Annonce
Kronik

Kronik: Gennemsnitlig er godt nok

Jeg hedder Karin. Jeg er gennemsnitlig.

Jeg forstår, hvis du allerede nu har diskvalificeret mit indlæg som konsekvens af min gennemsnitlighed. Jeg forstår det virkelig. Jeg ville formentligt selv have diskvalificeret det og scrollet videre, hvis jeg var dig.

Til dig, der stadig læser med, så er her lidt fakta om min gennemsnitlighed. Jeg er 170 cm høj, hvilket er lige omtrent 2,8 cm højere end danske kvinders gennemsnitshøjde. Derudover er mit BMI omtrent 21, hvilket placerer mig lunt i ’normalvægtig’-kassen. Jeg har kommunefarvet hår, og min hud er bleg 11 måneder og 24 dage om året. Som du kan forstå, er min fysik temmelig gennemsnitlig.

Jeg blev i sommeren 2017 tilbudt en plads på en videregående uddannelse ligesom 64.942 andre unge.

Jeg har i min studietid oplevet både op- og nedture resultatmæssigt, hvilket betyder, at mit gennemsnit efter de første to år er gennemsnitligt. En kort og ikke fagligt underbygget vurdering afslører, at mine IT-kompetencer er en smule under gennemsnittet og mine grammatiske evner en smule over, så det må gå lige op. Jeg har i skrivende stund intet lønnet studierelevant job, men serverer kaffe og kage i en lille biks, når jeg har tid. Derudover laver jeg en del foreningsarbejde, jeg er lektiehjælper en gang om ugen, og nå ja, så har jeg selvfølgelig medlemskab i et fitnesscenter.

Jeg er desværre ikke i stand til at sætte tal på, præcis hvor gennemsnitlig min hverdag er, men et hurtig kig udover egen næsetip afslører, at min dagligdag ligner de fleste andre unges mere eller mindre. Værsgo, du kan nu sætte to streger under min gennemsnitlighed.

Hvilken betydning har det for mig, at jeg er gennemsnitlig?

Diskvalificerer det mig, at jeg hverken transskriberer interviews for en anerkendt forsker på AU, agerer phoner for et cool sted som Rambøll, har opnået et prisværdigt karakterbevis eller kan leve af mit udseende? Gør det mig ligegyldig? Er min gennemsnitlighed skyld i, at den eneste ledige plads til mig i fremtiden er ved det bagerste skrivebord på Lollands kommunekontor? Det er det formentlig, forhåbentlig, ikke. Men hvorfor er det så den følelse, jeg står tilbage med? Hvorfor føler jeg mig ikke god nok?

Gennemsnitlig er normalen. Det er netop det, der gør det gennemsnitligt. Det giver derfor ikke mening, at jeg skal føle mig forfejlet og betydningsløs, bare fordi jeg er gennemsnitlig.

Medmindre jeg er fuldstændig tosset og slet ikke på linje med resten af min generation, så er der mange andre unge, der lige nu har det på samme måde. Og eftersom jeg er gennemsnitlig på omtrent alle variable, der kan måles og vejes, så er mine følelser nok også gennemsnitlige. Så hvorfor føler vi unge os ikke gode nok?

Jeg mangler ikke robusthed, og jeg er hverken diagnosticeret med stress eller depression. Årsagen til min usikkerhed er altså hverken at finde i min opvækst, eller i min grundlæggende psykiske og fysiske tilstand. Jeg fejler, som så mange andre, på papiret intet. Altså udover at jeg er gennemsnitlig.

Hvad skal der til, for at min selvforståelse kommer til at matche den objektive beskrivelse af mig selv? Hvad skal der til, for at jeg føler mig god nok?

Regeringen kan hjælpe os på vej ved at optimere uddannelsesinstitutionerne. En mere hensigtsmæssig udformning af karakterskalaen vil sikre, at karaktergivningen bliver mere retfærdig. At sætte en stopper for omprioriteringsbidraget på uddannelse samt at indføre et større fokus på feedback og et mindre på karakterer vil give os bedre forudsætninger for at blive dygtige. En tilbagerulning af uddannelsesloftet vil reducere vores frygt for at vælge forkert, da vi altid vil have muligheden for at vælge om.

Alle disse ideer synes at være gode. Ingen tvivl om det. Men de løser ikke den grundlæggende udfordring, vi står overfor. En udfordring, der ikke kan fikses igennem mindre tiltag og ændringer i uddannelsespolitikken.

Ligegyldigt, hvor mange ressourcer der øremærkes uddannelsessystemet, kan studievejlederen ikke fortælle os, hvad vi vil. Ligegyldigt karakterskalaens præcise udformning, kommer den aldrig til at ændre på, at nogle vil klare sig bedre end andre. Og ligegyldigt, hvor mange gange vi spørger, kan skolepsykologen ikke overbevise os om, at vi er gode nok, hvis vi selv oplever noget andet.

Vi studerende er nødt til selv at tage kampen op. Vi er nødt til at forstå, at vi både er en del af problemet og en del af løsningen. Det kræver, at vi forstår, at vi alle er gennemsnitlige. Præcis som mig. Det kræver, at vi stopper med at efterstræbe perfektion og i stedet reflekterer over, hvem vi er? Hvad vores styrker er? Og hvem vi i sidste ende ønsker at blive?

Vi skal turde se indad, fremfor konstant at spejle os i hinanden. Vi skal turde at tage valg og dermed også fravalg, at lukke nogle døre og åbne andre, fremfor at insistere på, at de alle skal stå på klem. Det bliver ikke en walkover. At se indad er både svært og kan være ubehageligt, men det er nødvendigt, hvis vi ønsker at bytte følelsen af forfejlethed og betydningsløshed ud med en følelse af at være god nok.

Det er nødvendigt, hvis vi ønsker et reelt opgør med den dårlige mentale sundhed blandt studerende, og ikke bare det plaster på såret, som regeringen kan give os i form af mindre tiltag og ændringer i uddannelsespolitikken. Vi studerende er nødt til selv at gøre en indsats. Ingen andre gør det for os. Ingen andre kan gøre det for os.

Men igen, hvad ved jeg? Jeg er bare gennemsnitlig.

Annonce
Illustration: Jens Nex
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Kultur

To gange L.O.C. på hjemmebane

Annonce