Annonce
Debat

Kronik: Amerikansk humanioras nedtur gennem årene - USA’s hang til at skyde sig selv i foden

Illustration: Gert Ejton

Med regelmæssige mellemrum dukker spørgsmålet om humanioras og de humanistiske fags fremtid op i debatten, og lige nu er ingen undtagelse. Som gammel humanist er man aldrig uberørt, når det sker, og her i pandemiens skygge, hvor meget – i hvert fald i USA – ikke blot tyder på en nedtur for området og fagene, men kan lyde som deres sidste skrig, kalder ens humanistiske gen direkte på et historisk tilbageblik, der kan sætte den aktuelle krise i perspektiv. Hvordan forholder humanismens åndenød i dag sig til tidligere kriseårs?

Et eksempel kunne man læse om 13. marts 2003, i Berlingske Tidendes Italien-korrespondent Morten Beiters interview med Salvatore Castorina, vicepræsident for verdens dengang femte-største mikrochipkoncern, STMicroelectronics. Den fremtid som den 67-årige Castorina ser for sig domineres af AI, følelsesløse robotter og mennesker fusionerede med maskiner, mens kommunikationskløften mellem generationerne gaber, som Castorina selv oplever det i forholdet til sin tech-smarte søn på 32: ”dialogen, samtalen mellem generationer er tabt.” Men så er det, han tilføjer, at vi vil ”altid have litteraturen til fælles, filosofien og historien. Hvor teknologien deler os, slår kulturen endnu bro, til vort store held”.

Sådan forsyner post-humanismen en ”maskinist” med den helhedsoplevelse, der engang var en maskinhumanists hjertesag, men nu ikke længere står i centrum for hans virksomhed. Humaniora er i stedet blevet sikkerhedsnettet, hvor en aldrende futurist søger trøst i nøden. Og hvor længe? Hvor længe ”slår kulturen endnu bro”, før den kollapser i rollen som en narresut? Interviewet med Castorina var fra 2003. Hvad med i dag? Til covid-19 pandemiens dystopier hører, at selv det humanistiske lyspunkt Castorina klyngede sig til, synes på vej til at gå i sort.

Den 16. januar 2021 vågnede jeg op til en avisartikel i Minneapolis-avisen Star Tribune om University of Minnesotas beslutning at fryse tilgangen til Ph.D.-uddannelser og fjerne støtten til nuværende doktorander som overskrider den normerede studietid – begge indgreb dikteret af økonomiske krisehensyn, men udelukkende rettet mod humaniora og statskundskab (fag som engelsk, historie, teaterkundskab, køns- og kvindestudier). Som underviser på universitetets humanistiske side gennem små 40 år, fornemmer jeg de citerede administratorers bekymring – også på langt sigt, da nedturen for deres fag begyndte længe, før de nu tvinges til at smække døren i – og det selv om flere af dem søger at dæmpe deres uro med uld i mund.

Målt med Castorinas alen burde humaniora være det sidste, ikke det første, område dagens krise fik lov at ramme så hårdt. Specielt i USA, hvor de sidste år har blottet dybden af gamle køns-, klasse- og raceskel, er der andre kløfter end den mellem generationerne, der kræver brobygning. Hvad humaniora og samfundsfag her har at byde på – foruden den forvaltning af kulturarv, som Castorina fremhæver, og som går tilbage til renæssancehumanismens dage – er analyser og fortolkninger af miserer, der rammer individer og grupper som tveæggede sværd.

Nøgleord som diversitet og mangfoldighed er specielt dobbeltsidige. Mens den ene side peger mod dialog og samvær – og mod den sammenhængskraft intet demokrati kan være foruden – peger den anden mod uophørlige og destruktive konflikter. Forlibelse i den ene side uden øje og forståelse for den anden vil kun sløve plussiden og give minussiden frit spil.

At et stort amerikansk universitet som Minnesotas lægger netop humaniora – og humanismens – frugtbare løsningsmidler på is, netop som ensidighed og polarisering i kulturen råber til himlen, falder desværre i tråd med USA’s hang til at skyde sig selv i foden. Men selv om problemet måske er større her end mange andre steder, er det ikke rent amerikansk – hvorfor man kun kan håbe, at andre nu vil styrke humaniora og afstå fra at følge ”vores” skræmmende eksempel.


At et stort amerikansk universitet som Minnesotas lægger netop humaniora – og humanismens – frugtbare løsningsmidler på is, netop som ensidighed og polarisering i kulturen råber til himlen, falder desværre i tråd med USA’s hang til at skyde sig selv i foden.


Den klassiske maskinhumanismes dage er med rette talte, men den digitale ”maskinalders” epoke, skønt af relativ ny dato, kaster – blandt meget godt – allerede skygger så lange og dystre, at det tilmed burde være i dens egen interesse at have en vital humanisme på pletten, der kan belyse, hvordan og i hvilken grad disse skygger truer med at formørke vores liv. Måske kan humanioras overopsyn i det mindste forebygge, at de helt tager livet af os og fremtiden fra os.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AGF

Ny AGF-sportschef: Jeg er ikke komfortabel med at befinde mig i komfortzonen - jeg hader det

Debat

Kære Julie - tak fordi du gav mig væk

Danmark

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Aarhus For abonnenter

På rundtur til de fredede bygninger i Aarhus: - Alt er gennemtænkt

Annonce