Annonce
Kronik

Kronik: Smilets by er blevet tavs

Skal vi vænne os til dette scenarie? Kommer der udgangsforbud om et par dage? Bliver der mangel på fødevarer? Er der en decideret undtagelsestilstand på vej? Ingen ved det.

Annonce

Det er en underlig oplevelse at gå gennem Aarhus for tiden. Jeg har allerede set Stiftens og andres billeder af de næsten tomme gader i Danmarks andenstørste by, da jeg i to timer (tirsdag formiddag 17. marts) trodser myndighedernes anbefalinger og vover mig ud af min lejlighed.

Jeg opdager, at min by næsten er mennesketom, og min umiddelbare reaktion er en trang til at grine, men det er ikke af ren glæde.

Da jeg når Ryesgade, ser jeg en mand med et kamera om halsen. Han må være en slags dommedagsturist, og selvom jeg ser på ham med en vis misbilligelse, går der ikke lang tid, før jeg selv finder mit eget medbragte kamera frem fra tasken og går i gang med at tage en serie historiske fotografier.

Flere har beskrevet Danmarks byer, som var de kulisser til en zombiefilm for tiden. Da jeg når Store Torv, tænker jeg i stedet på en scene i filmen Nosferatu (1979 af Werner Herzog), hvor de få borgere, der endnu ikke har lidt Den Sorte Død, indleder en dance macabre med får, svin og rotter midt på byens ellers øde torv. Så galt står det ikke til foran Skt. Clemens Kirke (domkirken, red.) denne tirsdag formiddag, hvor gaderne gudskelov kun er tomme, fordi den danske regering anbefaler, at danskerne bliver derhjemme.

Åboulevarden, Latinerkvarteret og selv Nørrebrogade er næsten øde, og den næsten tomme letbane kører efter søndagskøreplanen med den spøgelsesagtige elektriske summen i kablerne. Mågeskrigene har næsten erstattet motorstøjen midt i Aarhus.

Jeg er ikke gammel nok til at huske de bilfrie søndage i 1970’erne, men det her minder måske lidt om dem. Denne gang er der bare menneskeliv på spil.

Lidt mere aktivitet finder jeg i Universitetsparken, hvor nogle få studerende og familier får tiden til at gå under den tunge, grå himmel. De store, gule universitetsbygninger er tomme og aflåste, og deres befolkning er forvist til hjemmet for i dybet at søge den faste grund, som mottoet lyder.

Hamstringens panikagtige overlevelsesstrategi er tilsyneladende erstattet af en mere pragmatisk tilgang til den alvorlige situation.

Pudsigt nok vænner jeg mig efterhånden også til de tomme århusianske gader og tager ikke så mange billeder, som jeg gjorde i begyndelsen af min gåtur. Ud over de mange skilte om lukninger og god hygiejneadfærd er det da også kun det himmelråbende fravær af mennesker, der har ændret Aarhus.

Jeg føler mig nok lidt som Palle, der vågner op og er helt alene i verden. Heldigvis er der trods alt mennesker nok i Aarhus, til at solipsismen (den anskuelse at jeget og jegets bevidsthed er det eneste som eksisterer, red.) ikke overvælder mig helt, men det er bestemt nye, tavse vinde, der slanger sig mellem de århusianske bygninger.

Betontrappen ved Dokk1 er forskanset med festivalhegn i betonblokke, så man ikke kan bruge den. Det virker næsten, som om man har frygtet, at borgerne ellers ville bestorme borgerservice, og måske er frygten reel. For enden af trappen troner to skilte, hvor der nok står, at Dokk1 er lukket, men man kan knap nok læse dem, fordi de er så langt væk. En hvirvelvind tager fat i en avis, der bevæger sig gennem bylandskabet som en markløber.

Skal vi vænne os til dette scenarie? Kommer der udgangsforbud om et par dage? Bliver der mangel på fødevarer? Er der en decideret undtagelsestilstand på vej? Ingen ved det. Situationen er blevet beskrevet som en krig uden soldater, men med en næsten absurd symbolik finder vi igen danske soldater i Kruså, der skal standse faren fra syd – og så i hundredåret for Genforeningen, sikken begyndelse på tyverne!

Jeg går ind i Bruuns Galleri og finder et næsten øde landskab med tomme trapper og ensomme butiksassistenter. Jeg tager et billede i hovedbanegårdens store vandrehal, der normalt er tæt pakket med travle rejsende, og for første gang nogensinde bemærker jeg det flotte loft, langt oppe over det tomme gulv. Hvornår har der mon sidst været så stille i dette store rum på en tirsdag formiddag?

En højlydt stemme danner ekko ud over jernbanelegemet ved hovedbanegården, og budskabet fra højtalerne er tydeligt: Man skal tage hensyn til sine medrejsende og undgå myldretiden for at mindske smitte. Det er underligt at høre budskabet, ikke kun fordi det lyder absurd, når statsbanerne anbefaler, at man ikke rejser med visse af deres tog, men også fordi der ikke er ét eneste menneske at finde på nogen af perronerne til at høre på det. Måske var det en overflødig påmindelse.

Nu tager jeg hjem og ser på mine billeder. Aarhus smiler stadig, men vikingebyen er blevet tavs for en stund.

Et tomt Store Torv, Aarhus. Tirsdag 17. marts 2020. Foto: Peter Faber
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Mette Frederiksen om nye corona-tal: - Vi går ind i en mere alvorlig fase

Danmark

Højeste antal nye coronatilfælde siden starten af oktober: Statsministeren er bekymret

Bakken Bears

Bakken Bears tager første skridt i nyt kapitel: - Vi får nok kærligheden at føle

Annonce