Annonce
Debat

Kronik: Kære Mathilde, 4 år - en pædagogs brev til et fiktivt barn

Jeg har svigtet dig og din familie. Jeg havde brugt lagt tid på at sætte mig ind i, hvilket barn du var. Undersøgt, hvorfor du reagerede, som du gjorde, og igennem mange og lange samtaler med din mor og far arbejdede vi tæt sammen om, hvad vi alle kunne gøre for at få dig i trivsel igen. For du var vred, ked af det, stolede ikke på de voksne og havde uro i kroppen.

Når du blev vred, gik det ud over de andre børn. Men jeg kunne se, du var vred, jeg kunne godt forstå hvorfor, jeg kunne godt rumme din vrede og vidste, jeg altid skulle være et skridt foran dig for at guide dig i din selvregulering.

Du blev efterhånden valgt fra af de andre børn i gruppen, fordi de blev utrygge overfor din adfærd. Og nogle gange var der børn, der sagde, du havde slået, selv om du ikke var i børnehave. Jeg vidste godt, at det syn på dig måtte vi ændre. Derfor lavede vi forskellige tiltag i praksis, for at børnene i gruppen fik set alle de gode sider, du indebærer. Det virkede - og børnene kom løbende og inviterede dig ind i deres lege. Jeg kunne se, hvor glad du blev. Du rettede ryggen, smilede diskret og fulgte med i legen. Det var svært at følge de jævnaldrendes legemønstre og hierarkiske inddeling i legen samt forhandlerteknikkerne. Derpå valgte jeg at være i din legezone, når du legede med en lille gruppe børn. Her var jeg blot ved din side og kunne agere som dit talerør, når behovet var for det.

Til frokost sad du altid ved siden af en voksen for at finde ro under måltidet. Du havde din egen kuglepude at sidde på. Den gav dig mulighed for at justere stillingen. Jeg vidste altid, jeg skulle være på forkant med alt, hvad der foregik rundt om bordet. For en kop, der faldt fra bordet, kunne få din verden til at ramle sammen. Det var samtidig også vigtigt at skabe rolige og trygge rammer for resten af børnene ved bordet. Så hvert minut var nøje overvejet i mit hoved, men I mærkede det ikke. For jeg signalerede ro og struktur, hvilket du trivedes rigtig godt i. Hele din dag var struktureret, for at du kunne have overskud til at indgå i den.

Annonce

Jeg havde en klar handleplan for, hvad der skulle foregå i den hverdag. Denne handleplan var udarbejdet i samarbejde med en psykolog, som vi samarbejdede tæt med. Vi havde i tværfagligt samarbejde udarbejdet denne handleplan med realistiske mål og udviklingsprocesser. For man kan altid tænke planen op i et større metaperspektiv. Men det var også vigtigt at have de få ressourcer, vi havde i praksis, for øje. Alle kunne læse ud fra denne plan, hvad du havde brug for, for at kunne rumme hverdagen i børnehaven.

Og vi fulgte den meget nøje ... Ja, altså i de perioder, hvor der var tid til det. Og det må jeg beklage at skuffe dig med. Det var der ikke særlig tit. For der var andre børn som dig, der havde brug for særlig omsorg, få ressourcer til at tage sig af de andre børn i gruppen, når vi var en pædagog og to pædagogmedhjælpere. Jeg skulle også tage mig af de to unge pædagogmedhjælpere, jeg allerede krævede alt for meget af. De løftede en alt for stor opgave i gruppen. Men jeg havde ikke et valg. Jeg måtte få gruppen til at fungere, hænge sammen og sørge for, at alle børn fik mad, tør ble, fik tisset, tørret næse, plaster på, trøst efter konflikt, jakke på, jakke af, finde saksen, rydde op, give jer vand osv. osv.....

Jeg måtte gang på gang nedprioritere dig og vores plan. Lave nedjusteringer i planen og lave endnu mindre delmål. Jeg brugte meget tid på at forklare dine forældre situationen og forsikrede dem om, at vi kunne forsvare, hvorfor vi nedjusterede planen igen. Jeg måtte gang på gang skuffe dine forældre og skubbe dig fra mig, til trods for alt det arbejde vi begge havde lagt i at danne en relation sammen.

