Annonce
Debat

Kvindemuseets direktør kender ikke til 1970'er-feminismen: Kvinders kamp handler om langt mere end køn

"Kvindemuseets direktør og bestyrelse har ikke samme teoretiske grundlag som 1970'er-feministerne. Feministerne indså, hvor vigtigt det er at have sammenhængen in mente. Sammenhængen mellem de områder, der udgør kvinders liv. Områderne må aldrig ses isoleret hver for sig. Kvindeundertrykkelsen er politisk, økonomisk, kulturel, social, seksuel. Hvis modstanden mod undertrykkelsen koncentrerer sig om ét område og ignorerer de andre, medfører det fejlpolitisk kurs", skriver Vibeke Theisen. Arkivfoto: Jens Thaysen

DEBAT: Køn som nyt navn til Kvindemuseet? Ordet køn signalerer en ensidig fokuseren på seksualitet. Dette svarer ikke til museets langt bredere ansvarsområde: Kønskultur historisk og aktuelt med afsæt i kvindehistorie. Direktør og bestyrelse har således kun øje for en enkelt af de strukturer, kvinders liv består af.

Intet forhindrer Kvindemuseet i at oprette en ny afdeling, der afspejler nye identitetspolitiske strømninger. Kald gerne denne afdeling for Køn, men behold navnet Kvindemuseet.

Kvindemuseets bestyrelse mener, at en navneændring fra "kvinde" til "køn" kan bane vejen for "alle køn".

Annonce

Aarhus Byråd har sendt forslaget Køn i udvalg. Selv om byrådet har beslutningsmyndigheden, har det ikke villet tage en beslutning selv. Argumentet armslængdeprincip er bragt i anvendelse. Jeg frygter, at det er museets bestyrelse, der kommer til at råde.

Realiteten er, at rådmand og byråd står i et dilemma og vægrer sig ved at tage en beslutning: "Skal vi vælge at lade en institutions autonomi være udslaggivende?" eller "Skal vi lytte til den brede folkelige opinion - repræsenteret af bl.a. 2800 underskrifter?".

Under kultur- og borgerservice på Aarhus Kommunes hjemmeside står, at de har demokratisk medborgerskab som fokusområde. Nu vil man lade en bestyrelses mening betyde mere end de mange stemmer, der har løftet sig imod navneskiftet. Er det demokratisk?


De nye perspektiver på kønnene er frigørende og åbner mod en smuk diversitet. Men kvinders kamp er stadig nødvendig og må ikke tilsidesættes, fordi identitetspolitik er blevet in.


Kultur- og borgerservice skriver, de har den mission at have både globalt udsyn og lokal indsigt. Det kniber med det globale udsyn. Kloden rundt undertrykkes kvinder økonomisk og socialt – kvinder, der af gode grunde ikke interesserer sig for "alle køn". Så det er ikke globalt at kalde kvindernes museum Køn blot, fordi ny kønsidentitet er blevet et tema på vor nordlige halvkugle.

Kulturudvalget bør tage fokusområde og mission alvorligt og henstille til byrådet, at rådet vælger at lade det nye navn falde.

En misforståelse må ryddes af vejen: Debatten om Kvindemuseets navneændring har forkert udgangspunkt. Urigtige påstande har derfor sneget sig ind. Der påstås at være diametral modsætning mellem opfattelsen af "køn" hos tilhængere og modstandere af navneskiftet. Det kan meget vel være denne fremstilling af de to parter som uforsonlige, der har fået kulturrådmanden til at gå i ly under armslængdeprincippet. Den følgende beskrivelse kan forhåbentlig få kulturudvalget til se med nye øjne på sagen og vove en selvstændig stillingtagen.

Vi 1970'er-feminister har måttet høre, at vi er bagstræberiske. Vi er fjendtligt indstillede over for nytænkning, og vi kan ikke lide LGBTQ. Det er ikke rigtigt. Ideen om fleksibilitet i kønsidentiteten er ikke opfundet af den sidste nye kønsforskning. Ideen er ikke fra i går.

Kønsidentitet blev i 1970'erne sat på dagsordenen af rødstrømperne, som virkede for en helt ny forestilling om kønnet: Ud med den fikserede kønsidentitet, ud med stive kønsrollemønstre. Dette kom til udtryk i analyser, bøger, film, demonstrationer, aktioner.

Et kendt eksempel på opgøret med de fastlåste ideer om kønnet var ønsket om, at fædre skulle tage sig lige så meget af deres børn som mødrene. Mænd skulle have lov til at give los for "moderlige" følelser. Dette ønske fremsættes nu som krav om ligeligt delt barselsorlov.

Synet på homoseksualitet flyttede sig fra, at bøsser og lesbiske var syge i hovedet, til at de i dag kan gifte sig. Kvindebevægelsen støttede hele vejen bøssers og lesbiskes kamp. I kvindebevægelsen i Aarhus havde de heteroseksuelle og de lesbiske kvinder et fint samarbejde.

Myten om de to køn som evige modsætninger er således for længst punkteret af 1970'er-feministerne.

Kvindemuseets direktør og bestyrelse har ikke samme teoretiske grundlag som 1970'er-feministerne. Feministerne indså, hvor vigtigt det er at have sammenhængen in mente. Sammenhængen mellem de områder, der udgør kvinders liv. Områderne må aldrig ses isoleret hver for sig. Kvindeundertrykkelsen er politisk, økonomisk, kulturel, social, seksuel. Hvis modstanden mod undertrykkelsen koncentrerer sig om ét område og ignorerer de andre, medfører det fejlpolitisk kurs.

Med ordet Køn fokuserer Kvindemuseet ensidigt på seksualiteten. Kønnet er centralt, men kun en enkelt af de strukturer, der bestemmer kvinders liv. Køn signalerer snævert fokus og har ikke appel. Brugere af museet vil tvivle på, hvad meningen med museet er. Og de vil blive væk.

De nye perspektiver på kønnene er frigørende og åbner mod en smuk diversitet. Men kvinders kamp er stadig nødvendig og må ikke tilsidesættes, fordi identitetspolitik er blevet in. Derfor må kulturudvalget overveje den løsning på dilemmaet, som er fremme i dagspressen.

Løsningen er foreslået af Karen Syberg i Information og lyder i al sin enkelhed: "Hvad forhindrer Kvindemuseet i at oprette - og lancere og reklamere for – en ny afdeling, der afspejler de senere års identitetspolitiske landvindinger? (…) føj en ny afdeling til, kald gerne denne for Køn, men lad være med at nedtone arven fra én af de mest afgørende epoker i kvindernes frihedskamp, tiden hvor husmødrene blev til lønarbejdere og dermed fik den rådighed over deres egne liv, som manden hidtil havde siddet på".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce