x
Annonce
Kronik

Kronik: Moesgårdskovene som urørt skov - realistisk?

Moesgårdskovene er blandt de tre mest besøgte skovområder i Danmark. Med den voldsomme bynære befolkningstilvækst i Aarhus vil Moesgårdskovene blive udsat for nye og større rekreative udfordringer i fremtiden, og samtidigt vil man skabe mere vild natur med større indhold af biodiversitet (artsrigdom). Det er så sandelig en udfordring.

Med ”urørt skov” kan man vel ikke andet end forstå, at Moesgårdskovene skal ligge uberørt hen og kun undergå en meget nænsom pleje. Det kan være at beskære grene og fælde træer ved stier og veje, hvis de er til fare for skovgæsterne.

23. marts havde Natur og Teknik, Aarhus Kommune, inviteret til infomøde og workshop for en lang række foreninger, hvis medlemmer er brugere af Moesgårdskovene. Det var et perfekt afviklet arrangement med stor talelyst. Der var fra deltagerne blandt andet stor opbakning til at bevare Moesgårdskovenes nuværende vej- og stisystemer. Der var også bred interesse for at friholde områder til rekreative aktiviteter, hvis man til gengæld skaber et stort uberørt skovareal. Det var ligeledes opbakning til, at aktiviteter som skov-orienteringsløb og brug af mountainbike samt forskellige nataktiviteter især belaster naturen og stresser dyrelivet.

Der er et voldsomt pres på den bynære natur. Vi oplever i dag en markant udnyttelse af Aarhus Ådal til rekreative formål, som bestemt ikke fremmer områdets naturværdi, biodiversitet, fred og fordybelse. Der efterlyses kontrol og planlægning fra de ansvarlige myndigheder.

Politikerne har eksempelvis uden hensyn til befolkningens ønsker fuldstændigt undladt at lave en bynær naturplan for Aarhus, hvor man sikrer byens små grønne områder. I stedet har man bebygget arealerne. Trivsel og velvære er tilsidesat for økonomiske interesser. Der er andet end penge her i livet! Selv i nyetablerede områder som på Aarhus Ø har man opført tæt og høj bebyggelse - stik modsat de oprindelige planer - nemlig at bygge med indslag af grønne områder. Denne bebyggelse er en skændsel for Aarhus og vidner om pengestærke mænds magt og politikernes magtesløshed og mangel på planlægning m.m.

Hamburg og Berlin er kendt for deres grønne områder. I disse byer har man endda fjernet ældre bebyggelse med henblik på at skabe grønne byområder. En sådan tanke synes utænkelig i Aarhus! Århusianerne må søge længere væk for at komme ud i naturen, hvor nu Moesgårdskovene banker på med planer om urørt skov.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Planerne om Moesgårdskovene som urørt skov bliver en udfordring, men ikke en uløselig opgave.

Det er evident, at der er en meget stor folkelig opbakning til skovprojektet. Et projekt, der til stadighed vil udvikle sig. Men hvordan? En urørt skov bør indeholde en mosaik af biotoptyper, til glæde for naturen, biodiversiteten og mennesket. Vi vil gerne have det hele – sådan er vi mennesker.

Men allerede nu kan der blive spændt ben for projektets pleje, naturindhold og fremtid. Når skov- og landskabsingeniør Tor Albrechtsen slår til lyd for (i en artikel i Århus Stiftstidende, red.): ”Men jeg mener, vi stadig skal pleje naturen i skoven”, så er det vanskeligt at se Moesgårdskovene som urørt skov.

Indholdet i et så stort naturprojekt bør ikke være overladt til få personers afgørelse. Det må stærkt anbefales, at der nedsættes et ”Skov-råd”, hvor også personer fra for eksempel grønne foreninger kan få en plads. En lang række problemstillinger i Moesgårdskovene som urørt skov skal afklares. Følgende betragter forfatteren som særlig vigtigt at forholde sig til:

Unikke kystskrænter: Kystskrænterne er en sårbar naturtype, som kræver særlig beskyttelse. Vi må forvente at eventuel ”slitage” på kystskrænternes vegetationen forstærker nedbrydning af kystskrænterne. Her finder vi også nogle af skovens sjældne plantearter. Brug af kystskrænterne til eventuelle rekreative formål bør derfor ikke finde sted.