Du ville til sidst ikke være ved mig. Du gik væk fra mig, når jeg kom. Før i tiden løb du hen til mig med et smil, gav mig et kram, kom til mig, når noget trykkede dig osv. Men efter et utal af svigt valgte du mig fra. Noget af det vigtigste i praksis er, at I børn ved, at I har voksne omkring jer, der kan være der for jer, støtte jer, guide jer, danne en relation til jer, give jer kram og nærvær og give jer en følelse af tryghed - for så udvikler I jer.

Jeg vidste godt, hvorfor du valgte mig fra. Jeg kunne virkelig godt forstå dit modsvar, og det gjorde mig så frustreret, fordi jeg vidste, at nu ville der gå lang tid, inden jeg kunne nå ind til dig igen, fordi jeg igen havde svigtet dig. De erfaringer, du bærer med dig fra sådan en oplevelse, er jeg fortvivlet over. Du føler ikke, voksne er til at stole på. Du føler ikke, du tør åbne dig op, du føler dig måske ikke så meget værd, og det kan gøre dig trist og usikker. Jeg til gengæld føler mig vred og skuffet over endnu engang at måtte svigte et barn/en familie.

Vi betaler prisen for de rammer, jeg er sat i som fagperson. Jeg bliver pålagt en opgave, som jeg ved, jeg kan udføre med høj faglighed og høj kvalitet. Men jeg har ikke ressourcerne til at udføre min opgave. Jeg måtte til sidst sige farvel til dig og alle dine kammerater. Fordi jeg ikke kunne stå model til alle de nedprioriteringer, der foregår i praksis. Alt det, I har brug for, bliver fjernet fra jer.

Jeg kunne ikke svigte mere og sagde derfor stop.

Når man arbejder med børn, kræver det voksne, der viser og signalerer, de vil de her børn, med alt hvad det indebærer: "Jeg rummer alt dig. Jeg er her for dig, uanset hvad. Jeg er din trofaste støtte på din vej, i din udvikling".

Den vågne læser vil mene, at børn også har brug for at blive robuste og lære at gebærde sig på egen hånd. Ja - det vil jeg til dels tilslutte mig. For jeg vil ikke gå nærmere ind i robusthedsbegrebet. Men jeg ser, at robusthed er blevet et plaster på alt det, vi ikke vil tale om, alt det, vi ikke lige ved, hvordan vi skal håndtere.

Jeg er dybt bekymret for alle de børn, vi kalder særligt sensitive, får diagnoser mm. For langt de fleste er børn, der ikke trives i de voksenskabte rammer, de gebærder sig i. De prøver at råbe os op, men ingen lytter. Det er svigt, og det er simpelthen ikke okay, at børn i dagens Danmark skal trækkes igennem denne hårdt pressede trædemølle. Og hvorfor råber ingen stop? Al forskning peger på, at der skal flere voksne til at varetage vores børns behov, imens vi passer vores arbejde og yder vores borgerpligt, for ellers taber vi alt for mange børn, og det bliver katastrofalt for både familien, barnet og - for politikernes interesse - på pengepungen senere hen.

Jeg er rystet og har besluttet mig for, at nu vil jeg ikke være tavs mere.

Vi skal ud med alle vores praksisfortællinger og billedliggøre, hvilken tung opgave de voksne står overfor i skolerne og i daginstitutionerne.

Alt for mange pligtopfyldende og hamrende kompetente pædagoger og lærere yder hver dag deres maksimale for at leve op til de rammer, de er sat i. Men også de betaler - ligesom børnene - en pris. For eksempel er hver fjerde pædagog i dag ramt af stress eller har stresslignende symptomer (analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd).

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Aftenskolerne i Aarhus gør en kæmpe forskel

