Annonce
Kronik

Kronik: Gennemsnitlig er godt nok

Annonce

Jeg hedder Karin. Jeg er gennemsnitlig.

Jeg forstår, hvis du allerede nu har diskvalificeret mit indlæg som konsekvens af min gennemsnitlighed. Jeg forstår det virkelig. Jeg ville formentligt selv have diskvalificeret det og scrollet videre, hvis jeg var dig.

Til dig, der stadig læser med, så er her lidt fakta om min gennemsnitlighed. Jeg er 170 cm høj, hvilket er lige omtrent 2,8 cm højere end danske kvinders gennemsnitshøjde. Derudover er mit BMI omtrent 21, hvilket placerer mig lunt i ’normalvægtig’-kassen. Jeg har kommunefarvet hår, og min hud er bleg 11 måneder og 24 dage om året. Som du kan forstå, er min fysik temmelig gennemsnitlig.

Jeg blev i sommeren 2017 tilbudt en plads på en videregående uddannelse ligesom 64.942 andre unge.

Jeg har i min studietid oplevet både op- og nedture resultatmæssigt, hvilket betyder, at mit gennemsnit efter de første to år er gennemsnitligt. En kort og ikke fagligt underbygget vurdering afslører, at mine IT-kompetencer er en smule under gennemsnittet og mine grammatiske evner en smule over, så det må gå lige op. Jeg har i skrivende stund intet lønnet studierelevant job, men serverer kaffe og kage i en lille biks, når jeg har tid. Derudover laver jeg en del foreningsarbejde, jeg er lektiehjælper en gang om ugen, og nå ja, så har jeg selvfølgelig medlemskab i et fitnesscenter.

Jeg er desværre ikke i stand til at sætte tal på, præcis hvor gennemsnitlig min hverdag er, men et hurtig kig udover egen næsetip afslører, at min dagligdag ligner de fleste andre unges mere eller mindre. Værsgo, du kan nu sætte to streger under min gennemsnitlighed.

Hvilken betydning har det for mig, at jeg er gennemsnitlig?

Diskvalificerer det mig, at jeg hverken transskriberer interviews for en anerkendt forsker på AU, agerer phoner for et cool sted som Rambøll, har opnået et prisværdigt karakterbevis eller kan leve af mit udseende? Gør det mig ligegyldig? Er min gennemsnitlighed skyld i, at den eneste ledige plads til mig i fremtiden er ved det bagerste skrivebord på Lollands kommunekontor? Det er det formentlig, forhåbentlig, ikke. Men hvorfor er det så den følelse, jeg står tilbage med? Hvorfor føler jeg mig ikke god nok?

Gennemsnitlig er normalen. Det er netop det, der gør det gennemsnitligt. Det giver derfor ikke mening, at jeg skal føle mig forfejlet og betydningsløs, bare fordi jeg er gennemsnitlig.

Medmindre jeg er fuldstændig tosset og slet ikke på linje med resten af min generation, så er der mange andre unge, der lige nu har det på samme måde. Og eftersom jeg er gennemsnitlig på omtrent alle variable, der kan måles og vejes, så er mine følelser nok også gennemsnitlige. Så hvorfor føler vi unge os ikke gode nok?

Jeg mangler ikke robusthed, og jeg er hverken diagnosticeret med stress eller depression. Årsagen til min usikkerhed er altså hverken at finde i min opvækst, eller i min grundlæggende psykiske og fysiske tilstand. Jeg fejler, som så mange andre, på papiret intet. Altså udover at jeg er gennemsnitlig.

Hvad skal der til, for at min selvforståelse kommer til at matche den objektive beskrivelse af mig selv? Hvad skal der til, for at jeg føler mig god nok?

Regeringen kan hjælpe os på vej ved at optimere uddannelsesinstitutionerne. En mere hensigtsmæssig udformning af karakterskalaen vil sikre, at karaktergivningen bliver mere retfærdig. At sætte en stopper for omprioriteringsbidraget på uddannelse samt at indføre et større fokus på feedback og et mindre på karakterer vil give os bedre forudsætninger for at blive dygtige. En tilbagerulning af uddannelsesloftet vil reducere vores frygt for at vælge forkert, da vi altid vil have muligheden for at vælge om.

Alle disse ideer synes at være gode. Ingen tvivl om det. Men de løser ikke den grundlæggende udfordring, vi står overfor. En udfordring, der ikke kan fikses igennem mindre tiltag og ændringer i uddannelsespolitikken.

Ligegyldigt, hvor mange ressourcer der øremærkes uddannelsessystemet, kan studievejlederen ikke fortælle os, hvad vi vil. Ligegyldigt karakterskalaens præcise udformning, kommer den aldrig til at ændre på, at nogle vil klare sig bedre end andre. Og ligegyldigt, hvor mange gange vi spørger, kan skolepsykologen ikke overbevise os om, at vi er gode nok, hvis vi selv oplever noget andet.

Vi studerende er nødt til selv at tage kampen op. Vi er nødt til at forstå, at vi både er en del af problemet og en del af løsningen. Det kræver, at vi forstår, at vi alle er gennemsnitlige. Præcis som mig. Det kræver, at vi stopper med at efterstræbe perfektion og i stedet reflekterer over, hvem vi er? Hvad vores styrker er? Og hvem vi i sidste ende ønsker at blive?

Vi skal turde se indad, fremfor konstant at spejle os i hinanden. Vi skal turde at tage valg og dermed også fravalg, at lukke nogle døre og åbne andre, fremfor at insistere på, at de alle skal stå på klem. Det bliver ikke en walkover. At se indad er både svært og kan være ubehageligt, men det er nødvendigt, hvis vi ønsker at bytte følelsen af forfejlethed og betydningsløshed ud med en følelse af at være god nok.

Det er nødvendigt, hvis vi ønsker et reelt opgør med den dårlige mentale sundhed blandt studerende, og ikke bare det plaster på såret, som regeringen kan give os i form af mindre tiltag og ændringer i uddannelsespolitikken. Vi studerende er nødt til selv at gøre en indsats. Ingen andre gør det for os. Ingen andre kan gøre det for os.

Men igen, hvad ved jeg? Jeg er bare gennemsnitlig.

Illustration: Jens Nex
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Lyt med: For to år siden kørte Jesper sin kone på plejehjem: - Jeg følte mig som det mest utro væsen over for Hanne

Danmark

'Træls', 'tåbeligt' og 'det vil vi ikke tolerere': DF-bagland kritiserer degradering af Kofod og Kjærsgaard

Annonce