Annonce
Debat

Læserbrev: Den dag pædagogikken ikke slog til

vuggestuepædagogikpædagogbørnbesparelsersparebørneområdetforringelsernex

Mandag klokken 17 er jeg endelig klar til at vende snuden hjemad. Jeg er frustreret og ked af det! I eftermiddag har jeg ikke kunnet løse min opgave.Mandag eftermiddag slog pædagogikken bare ikke til.

Det er snart 10 år siden, jeg blev færdig som pædagog og startede på mit første job i en vuggestue i Aarhus. Jeg ELSKER, at jeg på mit arbejde er så privilegeret, at få lov til at følge små mennesker gennemgå stor udvikling på ganske kort tid. Jeg føler mig heldig over at have et arbejde, som giver mig smil på læben, mange kram, sjove oplevelser og spændende udfordringer.

Mit arbejde er ikke bare leg og børnepasning.

Nej - jeg er stolt over at være en vigtig del i udviklingen af hele mennesker med selvtillid og højt selvværd, som er glade og i trivsel. Jeg er stolt over at kunne begrunde overfor forældrene, kolleger og omverden HVORFOR jeg gør, som gør. Mit arbejde og dermed de aktiviteter, jeg igangsætter, er nemlig altid fagligt begrundet og med børnenes udvikling som omdrejningspunkt.

Pædagoger: I er superhelte uden kappe, og I fortjener både ros og anerkendelse for den kæmpe opgave, I hver dag løfter!

Men i mandags slog pædagogikken ikke til.

Normeringerne er historisk dårlige, og det sætter sit præg på dagligdagen. Al forskning viser, at for at børnene er i god trivsel og udvikling, så skal børnene færdes i miljøer, som både inspirerer og udfordrer dem, og det kræver fagligt bevidste voksne. Uden fagligt personale bliver daginstitution blot et pasningstilbud uden fokus på det enkelte barns nærmeste udviklingszone.

Mandag eftermiddag vidste jeg godt, hvad børnene havde brug for, men jeg havde ikke mulighed for at udføre det. Mandag eftermiddag manglede jeg hænder! Mandag eftermiddag manglede børnene varme arme, varme hænder, omsorg og nærvær.

Klokken 15.30 skal jeg være eneste pædagog i vuggestuen sammen med en dygtig medhjælper og en ny vikar. Vi har 23 vuggestuebørn. Nogle under ét år. Nogle lige over et år. Nogle børn, som stadig sover. Mange, som græder og har brug for trøst. Alle med et behov for ro og nærvær.

Derfor må min kollega blive, selvom hun egentlig har fri. Efter cirka en halv time går min kollega hjem, og kort derefter skal vikaren gå. Klokken 16 er der 17 vuggestuebørn, som jeg og en medhjælper har ansvaret for. Børnene græder, og vi sidder begge med tre børn på skødet.

Medhjælperen opdager, at et barn har lort i bleen, og her stiger stressniveauet i min krop. Jeg kan ikke sidde alene med 16 børn, som er trætte og kede af det, mens hun skifter barnet, og jeg hører mig selv sige, at barnet ikke kan blive skiftet lige nu! Ordene gør ondt og runger hult i rummet.

I dét øjeblik føler jeg, at jeg ikke slår til. Heldigvis kan vores vikar blive, selv om hun har fri, og hjælpe barnet, men ordene sidder fast i min krop og i mine tanker. Fagligheden, pædagogikken og jeg kommer til kort, og må gå på kompromis med den allervigtigst opgave i en vuggestue; nemlig opfyldelse af helt basale behov. Børn, som ikke fik det nærvær, de havde brug for, den rene ble, de havde krav på, og den trøst, de higede efter.

I dag er det torsdag, og oplevelsen har endnu ikke sluppet min krop.

Kære politikere - hverken børn eller voksne kan være tjent med så dårlige vilkår! Før det seneste kommunevalg var 80 procent af jer enige i, at vi skulle have minimumsnormeringer! Alligevel skal der i år spares igen, og nu begynder jeres besparelser at ramme os, hvor det gør rigtig ondt.

Vi taler ikke om at skære ned på aktiviteter eller på indkøb af legetøj - det er allerede på et minimum. Nej - vi taler om livsforringelser for børn og voksne i landets institutioner.

Dygtige pædagoger forlader faget både frivilligt, og fordi de varme pædagoghjerter ikke kan bære at være vidne til de helt urimelige forhold, børnene færdes i.

Kære politikere - I beder os reagere, når vi oplever mistrivsel og tegn på omsorgssvigt, men når vi råber højt om, at vilkårene er så dårlige, at det skaber mistrivsel og offentligt omsorgssvigt, så lukker I jeres øjne og ører og ignorere vores råb om hjælp.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Islændinge pillede brodden af Århus

Leder For abonnenter

Parkering i Skejby: Gylden mulighed for at få parkering til at fungere

En arbejdsplads med næsten 9.734 medarbejdere samlet på et areal, der svarer til cirka 500 parcelhusgrunde. Det er ikke svært at forestille sig, at det vil give problemer på mange forskellige områder. Men når det drejer sig om selve en af grundpillerne i vores velfærdssamfund; nemlig et sygehus, så tillader vi faktisk ikke, at der er alt for mange problemer. Så forventer vi - alle vi skatteborgere - at tingene bare kører efter en snor, der hverken knækker eller flosser det mindste. Men sådan er det selvfølgelig ikke i virkelighedens verden og slet ikke, når sygehuset er Aarhus Universitetshospital, der siden den tankemæssige fødsel har oplevet at få fjernet millioner og atter millioner af kroner, så det har meget svært ved at leve op til betegnelsen et supersygehus. Aarhus Universitetshospital er ét af de absolut bedste sygehuse i Danmark med nogle af de absolut bedste indenfor deres fag og specialer. Ingen tvivl om det. Men de senere år har Aarhus Universitetshospital fået et ry for også at være mangelfuldt og problemfyldt. Ikke på grund af personalet, men på grund af en økonomi og nogle økonomiske krav fra stat, der gør, at der alt for ofte har været sparerunder, nedskæringer og omorganiseringer. Samtidig har hospitalet kæmpet for at blive færdigbygget med de forsinkelser og fejl, som - desværre - alt for ofte er på store byggerier i Danmark. Nu står sygehuset færdigbygget, men der er stadig mulighed for forbedringer. Især på parkeringsområdet, som vi beskrev i mandagsudgaven af Århus Stiftstidende. Det har sygehusets ledelse, Region Midtjylland og Aarhus Kommune endelig erkendt og har derfor bedt konsulentvirksomheden Cowi om at udtænke noget bedre og langt mere funktionelt end det eksisterende. Som en - heldigvis - sjælden bruger af Aarhus Universitetshospital er det ikke svært at pege på skiltningen, som et forbedringspunkt. Ikke så meget antallet af skilte, mere størrelse og selve indholdet. Som ansat ved man godt, hvor man skal hen. Som indlagt er det mere eller mindre ligegyldigt, da andre oftest afleverer én. Som pårørende og gæst er man straks mere udfordret. Men hospitalet er førdigbygget og parkeringspladserne er lavet, så nu kan Cowi studere det adfærdsmønster, vi bilister har, når vi ankommer til et sygehus. Cowi har alle muligheder for at lave en analyse, der helt ned til de enkelte pladser kan optimere det for både ansatte og pårørende, så begge grupper får optimale parkeringsforhold tæt på supersygehuset. Alt andet vil være ærgerligt.

Annonce