x
Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Balanceplan - vi skal værne om de svageste

Flere og flere mennesker har brug for en hjælpende hånd i tilværelsen. Det er en stærkt bekymrende udvikling, som vi bliver nødt til at tage hånd om politisk.

90 millioner kroner. Så meget står socialområdet til at skulle spare i den balanceplan, som rådmand Kristian Würtz (S) har fremlagt for byrådets partier. Det er besparelser, der vil gå umådeligt hårdt ud over vores svageste borgere.

I skrivende stund foregår der politiske forhandlinger om planen. Jeg håber inderligt, at byrådets partier når til fornuft og i fællesskab finder frem til en løsning, så det ikke går så voldsomt ud over de af vores medborgere, der har det allersværest.

For at give et eksempel står kommunens botilbud til at skulle spare 13 millioner kroner på driften, hvis balanceplanen gennemføres. Og det er vel at mærke i en sektor, der i forvejen er urimeligt hårdt presset. Vi risikerer, at det får fatale konsekvenser for vores medborgere med mentale lidelser eller fysiske handicap.

For slet ikke at tale om personalet, der hver dag kæmper for at få enderne til at hænge sammen. Vilkårene for at udføre deres arbejde bliver kun svækket, hvis vi skærer ned på et tidspunkt, hvor der snarere er brug for flere investeringer frem for færre.

Hvad med en fælles løsning?

I en kommune som Aarhus bør det være en førsteprioritet, at vi værner om vores socialt udsatte borgere, hvad enten det er borgere med et fysisk handicap, en psykisk lidelse, misbrugsproblemer eller noget helt fjerde. Vores sociale sikkerhedsnet, som vi normalt sætter en dyd i at værne om, kommer simpelthen til at slå revner, hvis balanceplanen gennemføres med alle de besparelser, som er fremlagt.

Men selvfølgelig nytter det ikke at fremsætte en klagesang uden at være villig til at finde pengene. For budgetterne på socialområdet er presset. Det skyldes betydelige merudgifter i hele den sociale sektor, fordi flere af vores medborgere har haft brug for hjælp, end forvaltningen havde forudset. Desværre er det en tendens i vores samfund, der vidner om, at flere og flere mennesker har brug for en hjælpende hånd i tilværelsen. Det er en stærkt bekymrende udvikling, som vi bliver nødt til at tage hånd om politisk.

Derfor kunne det klæde byrådets partier at tage udviklingen på socialområdet alvorligt. Der er brug for, at alle hjælper til, så Aarhus Kommune ikke ender i socialpolitisk armod.

Derfor opfordrer jeg politikerne til at gå til forhandlingerne med reelle forslag til, hvor pengene skal findes. For eksempel ville det være forbilledligt, hvis alle magistratsafdelinger bidrog til at sænke sparekravet på socialområdet. Det er en uvant adfærd, men ikke desto mindre nødvendigt, taget den krisesituation, vi befinder os i på det sociale område, i betragtning. Det ville klæde systemet at handle solidarisk frem for at holde fast i en silotankegang – særligt når det er vores svageste borgere, der står for skud.

Jeg håber, politikerne er villige til at lytte til budskaberne fra tirsdagens demonstration, hvor flere af byens sociale og faglige organisationer i fællesskab forsøgte at gøre dem opmærksom på, at der er behov for en værdig balance i planen.

LO formand Kresten Vendelboe. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce