Annonce
Aarhus

Kunstnere leger med kolbøtter og kæmpe kropsdele i gips

Noelia Mora Solvez (til venstre) og Mette Braüner ved værket, hvor Solvez slår kolbøtter på video. Foto: Axel Schütt
To århusianske kunstnere laver interessant skulpturelt videoværk, der handler om at bruge legen i livet.

AARHUS: Vi skal præstere og præstere. Det her er et råb om at lege, for uden legen bliver ting forkrampede. Leg giver overskud, og den skal ikke bare komme på andenpladsen efter alt muligt andet.

Mette Braüner og Noelia Mora Solvez synes selv, de er ude på dybt vand. De har kastet sig ud i et projekt, hvor de ikke har følt sig trygge.

- Men når man går til kanten og ud over grænsen, bliver kunsten til gengæld bedst, siger Mette Braüner.

Hun og Noelia Solvez viser fra lørdag deres store, nye værk "The Somersault", hvor de undersøger legen som kunstnerisk og poetisk element.

I KH7 i den nedlagte industribygning i Sydhavnsgade 7, Aarhus, har de fyldt et stort rum med otte abstrakte, overdimensionerede gipsfigurer af legemsdele. Med dem og tre videoinstallationer belyses det prøvende, legende og næsten barnligt umiddelbare i at slå en kolbøtte.

Noelia Mora Solvez bruger sin fortid som danser og ekstreme evne til at bruge kroppen i videoerne.

Annonce

Udstillingen

KH7artspace, Sydhavnsgade 7, Aarhus. “The Somersault” Fernisering: lørdag 7. september kl. 1.:30.

Sammen med åbningenfpå KH7artspace åbner Cilla Leitaos udstilling: “De første ting” på
det nyetablerede KH7Smallspace.
Kan ses til 24. september 2019. Lørdage og søndage kl. 14-16. Onsdage kl. 11-13. Torsdage og fredage kl. 17-19.
Fri entré .
Se mere information på www.mettebrauner.dk, www.noeliamorasolvez.com og www.kh7artspace.dk

Et lille sats

- En kolbøtte er et lille sats. Det er en bevægelse, der kræver et minimum af afgivelse af kontrol, når hoved og hale bytte plads. Publikum får mulighed for selv at gå på opdagelse i den bevægelse, alle har prøvet, men næppe set på denne måde, siger de to kunstnere.

- En kolbøtte giver som regel lyst til at slå en mere. Men lysten står i værket tæt op af hverdagslivets tomme og meningsløse gentagelse, siger kunstnerne.

Der har været en del logistik forbundet med at lave værkerne. 500 kilo gips er indkøbt og smurt på skeletter, der ikke måtte blive for store, hvis de skulle kunne komme ind ad dørene i Sydhavnsgade. Det forberedende arbejde blev lavet i Noelia Solvez' værksted i en lade i Hylke, og for at blive færdige med det store arbejde har de hentet assistance hos et par kunstnerkolleger.

Andre steder fra

De to kunstnere kommer fra andre veje i livet. Noelia Solvez var danser, inden hun blev videokunstner og performer, og Mette Braüner er psykolog. Begge er uddannet på Århus Kunstakademi.

Ved KP18 modtog Noelia Solvez Aarhuus Stiftstidendes Fonds publikumspris for videoinstallationen Birds. Den blev købt af kunstmuseet Aros, og pengene er brugt til teknisk udstyr til denne og senere udstillinger.

Store, abstrakte kropsdele af gips bliver belyst med video eller lys på udstillingen. Her ser Mette Braüner (til venstre) og Noelia Mora Solvez på en kropsdel, der er bygget op af gips. Foto: Axel Schütt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF udlejer back til ny klub i 1. Division

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce