Annonce
Debat

Læserbrev: Den dag pædagogikken ikke slog til

vuggestuepædagogikpædagogbørnbesparelsersparebørneområdetforringelsernex

Mandag klokken 17 er jeg endelig klar til at vende snuden hjemad. Jeg er frustreret og ked af det! I eftermiddag har jeg ikke kunnet løse min opgave.Mandag eftermiddag slog pædagogikken bare ikke til.

Det er snart 10 år siden, jeg blev færdig som pædagog og startede på mit første job i en vuggestue i Aarhus. Jeg ELSKER, at jeg på mit arbejde er så privilegeret, at få lov til at følge små mennesker gennemgå stor udvikling på ganske kort tid. Jeg føler mig heldig over at have et arbejde, som giver mig smil på læben, mange kram, sjove oplevelser og spændende udfordringer.

Mit arbejde er ikke bare leg og børnepasning.

Nej - jeg er stolt over at være en vigtig del i udviklingen af hele mennesker med selvtillid og højt selvværd, som er glade og i trivsel. Jeg er stolt over at kunne begrunde overfor forældrene, kolleger og omverden HVORFOR jeg gør, som gør. Mit arbejde og dermed de aktiviteter, jeg igangsætter, er nemlig altid fagligt begrundet og med børnenes udvikling som omdrejningspunkt.

Pædagoger: I er superhelte uden kappe, og I fortjener både ros og anerkendelse for den kæmpe opgave, I hver dag løfter!

Men i mandags slog pædagogikken ikke til.

Normeringerne er historisk dårlige, og det sætter sit præg på dagligdagen. Al forskning viser, at for at børnene er i god trivsel og udvikling, så skal børnene færdes i miljøer, som både inspirerer og udfordrer dem, og det kræver fagligt bevidste voksne. Uden fagligt personale bliver daginstitution blot et pasningstilbud uden fokus på det enkelte barns nærmeste udviklingszone.

Mandag eftermiddag vidste jeg godt, hvad børnene havde brug for, men jeg havde ikke mulighed for at udføre det. Mandag eftermiddag manglede jeg hænder! Mandag eftermiddag manglede børnene varme arme, varme hænder, omsorg og nærvær.

Klokken 15.30 skal jeg være eneste pædagog i vuggestuen sammen med en dygtig medhjælper og en ny vikar. Vi har 23 vuggestuebørn. Nogle under ét år. Nogle lige over et år. Nogle børn, som stadig sover. Mange, som græder og har brug for trøst. Alle med et behov for ro og nærvær.

Derfor må min kollega blive, selvom hun egentlig har fri. Efter cirka en halv time går min kollega hjem, og kort derefter skal vikaren gå. Klokken 16 er der 17 vuggestuebørn, som jeg og en medhjælper har ansvaret for. Børnene græder, og vi sidder begge med tre børn på skødet.

Medhjælperen opdager, at et barn har lort i bleen, og her stiger stressniveauet i min krop. Jeg kan ikke sidde alene med 16 børn, som er trætte og kede af det, mens hun skifter barnet, og jeg hører mig selv sige, at barnet ikke kan blive skiftet lige nu! Ordene gør ondt og runger hult i rummet.

I dét øjeblik føler jeg, at jeg ikke slår til. Heldigvis kan vores vikar blive, selv om hun har fri, og hjælpe barnet, men ordene sidder fast i min krop og i mine tanker. Fagligheden, pædagogikken og jeg kommer til kort, og må gå på kompromis med den allervigtigst opgave i en vuggestue; nemlig opfyldelse af helt basale behov. Børn, som ikke fik det nærvær, de havde brug for, den rene ble, de havde krav på, og den trøst, de higede efter.

I dag er det torsdag, og oplevelsen har endnu ikke sluppet min krop.

Kære politikere - hverken børn eller voksne kan være tjent med så dårlige vilkår! Før det seneste kommunevalg var 80 procent af jer enige i, at vi skulle have minimumsnormeringer! Alligevel skal der i år spares igen, og nu begynder jeres besparelser at ramme os, hvor det gør rigtig ondt.

Vi taler ikke om at skære ned på aktiviteter eller på indkøb af legetøj - det er allerede på et minimum. Nej - vi taler om livsforringelser for børn og voksne i landets institutioner.

Dygtige pædagoger forlader faget både frivilligt, og fordi de varme pædagoghjerter ikke kan bære at være vidne til de helt urimelige forhold, børnene færdes i.

Kære politikere - I beder os reagere, når vi oplever mistrivsel og tegn på omsorgssvigt, men når vi råber højt om, at vilkårene er så dårlige, at det skaber mistrivsel og offentligt omsorgssvigt, så lukker I jeres øjne og ører og ignorere vores råb om hjælp.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

Annonce