x
Annonce
Aarhus

Kunsten kan give folk med demens et bedre liv

Birgit Pedersen (til højre) på Aros-standen, der har besøg af Linn Wittendorff og Jan Elton. Foto: Flemming Krogh

Aros tilbyder forløb for folk med demens og deres pårørende.

AARHUS: Kunst kan gøre livet lykkeligere for mennesker med demens og deres pårørende, og kunstmuseet Aros i Aarhus har et tilbud.

Inspektør på museet, Birgit Pedersen, er klar til at sætte kunsten i spil alle de steder, hvor nogle kan have gavn af det.

- Vi tager gerne ud og besøger folk på institutioner eller andre steder, hvor nogen kan se muligheder.

Men mest kommer folk på museet midt i Aarhus.

- Vi forsøger at skabe gode stunder og kvalitetstid, for eksempel ved at tage mennesker med demens og de pårørende med i udstillingen med billeder fra Guldalderen. De fleste har været ude at rejse, så vi viser dem gerne Martinus Rørbyes billeder fra Konstantinopel, og det vækker minder hos de fleste. Det gør også de smukke billeder med landskaber og natur. Vi tager også gæsterne med i vores værksted og lader dem male med krydderier, så de mærker duftene, og der er musik til, fortæller Birgit Pedersen.

Forløbet er på seks gange.

Annonce

Tænke sammen

I Aros-standen på demenskonferencen var Jan Elton på besøg. Han er tidligere journalist, 67 år og fra Varde, Hans hustru er dement og på plejehjem.

- Det er et godt initiativ, og beretninger om demens bør fortælles igen og igen. Det er godt at have fokus på demens i en hel uge. Nogle syge bliver svært handicappede, og de pårørende bliver slidt op, siger han.

Projektleder i Aarhus Kommune, Linn Wittendorff på 30 år, var også i Aros-standen.

- Jeg henter inspiration. Her er det godt, at fagfolk og pårørende er sammen. Vi skal tænke sammen og ikke køre ad én bane, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Avisen spurgte flere forældre: Delte meninger om at børnene skal hjemmefra

Danmark

Link til de nyeste corona-tal

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Nyt pressemøde om kontrolleret genåbning af Danmark - følg med direkte her

Aarhus

Food Festival fortsætter som planlagt: - Vi arbejder uforandret på at planlægge en festival til september

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce