Annonce
Debat

Kronik: Hvordan skal fremtidens jobcentre være?

jobcenterhjælpecentercenterledigesygehandicappede nex

Den uafhængige juridiske tænketank Justitia har for nylig udgivet rapporten"Kommunernes kontrol med modtagere af sociale ydelser", som fortæller om retsgrundlaget for kommunernes kontrolarbejde i sociale sager. I konklusionen står der blandt andet; " Regelkompleksiteten skaber uklare grænser, som øger muligheden for grænsesøgende og regeloverskridende adfærd i kontrolarbejdet. Samtidig er det meget vanskeligt for borgerne at få klarlagt deres rettigheder og pligter i kontrolfasen samt at vurdere, om kontrolmedarbejderne har overskredet grænserne for lovlig kontrol".

Rapporten kommer også omkring hvordan de skærpede krav til ydelsesmodtagere samt de reducerede ydelser har ført til et øget konfliktniveau mellem borgere i udsatte positioner og myndighederne, der udbetaler ydelserne. Hernæst følger en masse tekst om overvågning af borgere, principafgørelser, kommunale kontrolindsatser og så videre. Man bør da kunne lave et meget mere smidigt og menneskeligt system, hvor folk ikke skal underlægges kontrol på alle leder og kanter. Jeg mener virkelig at fordrer en diskussion om, hvordan fremtidens beskæftigelsessystem skal se ud.

Lad os gentænke hele systemet og stille os selv de helt grundlæggende spørgsmål;

Bliver mennesker udelukkende motiveret af økonomi? Hvordan skal mennesker reagere på økonomiske sanktioner, når der ikke er jobs nok til alle? Hvorfor er beskæftigelsespolitikken ude af sync med diverse målsætninger om reduceret ulighed og nedbringelse af fattigdom?

Lad os indføre kontanthjælp og dagpenge uden modkrav - dvs. uden tvang og umyndiggørelse. Lad os afskaffe alle kravene og påbuddene i de famøse jobcentre og i stedet bruge ressourcerne på kvalificeret hjælp og jobformidling til mennesker, der selv opsøger hjælpen.

Lad os også stille os selv følgende spørgsmål? Skal alle modtagere af sociale ydelser hæve deres ydelser det samme sted? Altså skal syge, handicappede, dimittender, unge uden praktikplads, seniorer, nydanskere og almindelige konjunkturledige hæve deres understøttelse det samme sted? Hvordan sikrer vi kvalificerede og målrettede indsatser til de trefjerdedele af kontanthjælpsmodtagerne, der har andre problemer end ledighed, uden at disse kompromitteres af en nogle gange lidt for aktiv beskæftigelsesindsats? Skal sagsbehandlere overhovedet kunne sanktionere mennesker på deres eksistensgrundlag? Ville det ikke være bedre, om man fratager sagsbehandlerne muligheden for at kunne lave økonomiske sanktioner, og så ellers lader domstolene afgøre eventuelle sager om socialt bedrageri, hvis mistanken ellers er berettiget?

Endvidere er det strengt nødvendigt, at vi indfører vandtætte skotter mellem socialpolitikken og beskæftigelsespolitikken. De sociale ydelser skal ind under socialpolitisk regi, og så skal vi ellers lave gode beskæftigelsesindsatser, der møder folk, der hvor de er. Sagsbehandlerne skal have bedre muligheder for at hjælpe borgerne, uden at skulle skele til kommunernes økonomi på den korte bane. Pt. er det, som om udsattes værdighed eroderes væk af en sygelig markedsfundamentalisme, der i sig selv retfærdiggør selv de mest meningsløse argumenter for, at legitimere fattigdom, til trods for at vi har forpligtet os på at nedbringe fattigdommen. Vi ser hele tiden målinger, der viser, at børnefattigdommen stiger, men må den det ifølge FN's Børnekonvention, og er det legitimt at undskylde med, at øget fattigdom skal motivere forældrene til at komme i arbejde?