En halv million århusianere deltager årligt i aktiviteter, som de folkeoplysende skoler laver i Aarhus – det gør naturligvis en kæmpe forskel for århusianerne og byens liv. I uge 45 fejrede vi folkehøjskolernes 175-årsjubilæum – aftenskolerne er en udløber af hele den folkelige bølge, der skyllede ind over Danmark fra slutningen af 1800-tallet og frem og som er en vigtig del af det fundament, som vores demokrati står på. De folkelige bevægelser udspringer af et stort ønske om at give hele befolkningen adgang til viden og uddannelse for at understøtte en demokratisk udvikling af vores land. En del af dette ønske var oprettelse af de folkeoplysende skoler (aftenskolerne). De skulle sikre, at en bred del af borgerne – i fritiden fik mulighed for, via viden, indsigt og demokratisk kompetence, at bidrage til udviklingen af den enkelte og samfundet. I Aarhus er dette arbejde fortsat en stor succes. Succes kan måles på mange forskellige måder – her er et par bud på, hvorfor vi mener, skolerne i Aarhus er en succes. Første succeskriterie er, at rigtig mange borgere benytter sig af skolernes tilbud – og det gør århusianerne. I 2018 deltog over en halv million i en-dags-arrangementer, mens næsten 100.000 borgere deltog i aftenskolernes mere traditionelle virksomhed i form af kurser og forløb. Der er naturligvis tale om gengangere i både kursustallet og en-dags-arrangementerne. Men vi taler om tal, som tilnærmelsesvis kan sammenlignes med hhv. besøgstallene i Den Gamle By eller tilskuertallene til AGF's hjemmekampe. Så de folkeoplysende skoler er en meget vigtig del af byens kulturliv og en vigtig brik i det demokratiske og folkeoplysende arbejde. Et andet succeskriterie for os er, at skolerne også når bredt ud til forskellige befolkningsgrupper i vores by. Først og fremmest sker det, fordi aftenskolerne udbyder et utroligt bredt spektrum af kurser og tilbud. Men det sker også, fordi vi i Aarhus Byråd har prioriteret at give et tilskud til betalingen for forskellige lavindkomstgrupper. Dette tilskud kommer særligt studerende/lærlinge, pensionister og folk uden for erhverv samt handicappede til gavn. Det er grupper, som ellers ikke er de flittigste brugere af byens øvrige oplysnings- og kulturtilbud. Så også målt ud fra dette kriterie er skolerne en succes. Endelig bidrager de folkeoplysende skoler ift. rigtig mange vigtige dagsordener i vores by. De hjælper med, når vi skal give tilbud til genoptræning af mennesker med hjerne- og trafikskader eller skader i bevægeapparatet. Skolerne har også gode tilbud til borgere, som risikerer at glide ud i ensomhed, og der er tilbud med fokus på en bedre integration af borgerne i vores by. Og i samspil med bibliotekerne gør de en kæmpe indsats for folkeoplysning, litteratur og demokratisk debat, ligesom de i samarbejde med fritids- og idrætslivet gør en ganske betydelig indsats for foreningslivets trivsel og understøttelse. Så også her er der tale om en succes. Man må aldrig hvile på laurbærrene, og det gælder også aftenskoleområdet. Der har løbende været en debat om, hvorvidt vi bruger for mange midler til området på handicapområdet, og nogle har været bekymret for, at der er sket et fald i antallet af skoler over de seneste fem-syv år. Begge dele er vigtige spørgsmål at rejse, men vi synes, at der også findes nogle gode svar på dem. Først til spørgsmålet vedrørende aktiviteter for borgere med et handicap. Vi står alle tre bag det brede flertal i byrådet, der ønsker at give ALLE borgere spændende tilbud og udfordringer gennem deltagelse i aftenskolevirksomhed. Vi forestiller os, at hvis du er fysisk eller psykisk udfordret, er det ekstra godt og vigtigt at få mulighed for at deltage i spændende og varierede aktiviteter. Og det er aftenskolerne rigtig gode til at tilbyde. Hvis man er psykisk sårbar eller deprimeret, har et midlertidigt eller permanent bevægelseshandicap eller er socialt udfordret, kræver det bare nogle andre rammer, end det er tilfældet for os andre. Mindre hold og/eller flere undervisere, ja måske endda andre fysiske rammer – og det koster penge. Midler, som vi mener, et rigt samfund som det danske skal prioritere. Men der skal naturligvis også være tilbud til de øvrige borgere – og det er der. Faktisk benyttes mere end 80 procent af de samlede aftenskolepladser i Aarhus af borgere uden handicap - så der er plads til os ALLE, både dem, som må leve med et handicap, og dem som lever uden, og langt de fleste pladser bruges altså på mere traditionel aftenskoleaktivitet. Slutteligt – det er rigtigt, at der er blevet færre aftenskoler i Aarhus over årene, men nedgangen ser ud til at være stoppet, og variationen i de udbudte kurser og aktiviteter har aldrig været større, så man rammer en stor del af den århusianske befolkning med gode tilbud. Vi mener alle tre, at folkeoplysningen er en af grundstenene i det danske demokrati. Derfor et det fortsat vores ønske at sikre en stærk folkeoplysning for alle århusianere.

Sport

Luften er blevet renset i Århus Håndbold: Bagspiller tilbage i truppen til tirsdagens kamp mod Skjern

Annonce