Skovsøer er en sjældenhed: I årtier har man drænet store skovarealer i Danmark blandt andet med henblik på nåletræsproduktion. Skovsumpe, skovsøer og vandfyldte grøfter er forsvundet i tusindtal. Moesgårdskovene ligger på plastisk ler og disse geologiske forhold bør udnyttes, når vi planlægger indholdet i naturskoven. Levesteder for frøer og tudser er i voldsom tilbagegang, og disse dyr har behov for særlig opmærksomhed. Etablering af lysåbne skovsøer er således ikke alene en æstetisk nydelse for naturelskere, men rummer også unikke levesteder for mange dyre- og plantearter. Aarhus Kommune kunne - med opprioritering af især skovsøer - genskabe en i dag sjælden dansk naturtype, som også kunne være et forbillede for andre naturprojekter i landet.

Urørt skov ikke en park: Det er i debatten omkring midler til pleje af den nye urørte skov foreslået at udsætte tamdyr (heste?) til græsning i skoven. Det må af flere årsager frarådes. Det kræver, at Moesgårdskovene indhegnes helt eller delvist, og der placeres færiste ved ind- og udkørsler af skoven. De eventuelt indførte dyrs tilstedeværelse kan skabe uro hos de besøgende, og tilsyn med hegning og muligvis fodring i vinterhalvåret kan blive en bekostelig sag. Et for stort græsningstryk og dyrenes nedtrampning af underskoven kan skabe et ”guldalderlandskab” med kun høje træer og uden en smuk lavdeling af skoven - et parklandskab. Som forsøg kan man naturligvis godt inddrage små hjørner af skoven i et græsningprojekt, hvor man ønsker små lysåbne arealer. Intentionerne er – og det må vi holde fast i - at omlægge Moesgårdskovene til urørt skov og ikke til et stærkt kulturpåvirket landskab.

Det er nu, politikerne skal træde i karakter og hæve det grønne flag. Vi ser frem til, at der er politisk vilje og økonomiske ressourcer til at realisere Moesgårdskovene som urørt skov. Det kunne være fantastisk, men man kan have sin tvivl.

Med den høje beskæftigelse og det store konjunkturopsving må tiden ellers være inde til at opprioritere naturen og give den en hjælpende hånd. Vi må skabe rekreative forhold for de mange besøgende, men også have for øje, at naturen, ”den urørte skov”, er i centrum. Man vil så gerne, men det må tilsyneladende ikke koste noget. Men det koster at realisere projektet.

Mange af de små bynære grønne områder i Aarhus er i løbet af få år bebygget. Hvorfor har politikerne ikke lavet en grøn byplan, og hvorfor har de handlet stik mod tusindvis af borgeres ønsker om en ”grøn” by? ”Smilets By” må snarere kaldes ”Den magtesløse By”.

Endvidere kan man spørge, hvorfor er der ikke afsat flere midler til overvågning og registrering af plante- og dyrelivet i Aarhus Kommune?

Det er ligeledes tankevækkende og helt uforståeligt, at Aarhus Kommune ikke har ansat mindst én naturvejleder. Naturvejlederordninger er ellers en stor succes i mange andre danske byer. Hvorfor er de så sparet væk i Aarhus Kommune? En naturvejleder vil være særdeles relevant at få tilknyttet det forhåbentligt kommende urørte skovområde. Her kan vi få et meget stor formidlings-potentiale, som kan glæde befolkningen, folkeskoler, turister (penge i kommunekassen) etc.

Vi ser frem til, hvordan politikerne vil takle Moesgårdskovene som urørt natur. Er der vilje, er der midler? Vi ser meget gerne, at politikerne inden valget give deres holdninger til kende, ikke alene med hensyn til Moesgårdskovenes fremtid, men også opprioritering af naturformidlingen og naturen i hele Aarhus Kommune.

Hjælp Moesgårdskovene som urørt skov lidt på vej. Lad ellers naturen passe sig selv, så skal den nok skabe den økologiske balance og dynamik med en biodiversitet, der er tilpasset de lokale forhold.

Jørgen Terp Laursen, formand for Østjysk Biologisk Forening. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Vilhelmsborg Festspil er gået konkurs: - Det ville være uansvarligt at bruge penge på en ny opsætning

Kronik

Hvad vil vi beGÆRe i fremtiden?

