x
Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Budget og topstyring i Skanderborg?

Men Skovbys vokseværk må og skal ikke komme bag på rettidig politisk omhu og planlægning. Store politiske beslutninger skal, også i Skanderborgmodellen, tages med demokratisk åbenhed og inddragelse. Uanset målet er det ikke ordentlighed.

Skanderborg Kommunes budget er netop vedtaget. En masse tal - og så langt, så godt! Forud er gået en masse høringssvar, møder mellem forældrebestyrelser, medarbejdere, ledere, politikere og embedsmænd.

Embedsværkets og borgmesterens tekniske budget er derefter blevet endevendt og politisk behandlet i udvalgene og på budgetseminar. Endelig budgetforhandles der i dagevis - og ud på de små timer om natten. Der ændres, justeres, skæres til, og forligspartierne skriver under. En proces, jeg har været en del af rigtig mange gange.

Sommetider har jeg sågar underskrevet noget, jeg havde svært ved at støtte 100 procent helhjertet. Men sådan ER budget-kompromiser og politik. Man gir' og tar'! Således, uden tvivl, også i år. MEN: Hvad var det lige der skete, på falderebet, i 11. time?

I budgettets prosadel var der pludselig indskrevet en passus, formentlig kun ganske få kendte på forhånd. En passus, der med et pennestrøg kan ændre tilværelsen for 50 udfordrede familier i kommunen. Gennemføres ”sidste øjebliksideen”, ser Columbusskolens fremtid pludselig helt uoverskuelig ud! (Columbusskolen er et specialiseret skoletilbud og en afdeling af Skovbyskolen i Skovby, red.).

Columbusskolen er via en utrolig dedikeret, og målrettet pædagogisk indsats de sidste mange år vokset og vokset og gået fra cirka 15 elever til nu 50. Som følge af elevtilgangen har den gamle, nedslidte skole længe været i bekneb for flere - eller nye - kvadratmeter. Et behov, som budgetforliget for to år siden tog konsekvensen af og bevilgede en ny skole.

De seneste halvandet år har elevernes skole, legepladser og omgivelser derfor været en byggeplads med byggerod, sikkerhedshegn, lastbiler, kraner, gravemaskiner og andre spændende ting, og alt imens har skolens personale alligevel fået hverdagen til at fungere med flere og flere elever og nye, dygtige kolleger. Lyset for enden af tunnelen har hele tiden været udsigten til en ny og tiltrængt større skole.

Det er nu pludselig ændret til, at vores elever, der har meget brug for kendte rammer og forudsigelighed, sammen med deres familier kastes ud i endnu en periode med masser af ubekendte. Fordi en eller to i toppen af det kommunale embedshierarki vil ombygge den knap færdige specialtegnede skole - til børnehave. Fordi pasningsgarantien er økonomisk uhyre vigtig.

MEN Skovbys vokseværk må og skal ikke komme bag på rettidig politisk omhu og planlægning. Store politiske beslutninger skal, også i Skanderborgmodellen, tages med demokratisk åbenhed og inddragelse. Uanset målet er det ikke ordentlighed. Det er en ommer, så den rigtige beslutning kan tages af de folkevalgte politikere, baseret på argumenter og evidens i demokratisk åbenhed - uden topstyring!

Ole Juhl Jeppesen, lærer på Columbusskolen. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Avisen spurgte flere forældre: Delte meninger om at børnene skal hjemmefra

Danmark

Link til de nyeste corona-tal

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Nyt pressemøde om kontrolleret genåbning af Danmark - følg med direkte her

Aarhus

Food Festival fortsætter som planlagt: - Vi arbejder uforandret på at planlægge en festival til september

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce