x
Annonce
Debat

Læserbrev: Aarhus Kommune må prioritere

Filip Steffensen, formand i Liberal Alliances Ungdom Århus. Privatfoto

Det er en kendsgerning, at Aarhus Kommune frem mod 2022 skal finde knap 300 millioner. Dette skyldes, at byrådet forventede en særlig økonomisk begunstigelse i forbindelse med drøftelsen af en ny udligningsreform. Da denne brød sammen, blev udsigten til de budgetterede 270 millioner lang.

Derfor har alle kommunens forvaltninger nu udarbejdet en række besparelsesforslag, som tilsammen giver besparelser på 300 millioner kroner frem mod 2022. Besparelsesforslagene er blevet mødt med kritik fra flere kanter. De mange besparelser vil gå udover kernevelfærden og forringe kvaliteten af de velfærdsydelser, som kommunen i dag varetager, lyder det. Derfor må besparelserne målrettes andre områder, argumenteres det.

Men betyder flere ressourcer nødvendigvis, at servicen forbedres, og betyder færre penge omvendt, at servicen forringes?

Meget tyder i hvert fald på, at andre kommuner er i stand til at drive kommunen mere effektivt, end Aarhus Kommune er. Vi bruger med andre ord flere penge på at producere de samme ydelser, som andre kommuner gør. I en opgørelse viser CEPOS, at hvis Aarhus Kommune justerede udgifterne til serviceydelser til samme niveau, som man har i den mest effektive kommune, Vejle, vil man kunne høste betragtelige besparelser.

Opgørelsen fra Cepos viser, at Aarhus Kommune kan effektivisere og nedbringe udgifterne væsentligt, hvis man nedbringer serviceniveauet til det udgiftsniveau, som Vejle har budgetteret med. Faktisk vil Aarhus Kommune kunne spare hele 1,1 milliarder kroner, hvis udgiftsniveauet nedbringes til Vejles niveau. Det svarer til, at hver indbygger i kommunen sparer 3,419 kroner årligt.

I årtier har kommunen opereret ud fra en tese om, at flere penge højner niveauet i servicen. I en situation, hvor der gennem de kommende år skal findes 300 millioner kroner, er det derfor nødvendigt, at man gentænker denne logik. Hæver vi værdien af servicen, hvis vi tilfører ekstra midler? Kan effekten ikke antages at falde, når udgiftsniveauet til en bestemt aktivitet har nået et vist punkt?

Ved at kigge på erfaringer fra andre kommuner kan Aarhus Kommune adoptere best practice-teknikker, som gør, at man i højere grad er i stand til at effektivisere på områder, som i dag er præget af en høj ressourcetilførsel, uden at man nødvendigvis får megen nytte af de sidst tilførte kroner. Kigger vi på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside er det tydeligt, at der er mange lavthængende frugter at høste, hvis blot Aarhus Kommune lærer fra andre kommuners erfaringer.

Eksempelvis kan vi på skoleområdet se, at Aarhus Kommune bruger hele 70.474 kroner pr. elev i folkeskolen, mens bruger Kolding 50.487 kroner. Alligevel præsterer Kolding bedre på den såkaldte "undervisningseffekt", der måler, hvor god en kommune er til at løfte eleverne fagligt.

Det viser med al tydelighed, at flere penge ikke nødvendigvis sikrer et højere niveau. Et højt niveau sikres gennem løbende innovation og prioriteringer. Aarhus Kommune må udvise økonomisk ansvarlighed og foretage de nødvendige effektiviseringer. Da byrådet sidste år vedtog et dristigt budget, udviste man et særligt mod. Nu, hvor regningen er kommet, må byrådet derfor udvise ansvarlighed.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Link til de nyeste corona-tal

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Aarhus

Food Festival fortsætter som planlagt: - Vi arbejder uforandret på at planlægge en festival til september

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce