Annonce
Debat

Kvindemuseet som Køn: Man kan sagtens være tro overfor rødderne og lade dem sprede sig

"Et museum, der har kønnenes kulturhistorie som sit ansvarsområde, kan – uanset sit navn – ikke andet end også at tage udgangspunkt i kvinders historie. Og det ville svigte sine forpligtigelser, hvis det kun så på kvinden og kønnene som biologiske" skriver Jakob Rosendal. Arkivfoto: Jens Thaysen

DEBAT: Den 11. januar bragte Århus Stiftstidende debatindlægget "Nej tak til Kvindemuseets nye navn: Vi er ved at have fået nok af de identitetspolitiske udskejelser" af Kirsten Junge. Heri udtrykker hun sorg over navneskiftet og frygt for de forandringer, hun tror kommer med det nye navn, Køn – Museet for kønnenes kulturhistorie.

Kvindemuseet er et godt navn, og der er noget vemodigt ved at skifte det ud. Men Junges frygt fører kritikken ud på et overdrev, hvor indlægget ender med ikke at være andet end upræcise udsagn, selvmodsigelser og deciderede usandheder.

I debatindlægget opstiller Junge en falsk modsætning mellem kvinde og køn og får det til at lyde, som om et fokus på ordet køn nødvendigvis medfører udraderingen af ordet kvinde og en eksklusion af kvinder.

Annonce

Hun har ingen argumenter herfor – og kan heller ikke komme med nogle, da hendes position kun bygger på en frygt for konsekvenserne af navneskiftet. Hendes tekst grunder sig med andre ord på en ugyldig glidebane-argumentation, der ser navneskiftet som en forandring, der kun kan medføre eksklusion og udradering af det, der har med kvinder at gøre.

Det fremstår besynderligt, at hun insisterer på, at et museum med fokus på køn ikke kommer til at kunne rumme kvinden. Som om kvinden ikke er et køn? Det samme er tilfældet, når hun når frem til, at et museum med navnet Køn vil være et "kønsneutralt museum". At have fokus på køn er kønsneutralt?


Hvis der er noget, der fungerer udraderende og ekskluderende er det ikke museets navneskifte, men et sådan biologisk snæversyn. Kritikken af navneskiftet ender således med at bekræfte navneskiftets relevans og berettigelse.


Glidebane-argumentationen bliver også tydelig, når Junge skriver, at "kvinder skal udraderes som den primære målgruppe for forskning". Det er direkte usandt. Museet har for tiden bl.a. tilknyttet et ph.d.-projekt med fokus på muslimske kvinder i Norden og mit postdoc-projekt om pigebilleder.

Det skulle ifølge Junge være et problem, at museets direktør taler om "‘alle kønnene" i stedet for "kvinde og mand". Her bliver det tydeligt, at Junge ikke kan acceptere det, der ligger imellem eller udover "kvinde og mand" i en snæver biologisk forstand.

Derudover anklages museets direktør for ikke "at have respekt for museets rødder". Men rødder har det med at sprede sig til siden. Man kan sagtens være tro overfor rødderne samtidig med, at man ændrer sig.

I denne forbindelse ender Junge i en selvmodsigelse, når hun kritiserer museet for dets aktivistiske ambition og navneskiftet for at være udtryk for identitetspolitik. For museets rødder er jo netop aktivistiske og identitetspolitiske. Museet er vokset ud af kvindekampens aktivisme som en politisk kamp med fokus på og udgangspunkt i identiteten kvinde.

Ordet identitetspolitik har selvfølgelig en anden nedsættende betydning hos Junge, når hun kalder navneskiftet for et udtryk for "identitetspolitiske udskejelser". Det er klart, at Junge ønsker sig køn, der er stabile, uforanderlige og kun kommer i to former – biologiske mænd og kvinder. Men køn er ikke ren biologi; og køn kommer ikke blot i to entydige, klart adskilte størrelser. Der findes mennesker, der er transkønnede og interkønnede. Køn er en sammenfiltring af det biologiske, det socio-kulturelle og – hvilket ofte glemmes i kønsdebatten – det psykiske.

Et museum, der har kønnenes kulturhistorie som sit ansvarsområde, kan – uanset sit navn – ikke andet end også at tage udgangspunkt i kvinders historie. Og det ville svigte sine forpligtigelser, hvis det kun så på kvinden og kønnene som biologiske.

I sit indlæg byder Junge noget påtaget "LGBT+-personer" velkommen på museet. For det første behøver hun ikke at byde dem velkommen, det er er de allerede. For det andet er det direkte selvmodsigende at ville invitere LGBT+-personers kønslige mangfoldighed ind på museet samtidig med, at man er imod kønslig mangfoldighed.

Her bliver det tydeligt, at Junge slet ikke er klar over den symbolske vold, der ligger i hendes insisteren på biologi og kun biologi. Hvis der er noget, der fungerer udraderende og ekskluderende er det ikke museets navneskifte, men et sådan biologisk snæversyn.

Kritikken af navneskiftet ender således med at bekræfte navneskiftets relevans og berettigelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Udbrud af ekstra smitsom corona-variant: Vuggestue og børnehave i Risskov lukket

Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Aarhus For abonnenter

Beboere frygter, at dødskørsel på Aarhus Ø vil koste liv: Vagter og afspærring af p-plads er i spil til at dæmpe uroen

Annonce