Annonce
Aarhus

Lærke tog et år ud af kalenderen for at sejle til Kap Verde og retur: - Det bedste var, at man var til stede i nuet

Lærke Buhl-Hansen hev i 2016 et år ud af kalenderen for at sejle til Kap Verde og tilbage igen som skipper på egen båd. Oplevelserne undervejs er nu blevet til en bog. Foto: Michael Svenningsen
27-årige Lærke Buhl Hansen har sejlet hele sit liv - først i en jolle og senere på en windsurfer. For nogle år siden rejste hun verden rundt, og de oplevelser er nu endt i en bog.

AARHUS: Lærke Buhl-Hansen har saltvand i blodet.

Helt fra hun var spæd, har hendes forældre taget hende med ud og sejle i familiens båd. Sejlklubben blev hurtigt hendes faste base, og gennem hele barn- og ungdommen sejlede Lærke i optimistjoller og større både, inden hun som 18-årig skiftede bådene ud med windsurfing på eliteplan.

- Det er en sport, der er masser af fart og action i, siger hun.

Lærke Buhl-Hansen sejler dog stadig for fornøjelsens skyld, og efter OL i 2016, tog hun et år ud af kalenderen, og drog på verdensrundfart i sin egen båd.

- Jeg nyder virkelig at sejle som rejseform, og har altid gjort det. Det er en fed måde at rejse på og man oplever virkelig meget, fortæller hun.

Båden havde Lærke Buhl-Hansen boet på i flere år, inden hun tog af sted, og den var også købt med det formål, at den engang skulle med på en langdistancetur:

- Jeg købte den bestemte båd med et formål; at den på et tidspunkt skulle ud og sejle længere end bare de danske farvande. Det var min drøm, siger hun.

Annonce

Jeg købte den bestemte båd med et formål; at den på et tidspunkt skulle ud og sejle længere end bare de danske farvande. Det var min drøm.

Lærke Buhl-Hansen, forfatter og elitewindsurfer

Få piger dyrker sejlsport

Rejsen bragte blandt andet Lærke Buhl-Hansen til Kap Verde, England og Marokko, og oplevelserne undervejs er nu blevet til en bog.

- Det var egentligt først, da et forlag henvendte sig til mig halvvejs på turen, at min søster og jeg kom til at snakke om, at det da kunne være et sjovt projekt for os at skrive en bog sammen, siger Lærke.

Bogen - der hedder Kap Verde Retur - blev udgivet tidligere på måneden, og er en blanding af dagsbogsnotater, snakke med søsteren og efterfølgende refleksioner.

- Bogen er en form for inspiration, eller guideline om man vil, til andre unge piger i sejlsportsverden. Den er et ærligt og håndgribeligt billede i at være af sted på langtur, fortæller Lærke.

Både som elitewindsurfer og som skipper på egen båd, har hun af og til oplevet at blive mødt med fordomme.

- Det er ikke så tit, at folk rundt omkring i verden oplever piger som besætningsmedlemmer på en båd, og slet ikke som skippere. Men jeg synes, at folk var søde til at pakke fordommene væk, og vi fik tit også rosende ord på vejen, siger Lærke.

Kendetegnende for turen var en ro og en tilstedeværelse i nuet, som Lærke Buhl-Hansen ikke var vant til:

- Vi var til stede, der hvor vi nu var. Vi så det ikke gennem Facebook eller et kamera, men man var til stede. Det var fantastisk, siger hun.

Bare spring ud i det

Personligt har Lærke Buhl-Hansen oplevet, at turen har udviklet hende personligt.

- Jeg stod som skipper med ansvar for både båden og besætningen. Det har jeg ikke prøvet før, men det var sjovt og lærerigt, siger hun.

10 dage før Lærke tog på langtur, var hun til OL i Rio. Der var derfor ikke meget tid til forberedelse - i hvert fald ikke mentalt.

- Inden man tager på sådan en tur, er der jo en masse lavpraktiske ting, der skal være i orden; båden skal være udrustet til det, sikkerheden skal være i orden, masten og sejlet skal tjekkes efter og så videre. Men det er en meget håndgribelig to-do liste. Jeg nåede ikke at tænke så meget over, hvordan det rent faktisk ville være at være af sted - og så som skipper. Da vi så tog af sted, var jeg helt sådan 'wow, nu er jeg på eventyr', siger Lærke.

Og så var der måske alligevel nogle fordele, ved at være pige:

- Jeg tror måske det gav nogle fordele undervejs, og vi fik de gode pladser i havnene, siger hun med et grin.

Meget af det, Lærke har lært af turen, har hun forsøgt at give videre i bogen. Hun understreger dog også, at der er mange måder at tage på langtur i en båd på:

- Min tur er jo bare en måde at gøre det på. Det var meget simpelt, og vi havde skåret en hel masse ting, såsom el, for at gøre det så billigt som muligt, og for at undgå at skulle reparere undervejs. Det kan godt lidt være en barriere for piger, særligt at tage på sådan en langtur, men man skal bare springe ud i det, siger hun.

Lærke Buhl-Hansen

  • Lærke Buhl-Hansen er 27 år gammel
  • Hun har dyrket windsurfing på eliteplan, og var blandt andet med til OL i Rio i 2016
  • Lærke Buhl-Hansen læser til maskiningeniør
  • Hun har boet på sin sejlbåd i Aarhus Havn i flere år, men bor i dag i en lejlighed i Aarhus
  • Bogen "Kap Verde Retur" kan købes eller bestilles hjem ved de fleste boghandlere og online
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce