Annonce
Udland

Kun én konservativ formandskandidat afviste no-deal brexit

Stf/Ritzau Scanpix
Tidligere udenrigsminister Boris Johnson cementerede sig tirsdag som favorit til at blive den næste formand.

De fem kandidater til posten som formand for Det Konservative Parti efter Theresa May, og dermed ny britisk premierminister, afviste blankt nyvalg inden brexit. Det skete i tv-debat tirsdag aften.

Alle var de også enige om, at Storbritannien skal forlade EU. Men hvordan det skal sikres, blev kandidaterne aldrig særlig konkrete om.

Dog var udviklingsminister Rory Stewart klar i mælet på spørgsmålet om at forlade unionen uden en aftale.

Han garanterede, at med ham som formand for de britiske konservative, ville Storbritannien aldrig forlade EU uden en brexit-aftale.

Det var unødvendigt og ville være skadeligt for Storbritannien, lød det fra Rory Stewart, der regnes for at være den mest EU-venlige af kandidaterne.

Stewart stod imidlertid alene med det synspunkt.

Fødevareminister Michael Gove og udenrigsminister Jeremy Hunt var tættest på Stewart, men anså et brexit uden en aftale med EU som en mulighed, men dog en sidste udvej.

De to sidstnævnte sagde ligeledes, at de var indstillet på at udskyde brexit i kort tid, hvis det var nødvendigt for at sikre en aftale om briternes udtræden af unionen.

De fem mænd var sat i stævne på tv-kanalen BBC efter dagens anden afstemning om, hvem der skal være den næste formand for Det Konservative Parti.

Det er de konservative medlemmer i Underhuset, der stemmer om, hvilken kandidat de helst ser stå i spidsen for partiet.

Her blev den helt store vinder Boris Johnson med 126 ud af 313 stemmer med noget af en margen til nummer to.

Jeremy Hunt fik næstflest stemmer med 46. Afstemningen cementerede dermed endnu en gang den tidligere udenrigsminister Boris Johnson som favorit til at blive partiets næste formand.

Johnson var en markant figur for tilhængerne af en brexit op til afstemningen i 2016, og han gjorde det igen klart, at han anså den nuværende brexit-dato 31. oktober 2019 som ultimativ.

Aftale eller ej, så vil Storbritannien senest forlade unionen 31. oktober, gjorde den tidligere London-borgmester klart - hvis ikke de konservative snart leverede brexit, ville partiet betale "en høj pris", lød det videre.

Det bliver medlemmerne af Det Konservative Parti, der ved en urafstemning i juli skal vælge mellem de to bedst placerede kandidater.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce