Annonce
Kronik

Kronik: Tid til minimumsnormeringer

Klokken er 15.30 i Den Integrerede Institution Mælkebøtten. Kirsten skal lukke, og hun er eneste voksen tilbage sammen med ni børn. De er alle på legepladsen. Kirsten er på vej ind på toilettet med Johannes, da Sofus falder og slår knæet. Han kommer løbende hen til hende, og hun tager ham i hånden. Samtidig er Emil og Laurits ved at komme op og toppes henne ved gyngen, og Anna sidder for sig selv på rutsjebanen og kigger på to piger, der har gang i en købmandsbutik i legehuset. I det samme træder Kasper og Mette ud på legepladsen, de skal hente Frida, som har første uge i børnehaven.

Ovenstående kunne være en billedet på en tilfældig eftermiddag i en århusiansk daginstitution. Vores pædagogiske personale arbejder på højtryk for at skabe stimulerende pædagogiske aktiviteter og trygge udviklende miljøer for børnene, men for få medarbejdere per barn presser dem og giver ikke rimelige betingelser for dem og vores børn.

Tiden er inde til at prioritere vores børn og familier samt pædagogiske personale. Med en principbeslutning om minimumsnormeringer foreslår jeg, at vi anerkender som byråd, hvor stor betydning normeringer har for de betingelser, vores pædagogiske personale har for at levere et dagtilbud af høj kvalitet til børn og forældre.

Derfor indstiller jeg for anden gang til byrådet, at Aarhus går foran og indfører minimumsnormeringer i vores dagtilbud. Vi kan ikke længere ignorere forskere, pædagoger og forældres opråb.

Flere forskningsprogrammer viser, at tre børn per professionelle voksen er det rette antal. Børnenes trivsel, læring og udvikling forringes, når det er færre voksne. Dette gælder i endnu højere grad for børn i udsatte positioner. Forskningen viser endvidere, at hvis der er tale om pædagogmedhjælpere, bør ratioen barn-voksen være endnu mindre.

Derfor skal vi i Aarhus som minimum leve op til en normering, der sikrer en fuldtidsansat til tre børn i vuggestuen og en fuldtidsansat til seks børn i børnehaven. Vi skylder børnene, forældrene og personalet, at der er nok pædagoger til vores børn. I praksis vil minimumsnormeringer betyde, at der en medarbejder med fuld børnetid til tre børn i vuggestuen og seks børn i børnehaven i gennemsnit over alle timer i dagtilbuddets åbningstid hver uge.

Det er sund fornuft, at forholdet mellem antallet af børn og voksne har betydning for kvaliteten af den hverdag, vi tilbyder vores børn. Danske forskere skriver i læserbrev i Politiken den 21. august 2019, at de ikke vil anbefale de danske dagtilbud, før der indføres minimumsnormeringer. Selvom den konklusion er trukket hårdt op, bør vores alarmklokker ringe.

Vi må og kan ikke længere ignorere, at forskning siden 1940'erne påviser en tydelig, direkte sammenhæng mellem normering og børnenes læring, trivsel, udvikling og dannelse – alligevel har gentagne besparelser de seneste 20 år medvirket til, at netop normeringerne er blevet forværret.

Det er påvist, at dårlige normeringer i dagtilbud har betydning for børnenes sproglige udvikling, omfanget af konflikter mellem børn, samspillet mellem børn og voksne og de voksnes adfærd i forhold til børnene. F.eks. kan man se, at de voksne bliver mere kommanderende og mindre inkluderende i forhold til børnenes perspektiv, når normeringerne falder.

Senest har den amerikanske nobelprismodtager i økonomi James Heckman påvist en signifikant sammenhæng mellem indsatser i børnenes første tre leveår og deres videre trivsel i såvel folkeskole som senere i livet. Heckman påpeger, at det ikke nødvendigvis handler om boglig kunnen, men også om børnenes evner til at være nysgerrige, tilegne sig viden, blive ved, når de møder modstand og at kunne samarbejde.

Den såkaldte ”Heckman-kurve” er i den forbindelse hyppigt anvendt som illustration på det øgede udbytte, som børnene og de unge vil opleve ved tidlige investeringer både i forhold til den generelle udvikling og i forhold til håndtering af specifikke problemstillinger, de måtte stå over for.

Set fra Heckmans perspektiv er det altså en bedre investering at støtte børnene tidligt – både fordi tidlige indsatser kan medvirke til at ophæve forskelle mellem børn i de første tre leveår, og fordi senere indsatser ser ud til at være mindre virksomme og omkostningseffektive end tidlige. Kort sagt er det altså billigere at forebygge tidligt end at rette op på problemerne senere i livet.

I tråd med Heckmanns forskning har det engelske længdestudie EPPSE over en periode på 17 år undersøgt dagtilbuddenes betydning for børns senere skolegang. Resultaterne viser en signifikant sammenhæng mellem dagtilbuddenes kvalitet og børnenes udvikling socialt og fagligt helt frem til 16-årsalderen. Undersøgelsen viser endvidere, at dagtilbud af høj kvalitet har endnu større betydning for børn i udsatte positioner.

Den øgede normering skal knyttes til udvikling af det pædagogiske arbejde og kvaliteten af de aktiviteter, der sættes i værk. Her viser samme forskning, at andelen af uddannede er en af de faktorer, der har størst betydning for kvaliteten af det arbejde, der bliver udøvet. Vi skal derfor følge en øget normering op med udvikling af de pædagogiske kompetencer og den professionelle dømmekraft for at sikre bedre læringsmiljøer for børnene.

Der hersker altså ikke tvivl om kvaliteten af dagtilbuddenes betydning for børnenes udvikling og trivsel, ligesom sammenhængen mellem normering og kvalitet også er uomtvistelig. Lad nu den viden afspejle sig i vores politiske prioriteringer.

Lad os stå sammen i Aarhus Byråd, mens vi venter på, at de følger med på Christiansborg. Det er vores børn og vores fremtid, der er på spil.

Annonce
Thomas Medom. Pressefoto
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce