Annonce
Læserbrev

Læserbrev: AUH er ramt af uvejr - uvejr som koster dyrt for patienter, pårørende og ansatte

Kære politiker!

Vi skriver dette brev, da vi føler os nødsaget til at råbe op! Endnu en sparerunde er skudt i gang.

For 11. år i træk er Aarhus Universitetshospital (AUH) kåret som Danmarks bedste sygehus. Dette fordi utrolig høj faglighed og kompetente specialister er samlet under et tag. "Stroke sengeafsnit" (tidligere Apopleksiafsnittet F2), hvor vi er ansat, er en specialeafdeling, som på baggrund af mange års erfaringer er nået dertil, hvor man fra ind- og udland forsøger at lære af os og vores arbejdsgange. Men hvordan får vi i fremtiden mulighed for at yde den ”optimale pleje”, hvis ikke vi er hænder nok? Hvad er det for et ”supersygehus”, vi ender med at have? Og hvad er det for et fremtidigt virke, vi som sundhedspersonale har på AUH?

Vi er endnu ikke bekendte med sparerundens eksakte konsekvenser på "Stroke sengeafsnit", men vi er klar over, at med et samlet beløb på 325 mio. kr. (muligvis lempet til en besparelse på 150 mio. kr. i indeværende år jf. en udmelding fra Region Midt onsdag 22. maj), vil det koste ”varme hænder”. Dette er allerede blevet en kendsgerning for vores kompetente kolleger på vores samarbejdsafdeling "Røntgen og Skanning", som i sidste uge måtte afskedige 43 ansatte. Vi er mildest talt bekymrede, og allerede nu fornemmes uro og ængstelse som en konsekvens af uvisheden og ”det vi har i vente”.

I 2017/18 måtte vi på Neurologisk Afdeling nedlægge 16 stillinger, herunder vores kliniske sygeplejespecialist, som sikrede personalegruppen ny viden og implementering af evidensbaserede kliniske retningslinjer. Allerede dengang var det en svær opgave for afdelingsledelsen at skære ned. Der blev kigget dybt i alle hjørner, hvor selv linnedrummet blev gennemgået, og dynebetræk blev sparet væk til fordel for dyner uden betræk. Det lyder banalt, men det var en nødvendighed, da der skulle spares, trods det at der ikke kunne spares yderligere.

Vi har siden 2017/18 arbejdet under en absolut minimumsnormering, i forhold til hvad der er forsvarligt i vagterne. Vores afdelingssygeplejerske var allerede dengang dybt bekymret for den normering, vi blev skåret ned til, og nu står vi i den situation, at vi skal skære yderligere.

Som et redskab til bedre at kunne prioriterer arbejdsopgaverne i pressede situationer anvender vi en ”prioriteringstrekant”. Er vi i ”rød zone”, er alle ikke-akutte plejeopgaver skåret fra, hvilket i praksis betyder, at liftpatienter f.eks. ikke kommer ud af sengen og på toilet, ingen patienter kommer i bad, og nogle sondemåltider nås ikke. Dette pga. det massive tidspres, vi er underlagt, og ikke med vores gode vilje.

I ”grøn zone” er der tid og rum til den optimale pleje og at se det hele menneske. Vi frygter, at de kommende besparelser betyder, at plejepersonalet er tvunget til at arbejde og navigere i ”rød zone” langt hyppigere.

Konsekvenserne bliver, at der ikke er tid til fyldestgørende information, at vi ikke får set og talt med de pårørende, ikke får mobiliseret patienterne hyppigt nok med risiko for infektioner og i det hele taget ikke når vores kerneopgaver. Efter en vagt i ”gul/rød zone” går vi, plejepersonalet, hjem med en tom følelse af utilstrækkelighed. Vi ved, hvad der er bedst for patienten, men tid og de ydre omstændigheder umuliggør denne opgave for os.

I 2017 viste en rapport fra Arbejdstilsynet, at der var en klar sammenhæng mellem fejlmedicinering og fejlbehandling pga. travlhed. Travlhed og adskillige afbrydelser øger tillige risikoen for, at personalet mister overblikket og glemmer livsvigtige observationer, som derved kompromitterer patientsikkerheden.

En stor bekymring hos os er også fremtidig oplæring af nye sygeplejersker. Som situationen er nu, er det i forvejen svært at finde tid til at støtte og vejlede nye ansatte i forhold til det niveau, der kræves i den højtspecialiseret sygepleje. Der er mange og livsvigtige observationer, som kræver tid og fordybelse at varetage. Hvis vi i fremtiden vil bibeholde den høje faglighed, kræver det derfor, at der er tid og rum til at klæde vores nye kollegaer ordentligt på til opgaven. Med flere besparelser mener vi, at det er vanskeligt at opnå en optimal oplæring, hvilket i værste fald kan betyde fejlvurderinger med fatale følger.

Vi er en stor personalegruppe med mange unge sygeplejersker og stor udskiftning. Det tager år, før man som ansat får specialet ind under huden. Med store besparelser i vente frygter vi, at konsekvensen bliver, at flere kollegaer søger nye veje, dvs. at stor viden og erfaring forsvinder fra afdelingen. Det vil formentlig også bevirke, at det personale, som er tilbage, får meget større ansvar og vil være nødsaget til at tage flere vagter, som bliver travle og uforsvarlige med risiko for sygemeldinger og stress blandt personalet.

Det er ikke de flotte nye mursten, som redder patienternes liv på AUH – det er personalet, som nu bliver fyret på stribe. Uvejret kommer til at true AUH mange år frem.

Ligesom klimaforandringerne i verden forårsager voldsomme katastrofer, vil de besparelser, vi står overfor, rejse sig op som en tsunami med; personaleflugt, stress-sygemeldinger, forlænget indlæggelsestid, forlænget ventetid, aflysninger af operationer/behandlinger, forringet pleje, manglende information, stigende antal genindlæggelser, fejlbehandling og i værste fald dødsfald til følge.

Kære politiker!

NU er det på tide, at I træder i karakter og ser, hvad der rører sig uden for Christiansborg, og lytter til os, der dagligt knokler på gulvet. NU må I løfte hovedet op fra excel-arkene og se, at det er menneskers liv og menneskeliv, der sættes på spil. Det er NU, at I skal handle, inden korthuset kollapser i stormen.

Annonce
Aarhus Universitetshospital Foto: Jens Thaysen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears har en amerikaner i overskud

Læserbrev

Læserbrev: Det koster at lade være med at investere i tilstrækkelig psykiatrisk hjælp

Der er behov for et akut livreddende løft af psykiatrien – både den kommunale og regionale del. Psykiatrien og den mentale sundhed er massivt underprioriteret, og selvom jeg ser frem til arbejdet med en 10-års plan, så er der akut behov for at understøtte disse områder nu. I øvrigt har der også været tale om at udskyde 10-årsplanen foreløbig. 10 ud af 13 partier kom dog med løfter om at løfte psykiatrien i de sidste dage af valgkampen op til folketingsvalget - løfterne er ikke indfriet! Jeg trøster mig dog ved, at der er sat 2,1 milliarder i forhandlingsreserve, og at psykiatrien også er et vigtigt tema for både støttepartier og dele af oppositionen. Mennesker kan dø af psykisk sygdom, og andre kan ende ud i sociale derouter, der kunne være undgået ved rettidig og tilstrækkelig hjælp. Det er dyrere for samfundet ikke at investere i tilstrækkelig psykiatrisk hjælp. Selvom en ambitiøs investering i både forebyggelse, behandling og rehabilitering og støtte koster, så koster det tifold mere at lade stå til bl.a. i form af afledte udgifter som overførselsindkomster, sygefravær og nedsat arbejdsevne. Indirekte omkostninger pga. psykisk sygdom koster hvert år samfundet omkring 100 milliarder kroner ved siden af udgifterne til behandling. Der kan frigøres mange af disse midler, hvis vi får vendt udviklingen til større fokus på forebyggelse og på hurtig og tilstrækkelig behandling og støtte. Vi ved, at vi kan redde en masse menneskeskæbner, og at vi kan spare samfundet for en masse udgifter, hvis vi aktivt vælger at prioritere området. Vi skal heller ikke glemme de ringe i vandet, det bringer for de pårørende, som ofte står desperate på sidelinjen. I psykiatrien er den basale omsorg skåret væk. Og det er der, skoen trykker. Det kræver ro, samtale, indhold og omsorg at blive rask efter psykisk sygdom. Derfor er der brug for flere ansatte til flere syge patienter, og det skal være sådan, at er man syg, skal det være muligt at blive indlagt - det er i virkeligheden ret enkelt. Jeg kan fortælle så mange forfærdelige historier fra psykiatrien. Virkelige historier om mennesker, der kunne være hjulpet, såfremt rammerne var til det, og området var politisk prioriteret i anstændig grad. Lige nu skal de lavthængende frugter plukkes, så liv kan reddes. Det betyder mere personale ansat både i ambulatorier, på sengeafsnit, på bosteder, flere bostøtter og brobyggere. Derudover skal der være nok sengepladser og aflastningspladser, så den syge ikke afvises, til trods for akut behov for hjælp. Det er det, man kan gøre lige nu! Det vil ret hurtig have effekt på anvendelsen af tvang, antallet af selvmord, antal genindlæggelser, antallet af gode behandlingsforløb, og flere der kommer sig hurtigere af deres sygdom.

Danmark For abonnenter

Skandaleramt omskæringslæge er tilbage i Aarhus: Styrelse kæmper for at stoppe ham

Annonce