet senere end for et år siden. Det sidste er der selvfølgelig en naturlig klimaforklaring på, men naturlovene er ikke love for den tilfældighed, der hele tiden gør alt, hvad der sker i naturen, uventet og overraskende.

Ellers ville det ikke være til at holde ud for et menneske, der ikke kun er udstyret med den matematiske fornuft, der udtænker de uforanderlige naturlove, men også med sanser og følelser, der registrerer, at skyerne flytter sig helt tilfældigt, og at man ikke kan forudse det øjeblik, hvor den første krokus springer ud.

Rågerne ruger i deres reder uden for vores altan på 3. sal, som de plejer at gøre det til de nære naboers irritation. De gør det også på nogenlunde samme tidspunkt hvert år, hvad enten det sner eller regner, men deres skrig og flyvninger til og fra rederne er lige så tilfældige som alt andet i den natur, der på samme tid er forudsigelig og helt uforudsigelig. Begge dele gør mig tryg, ikke mindst at naturen er begge dele på én gang. Det ville ikke være til at holde ud, hvis alt hele tiden skete på nøjagtig samme måde. Det ville ende med at gøre alt til tom rutine. Men hvis alt hele tiden var tilfældigt, ville det medføre en svimlende og kaotisk følelse af tomhed.

Både min kone og de fleste af vore naboer synes, at rågerne er forfærdeligt støjende, fordi de lige nu, hvor de ruger på deres æg, skriger eller skræpper uden ophold i dagtimerne. Jeg kan imidlertid ikke lade være med at være fascineret af deres skræppen og flyven rundt, fordi de med deres uberegnelige skrig og bevægelser lever helt op til vendingen om at være lige så fri som fuglen.

Mennesket er meget mere fornuftigt end en råge, men med en krop og et sind, der kan gøre det mere hjælpeløst end en rågeunge.

Det er menneskets fornuft, der finder alle lovmæssighederne i naturen. Det er som fornuftsvæsen, at mennesket er et selvstændigt og frit individ, der ikke er mere bundet af samfundets normer, end det selv vil. Det er også som fornuftsvæsen, at mennesket er højt hævet over dyr og fugle, der mangler både fornuft og frihed, fordi de er bundet til deres instinkter.

Mennesket er godt nok et socialt individ, men det må selv skabe det samfund, som det vil leve i, og der er stor forskel på en liberal og en socialistisk tilgang til den sociale virkelighed. Man kan som menneske blive helt misundelig på de kolonier, hvor rågerne af sig selv og styret af deres instinkter lever i et harmonisk socialt kolonifællesskab. De lever ovenikøbet lige så naturligt i et trofast parforhold hele livet, som det er sværere for os mennesker at opretholde, fordi vi ikke er udstyret med rågernes driftsikre instinkter.

Vi har ikke automatiske instinkter, men vi har på den anden side en krop med sanser og følelser, som kan blive så ustyrlige, at de tager magten fra fornuften og gør sindet så sårbart og skrøbeligt, at det er nødt til at skrige hele tiden og ikke som rågerne kun engang imellem. Det samme sind kan være så hårdt i sin selvoptagethed og selviskhed, som ingen råge kan finde på at være, fordi rågen kun har en lille tilfældig naturlig frihed og ikke den store autonome og fornuftige frihed, som den lange filosofiske tradition giver os gode grunde til at tro, at mennesket har.

Jeg vil ikke bytte min selvstændige menneskefrihed med rågens instinktive fuglefrihed. Jeg vil gerne bestemme over min fremtid, men jeg er nødt til at indrømme, at jeg har nogle kærlige og destruktive drifter, der kan gøre mig mere glad end en råge og mere hjælpeløs end en rågeunge.

Jeg er lige som rågen en del af naturens cirkel, men jeg er ikke kun et naturvæsen. Jeg er også et historisk væsen, der må leve i en natur, der er en kilde til både forundring, sorg og glæde, og gøre det med en menneskenatur, der er en kilde til både smerte og glæde, latter og magtesløse tårer. Det er prisen for at være menneske og ikke råge. Hvis råger fik menneskelig bevidsthed, ville de måske alligevel trods sorgen og smerten være misundelige. Trods det forsinkede forår er der nu mere og mere sol på altanen, hvor jeg sidder og iagttager rågekolonierne, hvor de kærlige yngelplejeinstinkter er så selvfølgelige og robuste.

I forhold til det er menneskekærlighed meget mere sårbar og kan ende i en magtesløshed, som rågerne slet ikke kender til, men så kan det være ikke bare filosofisk, men teologisk opbyggeligt at tænke på, hvad påsken, som vi har haft, og pinsen, som står for døren, egentlig er for kristne højtider.

De er - som i julen - ensbetydende med en irriterende lukning af de to supermarkeder på den anden side af Skanderborgvej, Fakta og Meny, men de indeholder også et provokerende budskab om en kærlighed, der både er sårbar og uovervindelig, fordi naturens almægtige skabergud har åbenbaret sig i et sårbart og magtesløst menneske, der dør på korset langfredag, opstår påskedag og sender Helligånden i pinsen.

Det lyder som tung teologi. Det er det også, men jeg vil ikke fortabe mig i vidtløftig teologisk snak om, hvorfor en god almægtig Gud skaber både liv og død. Jeg vil heller ikke diskutere, om man skal tro på en subjektiv eller objektiv forsoningslære, om Jesus og vi opstår som både sjæl og krop, og om Helligånden er mere end varm luft. Det er provokerende diskussioner for en ren fornuft, men ikke for et menneske med fornuft og et sind og en krop, der rummer både kærlige og destruktive selviske livsytringer.

For dette kærlige og aggressive menneske er det filosofisk og teologisk provokerende at blive konfronteret med en gud og et menneske, der lever selviskheden og magtesløsheden helt ud på vore vegne og giver os mulighed for at være en del af en kærlighed, der som guddommelig menneskekærlighed er lige så selvfølgelig som rågernes yngelpleje.

Det er en filosofi og en teologi om menneskets grænser på godt og ondt, der er sat af både naturens og andre menneskers virkelighed, og som gør vores jordiske liv både mere besværligt og spændende end rågernes.

Vi er hverken guder eller fugle, men mennesker, der hverken er udstyret med englevinger eller rågevinger, men med helt almindelige jordiske munde, hænder og fødder, som vi kan bruge til ualmindelig og overraskende kærlighed, som er lige så naturlig som rågernes himmelflugt.

Påsken bliver forberedt af en lang fasteperiode fra askeonsdag mange uger før påske, hvor man skal besinde sig på sin selviske grådighed. Opstandelsen påskedag og Helligånden giver os lov til at tro på, at vi som mennesker kan spise og handle med en kærlighed, der - selv om den er sårbar - kan overvinde både selviskhed og grådighed.

Jeg glæder mig til i pinsen at lytte til både kirkeklokker og rågeskrig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Johnny Mølby ny assistenttræner i AGF

Debat

Debat: Vi vil have rent vand i hanerne

Alarm 112

Hentede take away-aftensmad med 153 km/t: Trafikkontrol i det vestlige Aarhus afslørede igen masser af forseelser

Coronavirus

Live:  Danmark finder første tilfælde af sydafrikansk virusvariant

Aarhus

Styrelse fastholder prioritering af vacciner: Nødråb fra far til vuggestuebarn i Holme ser ud til at være forgæves

Annonce