Så har vi den grotesk lave integrationsydelse, som nogle mener er i strid med grundlovens paragraf 75 stk. 2. Udover at ydelsen bliver til tre nye ydelser (selvforsørgelses-, hjemrejseydelse og overgangsydelse), så bliver disse også reduceret yderligere. Hvordan kan dette retfærdiggøres, og hvorfor accepterer vi denne nye form for fattigdom? Hvorfor har regeringen underskrevet FN's 17 verdensmål, når den lovgiver lodret imod disse? Mål 1: Afskaf fattigdom og Mål 10: Mindre ulighed. Her står blandt andet: "Inden 2030 skal der opnås og fastholdes en indkomststigning for de nederste 40 procent af befolkningen, der er højere end landsgennemsnittet". Ser vi ikke præcis det modsatte?

Vi kan ganske enkelt ikke være det nuværende system bekendt. Dyneløfteriet, overvågningen på Facebook, fornedrende arbejdsprøvninger, lægeundersøgelser i et baglokale i jobcenteret og andre tossede eksempler må simpelthen høre op. Systemet skal ikke gøre livet mere surt for mennesker med sygdom eller handicap. Det er ganske enkelt ikke det, vi betaler skat til.

Ens arbejdssituation skal ikke være determinerende for, om man oplever livskvalitet og mening med livet, og selvfølgelig har alle ret til privatliv, uanset hvorvidt de er i arbejde eller ej. Vi skal også lige huske på, at der er et samfundsfællesskab uafhængigt af arbejdsfællesskabet, der efterhånden nærmest er blevet en religion i sig selv.

Man burde vel egentlig vurdere "Hjælpecentrene" således:

1. Brugertilfredshed, som der løbende skal tjekkes op på. (Målingerne skal naturligvis offentliggøres.)2. De ansattes frihed til at koordinere og lave langsigtede indsatser, som må tage den tid, de nu engang tager. 3. Effekterne af indsatserne. Virker de, eller står den netop behandlede misbruger i døren igen i næste uge, fordi indsatsen var for kort...? Får syge den tid, de skal have til at restituere osv.?4. Er tilbuddene så gode, at ledige vælger dem til? Er det, som udbydes, relevant for de ledige?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Parkering på fiskerihavnen. Er vi blot en stime gubbier i akvariet?

Det forekommer mig ret bizart, at to rådmænd offentligt diskuterer, hvem der mon er skyldig i den ene fejl efter den anden, samtidig med at vi borgere blot ser på cirkusset. Det var i ingens interesse, at parkeringsforholdene blev ændret på Fiskerihavnen. Men af en eller anden finurlig bureaukratisk grund ændrede man det uden argumentatorisk grund. Vi så det også med projekt Aarhus Folkepark, hvor der heldigvis blev oprettet borgergrupper mod indgriben i vores grønne områder. Burde det overhovedet være nødvendigt at oprette protestgrupper? Burde borgerdemokrati/-inddragelse ikke være en ren selvfølge? Heldigvis landede Lind Invest og Salling Fondene lidt ro på bølgen i akvariet. Men også her går det stærkt, og før vi fik set os om, hed projektet pludselig Kongelunden. Jo, demokratiets vej i akvariet vil ingen ende tage. Gubbierne svømmer konstant rundt og følger bare strømmen af fodringen fra oven. Det er, som om byrådets aktører i akvariet helt har glemt, at de er medaktører og skal varetage miljøet i vandet til gavn for alle. Det kunne være ønskeligt, at man lyttede noget mere til borgerne og stillede dem overfor flere valg, så det ganske enkelt var flertallet, der havde en sidste stemme, i forhold til om det skal være den ene eller den andens byudviklers forslag, der bliver realiseret i de forskellige enormt store projekter, der skal udvikle byen. Vi skal alle være her, og vi skal alle behandles med respekt.

Annonce