Knap havde statsministeren sagt ”ikke hamstre”, før alt gær og toiletpapir var væk fra hylderne. Reptilhjernen tog åbenbart over og fik folk til at styrte ned i det lokale supermarked eller til at kaste hele familien ind i Toyota'en og bestorme den nærmeste megastore. Alt det, som forskellige eksperter så smukt havde udtalt på TV om den fælleskabsorienterede danske folkesjæl i krisetider, blev overmandet af et akut, nærmest dyrisk behov, for gær, godter og gifler. Når det tordnede om natten, da jeg var barn, stod min tante Ester op og lavede tordenkaffe og sad stiv på en stol med en stor køkkenkniv i hånden. Hun skulle være klar til at skære køerne løs, hvis lynet slog ned. Nu var der ikke så mange køer i vores parcelhus, men Ester var opvokset på et fattigt husmandssted, og her var køernes overlevelse helt afgørende for familiens overlevelse. Hendes reptilhjerne var kodet til kniv og køer – i dag er vi åbenbart kodet til GÆR. Gad vide, hvad det er med gær? Lidt lommepsykologisk kunne man overveje, om den lille pakke symboliserer en potentiel magt over situationen; jeg kan få ting til at voksne i en krisesituation og beskytte min familie med eget brød. Eller er det et kollektivt traume, der siddet fast i os, der oplevede gærkrisen? Under storkonflikten på arbejdsmarkedet i 1998 var der problemer med adgang til dagligvarer som brød, smør og gær, og udenlandsk gær blev det nye guld og solgt til overpris. En nordmand skulle ligefrem have fløjet gær til København i et privatfly som tak for alle de øl, nordmændene i tidens løb havde nydt i Danmark. Gad vide, om det mest er det ældre segment, der har fået gær på reptilhjernen, og hvad vil så blive det ypperste symbol på sikkerhed i fremtiden? Café latte to go? Veganerprodukter? Wi-Fi? For lige at lufte et par letkøbte fordomme om den unge generation. Når jeg er ude på opgaver, ender dialogen ofte om udfordringerne med individualiseringen i samfundet. Især offentligt ansatte føler sig presset af borgere og brugere, der forventer det bedste for MIG og MINE. Det er svært, når alle forældre forventer, at deres barn skal være i centrum blandt de øvrige 25 børn i 5.b. Både på offentlige og private arbejdspladser udtrykker mange bekymringer over for især den unge generations MIG-kultur. Andre er mere optimistiske og mener, at de unge har fået nok af forældrenes forbrugerkultur og vil søge nye fællesskaber, ikke mindst ppå grund af klimaudfordringerne, der kun kan løses kollektivt. Måske sidder de unge og ryster på hovedet over deres skammelige forældre, der selvcentreret rydder hylderne. Hævnen er heldigvis sød. Mens jeg sad og gøs over mine mange corona-aflysninger og dermed tabt indtægt i foråret, kunne jeg på de sociale medier fornøje mig over sarkasmen, der bredte sig over for gær- og toiletpapir-hamstrene i form af afslørende foto. For eksempel storsmilende Søren med overfyldt indkøbsvogn, der flasher sig i Berlingske tidende: ”Den der kommer først til mølle, får mest.” Noget, der medførte mange muntre kommentarer på Facebook, og som nok skal få Søren til at fortryde det billede rigtig mange gange i den kommende tid. Faktisk kan man føle sig som et særligt godt menneske, når man formåede at udvise samfundssind og lod gær være gær. Jeg indrømmer, at også min reptilhjerne rørte lidt på sig, da Statsministeren sagde ”ikke hamstre” på TV. Heldigvis var jeg mageligt bedøvet af den flaske rødvin og corona-lignende kæmpe romkugle, som jeg netop havde delt med min unger. Og da jeg nævnte muligheden for at styrte ned i Fakta i underetagen i min datters lejlighedsblok, udbrød begge min unger: ”Nu stopper du, Mor!” Måske der vitterligt er et håb om, at de unge er mere solidariske og vil være knap så beGÆRlige i fremtiden.

Kultur

C.V. Jørgensen-teaterkoncert stables på benene via videotjenester: Hvis skuespillerne ikke kan komme til øvelokalet ...

Kultur

Aflyse, udskyde eller gennemføre? Samlet status på arrangementer som Northside og Aarhus City Halvmarathon

Annonce