Jeg kan ikke længere tie, da jeg netop nu oplever et kæmpe skred, og omfangsrige kompromisser, hvad angår kvaliteten i det danske sundhedsvæsen.
Jeg arbejder på en højt specialiseret afdeling på Aarhus Universitetshospital. Jeg har jordens bedste arbejdsplads med dygtige og dedikerede ansatte; læger såvel som sygeplejersker.
Grundet besparelser skulle vi for to år siden fusionere med et afsnit som skulle nedlægges. Dette medførte en stor personaleflugt og en enorm forringelse af arbejdsmiljøet. I 2014 forlod 19 ud af 45 sygeplejersker afdelingen.
Vi var rigtig hårdt ramt af et lavt kompetenceniveau på grund af mange nyansættelser. Vi oplevede flere sygemeldinger, nogle af mine kollegaer gik grædende hjem og mange medarbejdere i afdelingen havde en følelse af mistrivsel.
Arbejdstilsynet udstedte et påbud på baggrund af et stort arbejdspres og uklare krav til medarbejderne. Vi fik gjort noget ved arbejdspresset og arbejdsmiljøet. Der blev arbejdet på oplæring, kompetenceudvikling samt arbejdsmiljøet. I en kortere periode reducerede ledelsen i operationsaktiviteten, for at vi kunne komme ovenpå igen.
Netop som skuden er vendt, er vi blevet pålagt besparelser på 2,5 mio. kr. i 2015. Men realiterne er, at vores driftsbudget reelt set skal nedskæres med 8,5 mio. kr. Dette skyldes blandt andet, at afdelingen kører med et merforbrug, som også skal finansieres. Vores merforbrug skyldes blandt andet overarbejde, samt at de forskellige hjerteklapper mm. bliver dyrere. Herudover mangler vi fortsat at foretage en sengereduktion, der er planlagt for 2016.
I mit afsnit bliver besparelsen udmøntet ved, at vi skal operere tre ekstra hjertepatienter om ugen uden at få tilført ekstra ressourcer. Dette gøres ved at omlægge og optimere patienternes forløb i afdelingen.
Vi står desuden i den situation, at vi har fire vakante stillinger og to nye opsigelser. Dette på baggrund af, at der i Region Midt har været ansættelsesstop de sidste par måneder, så vi kun har haft mulighed for at ansætte nye medarbejdere i tre måneder ad gangen.
Heldigvis er ansættelsesstoppet ophørt pr. 1. oktober. Vi skal altså operere ekstra hjertepatienter, men med færre ressourcer.
Ledelsen prøver at være positive og siger: »Vi undgår at afskedige nogen«. Men hvem siger, at man vinder ved at blive tilbage?
Vi har endelig fået et fantastisk arbejdsmiljø igen, men hvad skal vi gøre for at dette bibeholdes?
Jeg har svært ved at se, hvad jeg skal nedprioritere i min kontakt med patienterne. Jeg er allerede der, hvor jeg ikke altid har tid til at vaske dem eller spørge dem om relevante emner af frygt for, at deres svar tager 'for lang tid'. Jeg må overlade ret meget til patienterne selv, deres pårørende eller tilfældighederne.
Jeg kan frygte for fremtidens sygeplejersker. De studerendes læringsmiljø er i de travle perioder ikke altid tilstedeværende. De skal tage sig af mig, den dag jeg skulle få brug for at være patient. Men lærer de mon at træne det faglige skøn samt kliniske blik? Jeg tænker: »Godt, jeg selv er sygeplejerske i det tilfælde, at jeg skulle ende med at blive patient«.
Jeg oplever, at jeg på grund af denne besparelse er nødt til at tænke meget mere på økonomien fremfor på patientens forløb.
Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at prioritere min frokostpause. Jeg vil ikke undskylde over for mine patienter for den ydelse, de ikke får. Besparelserne er politisk bestemt, og jeg gør mit bedste hver eneste dag, jeg er på arbejde - ud fra de vilkår jeg arbejder under!
Jeg føler dog, det er min pligt som kollega, sygeplejerske, tillidsrepræsentant og menneske, at sige højt: »VI SAMTYKKER IKKE«.
Vi er nået til et punkt nu, hvor disse besparelser kommer til at gå kraftigt ud over både den nødvendige faglige kvalitet, den patientoplevede kvalitet og arbejdsmiljøet!
