Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan.

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus.

På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis.

Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by?

Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt.

Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by.

Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør.

Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan.

Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig.

Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr.

For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde.

Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt!

Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce
Illustration: Jens Nex
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå - lad Aarhus bliver Danmarks gå-by nr. 1

Bølgerne går højt omkring byudviklingen i Aarhus, og denne avis har sammen med FO netop afholdt et offentligt møde derom på rådhuset. Der var mødt omkring 500 op til mødet (om det er mange i en by med 300.000 indbyggere, skal jeg ikke kunne sige), og det har allerede forårsaget et par læserbreve. I dag (21. ds.) et af Svend Carstensen, der anbefaler at bygge boliger i midtbyen uden parkeringspladser. Man må så købe sig til en parkeringsplads eller/og cykle. Begge synspunkter – boliger uden parkeringspladser og at cykle – var fremme på mødet. Det at cykle blev fremhævet igen og igen og bliver det i øvrigt meget ofte alle steder. Og det er helt sikkert også sundt og ikke miljøbelastende. Men hvorfor er der aldrig én, der nævner, at man kan gå. Det er da helt uden mekanisk hjælpemiddel af nogen art og lever på den måde fuldstændig op til ønskerne om at nedsætte køb af al industrielt fremstillet. At vi så ikke når målet (i fht. CO2-udledning, red.) alligevel, er noget helt andet. Der skal globale krav om indskrænkninger på flyrejser, al godstrafik over på bane, og næste bilkøb skal være en el- eller hybridbil. Men det at gå er dejligt, sundt, og du ser og oplever meget mere, end hvis du sidder i egen bil eller i et offentligt transportmiddel. Selv bor jeg på Langenæs og bruger aldrig bilen, hvis jeg skal ind til midtbyen. Det tager et kvarter til tyve minutter, så er du ved banegården eller rådhuset, og fem minutter mere, så er du ved domkirken. GÅ-GÅ-GÅ. Lad Aarhus bliver Danmarks gå-by nr. 1, og lad København, som vi alligevel ikke kan nå, forblive Danmarks cykelby nr. 1.

Annonce