Annonce
Blog

Kunst og politik

Min vision med kunstprojektet er at udvikle kunstnerisk metode og at vise hvordan kunst udover at give stærke og særlige kunstoplevelser også kan katalysere ny viden, større indsigt, praksis og metoder.

På den anden side af en lang valgkamp, hvor kunst og kultur fik meget lidt opmærksomhed, fik jeg lyst til at tale med min kollega, koreograf og kunstnerisk leder Tina Tarpgaard, om kunst og politik. Tarpgaard er kunstnerisk leder af Recoil Performance Group, hvor hovedpulsåren er kunstneriske samarbejder, der udvikler nye æstetikker med ambitionen om at møde et mangfoldigt publikum i alle aldre. Tarpgaards kunstneriske arbejde med kroppen inkluderer mødet med videokunst, software art, bio-art og musik.

Tina Tarpgaard sidder derforuden i Projektstøtteudvalget ved Statens Kunstfond og er formand for Huskunstnerordningen under Statens Kunstfond.

Min interesse for kunst og politik har siden september 2018 handlet om mit arbejde som kunstnerisk leder, projektleder og udøvende kunstner på kunstprojektet Rethink Ageing – Region Midt, 2018 – 2019 sammen med mine partnere på projektet Ringkøbing-Skjern Kommune og Ikast-Brande Kommune, som ilter min kunstneriske metode. Kunstprojektet har to hovedsporer, hvor det første er talentudvikling af ældre 60+, som senere performer i kunstværker, og det andet spor handler om at udvikle ny viden, erfaringer, praksis og metoder internt i de to kommuner på tværs af afdelingerne Kultur og Sundhed, på tværs af kommunerne. Vi har tilknyttet følgeforskning til projektet under ledelse af Louise Ejgod, som er forskningsleder på Center for Kulturevaluering ved Aarhus Universitet, med erfaring fra blandt andet evalueringen af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Min vision med kunstprojektet er at udvikle kunstnerisk metode og at vise hvordan kunst udover at give stærke og særlige kunstoplevelser også kan katalysere ny viden, større indsigt, praksis og metoder. Følgeforskningen præsenteres første gang 13. september 2019 i Aarhus.

Er din kunst politisk?

Kunst er politisk idet du som kunstner altid træffer valg om, hvordan du vil bruge din stemme i det offentlige rum. For mig er det ikke interessant, hvilken partipolitisk holdning jeg har, men jeg er meget interesseret i at skabe rum for kritisk dialog. Det er ikke min holdning der er interessant, men den process som kunst kan igangsætte og de meninger der blive formet på baggrund af den.

Kan/ skal kunsten mere end at være kunst af særlig høj kvalitet?

For mig er kunst meget mere end kunstnerisk kvalitet. Kunst er en del af et samfunds DNA. Det betyder ikke, at jeg er optaget af, at kunst skal ind og overtage andre funktioner i et samfund - det kan være sociale, pædagogiske, byudvikling og lignende, men kunst og kunstneriske kompetencer ser jeg som meget naturlige partnere til mange andre kompetencer - også på ledelsesniveau.

Kan du give eksempler på hvordan og hvornår du senest oplevede kunst have indflydelse?

Man kan jo se mod eksempelvis Roskilde Kommune, hvor man gennem mange år har lagt vægt på kunstneriske kompetencer, eksempelvis i forbindelse med byudvikling hvor kunstnere og deres kompetencer blev placeret centralt i processen.

Hvilke greb, tanker, metoder og strategier gør du brug af for at have indflydelse på og eventuelt påvirke politiske beslutninger?

Som kunstner handler mine tanker, metoder og strategier om, hvordan jeg skaber kunst. Kunst er kulturskabende, og er dermed med til at forme ikke bare den tid vi lever i, men også vores fremtid.

Har du været i berøring med eller lige frem præget politiske beslutninger?

Mit værk Extended Falls to Humanity er i tæt berøring med politik, idet den foregår på et rådhus. Kunstprojektet går i dialog med lokale politikere og med lokale borgere om, hvad deres drømme eller frygt er for fremtiden. Det er den dialog og proces, som i sidste ende bliver omdannet til en kropslig oplevelse på det lokale rådhus. Her er mødet mellem krop og politik og mødet mellem kunst og demokrati i centrum. Mødet er i min optik vigtigt og vedkommende for både politikkere, borger og kunstnere, fordi det er med til at give os nye perspektiver på hvordan vi eksempelvis ser på kroppen.

Annonce
Nønne Mai Svalholm, koreograf og kunstnerisk leder i Svalholm Dans
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Uheld forsinker trafikken på E45

Kultur

To gange L.O.C. på hjemmebane

Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Annonce