x
Annonce
Aarhus

Kunstnere leger med kolbøtter og kæmpe kropsdele i gips

Noelia Mora Solvez (til venstre) og Mette Braüner ved værket, hvor Solvez slår kolbøtter på video. Foto: Axel Schütt
To århusianske kunstnere laver interessant skulpturelt videoværk, der handler om at bruge legen i livet.

AARHUS: Vi skal præstere og præstere. Det her er et råb om at lege, for uden legen bliver ting forkrampede. Leg giver overskud, og den skal ikke bare komme på andenpladsen efter alt muligt andet.

Mette Braüner og Noelia Mora Solvez synes selv, de er ude på dybt vand. De har kastet sig ud i et projekt, hvor de ikke har følt sig trygge.

- Men når man går til kanten og ud over grænsen, bliver kunsten til gengæld bedst, siger Mette Braüner.

Hun og Noelia Solvez viser fra lørdag deres store, nye værk "The Somersault", hvor de undersøger legen som kunstnerisk og poetisk element.

I KH7 i den nedlagte industribygning i Sydhavnsgade 7, Aarhus, har de fyldt et stort rum med otte abstrakte, overdimensionerede gipsfigurer af legemsdele. Med dem og tre videoinstallationer belyses det prøvende, legende og næsten barnligt umiddelbare i at slå en kolbøtte.

Noelia Mora Solvez bruger sin fortid som danser og ekstreme evne til at bruge kroppen i videoerne.

Annonce

Udstillingen

KH7artspace, Sydhavnsgade 7, Aarhus. “The Somersault” Fernisering: lørdag 7. september kl. 1.:30.

Sammen med åbningenfpå KH7artspace åbner Cilla Leitaos udstilling: “De første ting” på
det nyetablerede KH7Smallspace.
Kan ses til 24. september 2019. Lørdage og søndage kl. 14-16. Onsdage kl. 11-13. Torsdage og fredage kl. 17-19.
Fri entré .
Se mere information på www.mettebrauner.dk, www.noeliamorasolvez.com og www.kh7artspace.dk

Et lille sats

- En kolbøtte er et lille sats. Det er en bevægelse, der kræver et minimum af afgivelse af kontrol, når hoved og hale bytte plads. Publikum får mulighed for selv at gå på opdagelse i den bevægelse, alle har prøvet, men næppe set på denne måde, siger de to kunstnere.

- En kolbøtte giver som regel lyst til at slå en mere. Men lysten står i værket tæt op af hverdagslivets tomme og meningsløse gentagelse, siger kunstnerne.

Der har været en del logistik forbundet med at lave værkerne. 500 kilo gips er indkøbt og smurt på skeletter, der ikke måtte blive for store, hvis de skulle kunne komme ind ad dørene i Sydhavnsgade. Det forberedende arbejde blev lavet i Noelia Solvez' værksted i en lade i Hylke, og for at blive færdige med det store arbejde har de hentet assistance hos et par kunstnerkolleger.

Andre steder fra

De to kunstnere kommer fra andre veje i livet. Noelia Solvez var danser, inden hun blev videokunstner og performer, og Mette Braüner er psykolog. Begge er uddannet på Århus Kunstakademi.

Ved KP18 modtog Noelia Solvez Aarhuus Stiftstidendes Fonds publikumspris for videoinstallationen Birds. Den blev købt af kunstmuseet Aros, og pengene er brugt til teknisk udstyr til denne og senere udstillinger.

Store, abstrakte kropsdele af gips bliver belyst med video eller lys på udstillingen. Her ser Mette Braüner (til venstre) og Noelia Mora Solvez på en kropsdel, der er bygget op af gips. Foto: Axel Schütt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Link til de nyeste corona-tal

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Danmark

Live: Nyt pressemøde om kontrolleret genåbning af Danmark - følg med direkte her

Aarhus

Food Festival fortsætter som planlagt: - Vi arbejder uforandret på at planlægge en festival til september

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce