Annonce
Kronik

Læserbrev: Vi elsker også naturen – i dens egen ret

Mens vi altså er gæster, og skoven primært er vores legeplads og mentale ladestation, så er den dyrenes og planternes hjem og levested. De har ikke andre steder at søge tilflugt.
Annonce

Af Sebastian Jonshøj på vegne af Danmarks Naturfredningsforening i Aarhus, Dansk Ornitologisk Forening Østjylland, Dansk Botanisk Forening Jyllandskredsen, Verdens Skove og Arternes Aarhus

I et åbent brev advarer DGI og en række andre friluftsorganisationer imod de mange ulemper for besøgende, der angiveligt skulle knytte sig til en realisering af projekt Moesgaard Vildskov syd for Aarhus. Men deres bekymring bygger på ubegrundede antagelser, misforståelser og manglende vilje til at se mulighederne, fremfor begrænsningerne.

Et stort og modigt flertal i Aarhus Byråd har truffet en visionær beslutning om produktionsophør i Marselisborgskovene og iværksat en proces med det udtrykkelige formål at tilgodese den biologiske mangfoldighed og skabe en levende skov fuld af store naturoplevelser for et talstærkt publikum. Det er sket i en åben og inddragende proces, hvor alle interessenter er kommet til orde ved offentlige møder og workshops og efter alt at dømme fortsat vil blive inddraget. Og fremfor alt er det sket med udgangspunkt i ambitionen om – endelig – at gøre en målrettet indsats for biodiversiteten, med de tiltrængte hensyn til naturen det nødvendigvis må indebære.

Vi står nemlig midt i en global og national biodiversitetskrise, dvs. en akut kritisk situation, hvor tusindvis af levende skabninger – planter og dyr – omkring os vantrives og kæmper for overlevelse på urimelige vilkår. Vi mennesker har taget pladsen fra dem og forringet deres naturlige levesteder i et omfang, så mange arter nu blot hænger i ved kløerne eller med det yderste af roden.

Men vi kan stadig nå at vende udviklingen. Fagkundskaben fortæller os med sjælden utvetydighed, at en indsats i skovene er blandt de mest omkostningseffektive måder, hvorpå vi kan gøre en reel forskel for de mest truede arter og bidrage til at standse naturens tilbagegang. Og det er et ansvar, vi som samfund har påtaget os i talrige, bindende erklæringer.

Helt konkret, siger forskerne, består denne indsats i at lægge skoven urørt. Det indebærer først og fremmest et fuldstændigt ophør af produktionsskovbrug og tømmerhugst, således at træerne forbliver i skoven og kan leve og dø til gavn for et mylder af andet liv. Derudover er det vigtigt at genskabe naturlige vandforhold og strukturel variation i de ensformige bevoksninger. Og endelig involverer det helårsgræssende dyr, som med deres dynamiske påvirkning er afgørende for at skabe den mosaik af tætte tykninger, hvor vildtet kan skjule sig, og de lysåbne arealer, hvor skoven kan selvforynges og insekter og skovbundsflora leve og blomstrer. Her kan f.eks. kreaturer og heste – sammen med det naturligt forekommende hjortevildt – spille en nøglerolle i genskabelsen af et velfungerende økosystem og forhindre, at skoven gror til og bliver reelt ufremkommelig.

Men urørt skov betyder på ingen måde adgang forbudt for mennesker, tværtimod!

Urørt skov betyder uanede oplevelsesmuligheder for et eventyrlystent publikum i alle aldre, som med et varigt ophør af træfældning og dræning og med udsætning af nøjsomme og hårdføre kreatur- og hesteracer vil få en sjælden mulighed for at færdes i en skov, der lever og dør - helt vildt! Og det kan fortsat ske hele døgnet til fods, på cykel eller hesteryg – blot det sker på naturens præmisser og under respektfuld hensyntagen til de mange skabninger, der lever i skoven.

Som det næppe kan være forbigået DGI’s og andres opmærksomhed, opererer det vedtagne scenarie for Moesgaard Vildskov ikke med en fuldstændig hegning af Marselisborgskovene, men peger derimod på en strategisk hegnsføring, som rummer masser af hensyn til skovgæster med reservationer overfor græssende dyr. Og endelig kan en hegning, uden nævneværdige problemer, forceres over færiste og gennem klaplåger, og de ”vilde” dyr udgør ingen fare for hverken børn eller voksne, ryttere og cyklister eller hunde i snor, blot man iagttager nogle simple forholdsregler og bruger sin sunde fornuft.

Erfaring fra tilsvarende projekter i både ind- og udland viser, at dyrene på ingen måde har en opsøgende adfærd, så længe de ikke fodres men får lov at passe sig selv. Det synes at være en overkommelig pris at betale for til gengæld at styrke livsbetingelserne for talrige andre arter og skabe en skov fuld af anderledes oplevelser.

Det er i denne sammenhæng relevant at pointere, at vi ikke har en friluftskrise i Danmark! Mens reelle biodiversitetshensyn til stadighed bliver nedprioriteret i arealplanlægning og –forvaltning, så bliver friluftslivet oftest imødekommet af myndigheder og arealforvaltere, når man ønsker at udvide sine aktiviteter. I takt med den stigende efterspørgsel efter rekreative muligheder og faciliteter i naturen lægger de offentlige skove således jord til et stadigt voksende publikumspres med flere MTB- og løberuter, ridestier, hundeskove, shelters og motionspladser.

Der hersker almindelig enighed om, at motion, frisk luft, og folkesundhed er vigtigt, og det ligger også de grønne organisationer meget på sinde at gøre naturen tilgængelig for den brede befolkning, i erkendelse af at det, vi kender og holder af, vil vi også være mere tilbøjelige til at beskytte og bevare.

Men det er samtidig værd at huske på, at mens vi altså er gæster, og skoven primært er vores legeplads og mentale ladestation, så er den dyrenes og planternes hjem og levested. De har ikke andre steder at søge tilflugt, når pladsen bliver for trang eller forholdende for ugunstige. Vi har derfor som brugere, forvaltere og politikere et ansvar for at tilstræbe den vigtige balance mellem beskyttelse og benyttelse og bare en gang imellem sætte hensynet til vore medskabninger højest.

Marselisborgskovene er fra naturens hånd blandt landets artsrigeste og biologisk set mest værdifulde skovkomplekser. Her findes en livgivende kombination af kystnærhed, kuperet terræn, gunstige vand- og jordbundsforhold, artssammensætning og ikke mindst kontinuitet og alder, som alt sammen rummer forudsætninger for virkelig at gøre noget godt for biodiversiteten og samtidig høste et stor udbytte i bynær oplevelsesværdi.

Den slags kan ikke bare lade sig gøre hvor som helst, på samme måde som man vanskeligt bare kan flytte natur, hvis den ligger ubelejligt. Natur og biodiversitet handler i høj grad om oprindelighed, og hvis vi virkelig vil bevare og forbedre den, må vi nødvendigvis gøre det dér, hvor den findes. Også, når det en gang imellem indebærer beskedne tilpasninger af vore produktionsmæssige eller rekreative interesser.

Byens grønne organisationer håber derfor inderligt, at politikerne står fast på deres beslutning om at realisere Moesgaard Vildskov med græssende dyr i én eller anden udstrækning og – i konstruktivt samarbejde med både friluftsudøvere og mere stilfærdigt naturinteresserede – gøre den til et lysende eksempel på, hvordan vi i fællesskab skaber en rigere tilværelse for natur og mennesker i Aarhus og i resten af Danmark.

Illustration: Nex
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Aarhus-rådmand vil ikke anmelde avis for forbudte optagelser

Annonce