x
Annonce
Debat

Kronik: Kære Mathilde, 4 år - en pædagogs brev til et fiktivt barn

Jeg har svigtet dig og din familie. Jeg havde brugt lagt tid på at sætte mig ind i, hvilket barn du var. Undersøgt, hvorfor du reagerede, som du gjorde, og igennem mange og lange samtaler med din mor og far arbejdede vi tæt sammen om, hvad vi alle kunne gøre for at få dig i trivsel igen. For du var vred, ked af det, stolede ikke på de voksne og havde uro i kroppen.

Når du blev vred, gik det ud over de andre børn. Men jeg kunne se, du var vred, jeg kunne godt forstå hvorfor, jeg kunne godt rumme din vrede og vidste, jeg altid skulle være et skridt foran dig for at guide dig i din selvregulering.

Du blev efterhånden valgt fra af de andre børn i gruppen, fordi de blev utrygge overfor din adfærd. Og nogle gange var der børn, der sagde, du havde slået, selv om du ikke var i børnehave. Jeg vidste godt, at det syn på dig måtte vi ændre. Derfor lavede vi forskellige tiltag i praksis, for at børnene i gruppen fik set alle de gode sider, du indebærer. Det virkede - og børnene kom løbende og inviterede dig ind i deres lege. Jeg kunne se, hvor glad du blev. Du rettede ryggen, smilede diskret og fulgte med i legen. Det var svært at følge de jævnaldrendes legemønstre og hierarkiske inddeling i legen samt forhandlerteknikkerne. Derpå valgte jeg at være i din legezone, når du legede med en lille gruppe børn. Her var jeg blot ved din side og kunne agere som dit talerør, når behovet var for det.

Til frokost sad du altid ved siden af en voksen for at finde ro under måltidet. Du havde din egen kuglepude at sidde på. Den gav dig mulighed for at justere stillingen. Jeg vidste altid, jeg skulle være på forkant med alt, hvad der foregik rundt om bordet. For en kop, der faldt fra bordet, kunne få din verden til at ramle sammen. Det var samtidig også vigtigt at skabe rolige og trygge rammer for resten af børnene ved bordet. Så hvert minut var nøje overvejet i mit hoved, men I mærkede det ikke. For jeg signalerede ro og struktur, hvilket du trivedes rigtig godt i. Hele din dag var struktureret, for at du kunne have overskud til at indgå i den.

Annonce

Jeg havde en klar handleplan for, hvad der skulle foregå i den hverdag. Denne handleplan var udarbejdet i samarbejde med en psykolog, som vi samarbejdede tæt med. Vi havde i tværfagligt samarbejde udarbejdet denne handleplan med realistiske mål og udviklingsprocesser. For man kan altid tænke planen op i et større metaperspektiv. Men det var også vigtigt at have de få ressourcer, vi havde i praksis, for øje. Alle kunne læse ud fra denne plan, hvad du havde brug for, for at kunne rumme hverdagen i børnehaven.

Og vi fulgte den meget nøje ... Ja, altså i de perioder, hvor der var tid til det. Og det må jeg beklage at skuffe dig med. Det var der ikke særlig tit. For der var andre børn som dig, der havde brug for særlig omsorg, få ressourcer til at tage sig af de andre børn i gruppen, når vi var en pædagog og to pædagogmedhjælpere. Jeg skulle også tage mig af de to unge pædagogmedhjælpere, jeg allerede krævede alt for meget af. De løftede en alt for stor opgave i gruppen. Men jeg havde ikke et valg. Jeg måtte få gruppen til at fungere, hænge sammen og sørge for, at alle børn fik mad, tør ble, fik tisset, tørret næse, plaster på, trøst efter konflikt, jakke på, jakke af, finde saksen, rydde op, give jer vand osv. osv.....

Jeg måtte gang på gang nedprioritere dig og vores plan. Lave nedjusteringer i planen og lave endnu mindre delmål. Jeg brugte meget tid på at forklare dine forældre situationen og forsikrede dem om, at vi kunne forsvare, hvorfor vi nedjusterede planen igen. Jeg måtte gang på gang skuffe dine forældre og skubbe dig fra mig, til trods for alt det arbejde vi begge havde lagt i at danne en relation sammen.

