Annonce
Debat

Kunsten at tabe kontrollen

Nønne Mai Svalholm, koreograf og kunstnerisk leder i Svalholm Dans.

Samskabelse, interaktion og borgerinddragelse er ord, som beskriver en tendens, som for alvor har bidt sig fast over de seneste 5 - 10 år indenfor de fleste kunstgenrer.

Tendensen handler som udgangspunkt om at åbne tidligere lukkede processer, miljøer, viden, håndværk og idéer op for udenforståede, for at få impulser udefra. Med en vision om, at det bidrager til en anden type kunst og til flere kunstoplevelser for flere mennesker, kombineret med sociale aspekter, så som ejerskabsfølelse og sociale fællesskaber, i kunst og kultur.

I denne klumme tager min kollega Signe Klejs, som arbejder med interaktiv installationskunst, og jeg jer ved hånden, og fortæller hvordan og hvorfor vi hver især er inspirerede af tendensen. I vores kunstneriske arbejde åbner vi på forskellig vis processen, går linen ud og lader os påvirke - for vil man ad denne vej, må man afgive noget kontrol.

"Jeg, Signe Klejs, arbejder primært stedsspecifikt, gerne i offentlige rum og med værker der er delvist baserede på digitale teknologier. De teknologiske greb muliggør at værkerne forandrer sig via inputs fra omgivelserne. Jeg er optaget af at spejle og forstørre naturens foranderlighed, der er flygtig - ligesom livet selv - og det betyder at mine kunstværker ikke er ens to dage i træk. Når jeg arbejder med samskabelse og interaktion er uforudsigelighed et uundgåeligt aspekt. I øjeblikket arbejder jeg på en udsmykning af Kvindemuseets facade, der benytter vinden som katalysator for forandring. Min lysinstallation på Ringgadebroen tager farve efter hver aftens solnedgang, og min bronzeskulptur Forgreninger i Fredensborg, forandrer sig på baggrund af udendørstemperaturen. Værkerne bliver så at sige først færdige, når de påvirkes af omgivelserne".

"Samskabelse og interaktion handler for mig, Nønne Mai Svalholm, om borgerinddragelse og kontroltab. Jeg inviterer ældre borgere, som derforuden er ikke-professionelle, til at opføre mine koreografiske værker. Man kan på en måde kalde det samskabelse og interaktion i yderste potens. Det kunstneriske valg sætter mig i en meget sårbar og udfordrende situation som forudsætter, at jeg tvinges til at afgive kontrol, for at kunne blive i processen, og komme i mål med et koreografisk værk. Sårbarheden og det uforudsigelige i at arbejde med ældre, ikke-professionelle, giver som I helt sikker kan gætte jer til, et hav af udfordringer, men det får mig til at se på mennesker, kroppe, tid og liv med nye øjne.

På den måde præger det både mit blik på omverdenen, på værket og på mig selv. Min kunstneriske vision er at sætte kroppen fri ved at iscenesætte den, og derved skabe rum for nye erkendelser. Hvor Klejs afgiver kontrollen ved at opføre sine værker på offentlige steder og lade teknologien være medskaber i værkerne, er mit kontroltab meget fysisk, fordi jeg lader ikke trænede og ikke- professionelle kroppe opføre værkerne, og det er et personligt kontroltab, fordi jeg påvirkes i høj grad."

Kontroltabet hos Klejs, mig og andre kunstnere, som inspireres af tendensen, betyder ikke et lavere kunstnerisk niveau i vores værker. Heller ikke, at vi mister kunstnerisk suverænitet. Det er en arbejdsmetode, der afspejles i resultatet.

Vi tror, at borgerne i Region Midtjylland kommer til at se tendensen udfolde sig i endnu højere grad i fremtiden. Både som kunst der skaber tilhørsforhold i eksempelvis byudvikling, udvikling af nye kunstoplevelser via teknologi, eller kunst hvor helt almindelige mennesker præger kunsten og kunstnerne selv.

Annonce

Sårbarheden og det uforudsigelige i at arbejde med ældre, ikke-professionelle, giver som I helt sikker kan gætte jer til, et hav af udfordringer, men det får mig til at se på mennesker, kroppe, tid og liv med nye øjne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Ingen skal være ensomme

”Ensomhed. Det er en følelse, som rammer mange. Det gælder ikke alene socialt udsatte, det gælder ældre mennesker, som ser deres ægtefælle og deres jævnaldrende falde fra – hvor blev de af, alle de, der fyldte hverdagen? Men det kan ligeså vel gælde børn og ganske unge mennesker. Hvem vil lege med mig? Hvem har jeg at snakke med? Ikke bare på Facebook, men rigtigt: ansigt til ansigt under fire øjne med en jævnaldrende eller med en, der er ældre, og som man kan betro sig til. En at dele sine tanker med. Vi har brug for at tale sammen, også om ensomheden. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at få bekræftet, at vi betyder noget.” Sådan sagde vores kloge dronning blandt andet i sin nytårstale. Og som sædvanligt har majestæten ret: Ingen skal være ensomme. Men ensomheden er opstået i takt med at tidsånden, hvor samfundet har udviklet sig til, at vi alle er vores egen lykkes smed. Vi er omringet af en syg mig-mig-mig-kultur, hvor de stærkeste med lethed overlever på første klasse, mens de lidt svagere fuldstændig kynisk efterlades på perronen, når eksprestoget buldrer afsted. Aldrig har der i Statstidende været så mange efterlysninger af pårørende til en ensom afdød, og det sker oftere og oftere, at man hører om en person, der er fundet død i sin lejlighed – en måned efter døden indtrådte. Og ikke så sjældent er det en besøgsven, der finder afdøde. En besøgsven – smag lige på ordet! Jamen, hvad er det for en uorden? Hvorfor kan vi i et lille land som Danmark ikke tage os bedre af hinanden? Vi skal huske kontakten til familiemedlemmer, til gamle venner, til naboerne og til dem vi møder på vores vej. Glem nu for pokker den dér med, at vi vil ikke blande os – vi skal netop blande os, være nysgerrige, vise interesse og omsorg – ja, kort sagt: gøre noget!

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];