Du ville til sidst ikke være ved mig. Du gik væk fra mig, når jeg kom. Før i tiden løb du hen til mig med et smil, gav mig et kram, kom til mig, når noget trykkede dig osv. Men efter et utal af svigt valgte du mig fra. Noget af det vigtigste i praksis er, at I børn ved, at I har voksne omkring jer, der kan være der for jer, støtte jer, guide jer, danne en relation til jer, give jer kram og nærvær og give jer en følelse af tryghed - for så udvikler I jer.

Jeg vidste godt, hvorfor du valgte mig fra. Jeg kunne virkelig godt forstå dit modsvar, og det gjorde mig så frustreret, fordi jeg vidste, at nu ville der gå lang tid, inden jeg kunne nå ind til dig igen, fordi jeg igen havde svigtet dig. De erfaringer, du bærer med dig fra sådan en oplevelse, er jeg fortvivlet over. Du føler ikke, voksne er til at stole på. Du føler ikke, du tør åbne dig op, du føler dig måske ikke så meget værd, og det kan gøre dig trist og usikker. Jeg til gengæld føler mig vred og skuffet over endnu engang at måtte svigte et barn/en familie.

Vi betaler prisen for de rammer, jeg er sat i som fagperson. Jeg bliver pålagt en opgave, som jeg ved, jeg kan udføre med høj faglighed og høj kvalitet. Men jeg har ikke ressourcerne til at udføre min opgave. Jeg måtte til sidst sige farvel til dig og alle dine kammerater. Fordi jeg ikke kunne stå model til alle de nedprioriteringer, der foregår i praksis. Alt det, I har brug for, bliver fjernet fra jer.

Jeg kunne ikke svigte mere og sagde derfor stop.

Når man arbejder med børn, kræver det voksne, der viser og signalerer, de vil de her børn, med alt hvad det indebærer: "Jeg rummer alt dig. Jeg er her for dig, uanset hvad. Jeg er din trofaste støtte på din vej, i din udvikling".

Den vågne læser vil mene, at børn også har brug for at blive robuste og lære at gebærde sig på egen hånd. Ja - det vil jeg til dels tilslutte mig. For jeg vil ikke gå nærmere ind i robusthedsbegrebet. Men jeg ser, at robusthed er blevet et plaster på alt det, vi ikke vil tale om, alt det, vi ikke lige ved, hvordan vi skal håndtere.

Jeg er dybt bekymret for alle de børn, vi kalder særligt sensitive, får diagnoser mm. For langt de fleste er børn, der ikke trives i de voksenskabte rammer, de gebærder sig i. De prøver at råbe os op, men ingen lytter. Det er svigt, og det er simpelthen ikke okay, at børn i dagens Danmark skal trækkes igennem denne hårdt pressede trædemølle. Og hvorfor råber ingen stop? Al forskning peger på, at der skal flere voksne til at varetage vores børns behov, imens vi passer vores arbejde og yder vores borgerpligt, for ellers taber vi alt for mange børn, og det bliver katastrofalt for både familien, barnet og - for politikernes interesse - på pengepungen senere hen.

Jeg er rystet og har besluttet mig for, at nu vil jeg ikke være tavs mere.

Vi skal ud med alle vores praksisfortællinger og billedliggøre, hvilken tung opgave de voksne står overfor i skolerne og i daginstitutionerne.

Alt for mange pligtopfyldende og hamrende kompetente pædagoger og lærere yder hver dag deres maksimale for at leve op til de rammer, de er sat i. Men også de betaler - ligesom børnene - en pris. For eksempel er hver fjerde pædagog i dag ramt af stress eller har stresslignende symptomer (analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Avisen spurgte flere forældre: Delte meninger om at børnene skal hjemmefra

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Food Festival fortsætter som planlagt: - Vi arbejder uforandret på at planlægge en festival til september

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce