Annonce
Debat

Læserbrev: En århushistorie om herbergspladser

Det er ikke overraskende, at Aarhus Kommune påstår, at der er ledige herbergspladser. Hvis det modsatte var tilfældet, ville de ikke leve op til deres ansvar!

Vi har hørt sangen, om at der er pladser nok, fra både embedsmænd og kommunalpolitikere. Forsvaret inkluderer også altid en henvisning til, at der er ledige pladser på en sovesal; de såkaldte natpladser, hvor man kan komme ind ud på aftenen og blive smidt ud om morgenen. Nogle gange benævnes disse pladser også akutpladser, hvilket er helt misvisende. Det vender jeg tilbage til.

Der er (mindst) to problemer ved de natpladser, der tilbydes. Det ene er, at ikke alle hjemløse føler sig trygge ved at sove sammen med andre. Det andet problem er, at man ikke hjælper den hjemløse med at få løst sine problemer bare ved at give en hjemløs tag over hovedet for natten. Derfor har man også skrevet i lovgivningen, at kommunen skal tilbyde de hjemløse, der har behov for det, en plads på et herberg. I vejledningen til loven står der desuden nogle kloge ord om, at stedet skal yde omsorg og støtte og give den hjemløse rådgivningen og vejledning. Alt dette for at hjælpe den hjemløse med at få styr på de problemer, der har gjort vedkommende hjemløs.

Det er selvfølgelig ikke muligt at give særlig meget omsorg og støtte, når tilbuddet består af en madras på gulvet.

Hjemløse i Aarhus ved godt, at der ikke er pladser nok. Det betyder også, at de har lidt svært ved at skulle tage ud til Nordbyen for at være med i lodtrækningen om den ene plads, der er. Selvom de har to såkaldte akutpladser, er det kun den ene, der er i spil. Desuden oplyste Nordbyen også, at de havde en venteliste på 10-15 personer til deres døgnpladser.

På samme vis kan det virke håbløst at tage ud til Østervang for at få en kold spand vand i hovedet. Hjemløse har nederlag nok i bagagen. De har ikke brug for flere.

Hvordan Jakob May (i en artikel 30. november) kan påstå, at der er pladser nok, når der er venteliste, må man bede de højere magter om at forklare. Hvis Gud kiggede ned fra sit helikopterperspektiv, ville han formentligt se verden nogenlunde sådan her:

Hjemløse kommer i en lind strøm i løbet af dagen og banker på herbergets dør. De afvises på grund af pladsmangel. Den hjemløse tager videre til næste herberg eller opgiver. På et tidspunkt hen på aftenen kommer en af de faste beboere lidt småbedugget hjem og bliver smidt på gaden, og vups; der er en ledig plads. Det noteres.

Endnu mere grotesk kan billedet males, hvis værelset skal istandsættes, før der kan flytte en ny ind. Så kan man på papiret have en ledig plads i mange dage. Det tæller alt sammen i statistikken, men det giver ikke plads til en af de mange hjemløse, der lægger vejen forbi.

Aarhus har oplevet en eksplosiv stigning i antallet af hjemløse, men der har ikke været tilsvarende stigning i antallet af nye herbergspladser. Der er kommet lidt på ungeområdet, men langt fra noget, der modsvarer den stigning på flere hundrede procent, vi har set.

Tilmed vil stederne for unge hjemløse på Grønnegade og Havnegade ikke tage imod unge, der henvender sig i døren. Aarhus Kommune har ganske enkelt sløjfet det ellers hæderkronede og lovbestemte selvmøderprincip for de steder. Så kan man jo godt forstå, at folk ikke længere banker på døren. Selvmøderprincippet er en vigtig årsag til, at man i mange år har betegnet herbergerne som akutberedskabet på hjemløseområdet og pladserne som akutpladserne.

I de senere år, hvor der bare er kommet flere og flere hjemløse, har kommunerne med Aarhus og København i førersædet, haft så høj en belægningsprocent på herbergerne, at man ikke længere kan (eller vil) tilbyde folk en akutplads. Og frem for at gøre noget ved grundlæggende at afskaffe hjemløshed har man udvandet akutberedskabet, så man nu taler om akutpladser som den blotte mulighed at få tag over hovedet.

Social- og beskæftigelsesudvalget skal for eksempel på sit møde 5. december diskutere, om man skal åbne Rådhuset for hjemløse. Det er ædelt, men en symbolsk handling, at man vil lukke hjemløse indenfor, men hjemløse har vel også krav på at få et tilbud, der er tilpasset de problemer, de har?

Ambitionsniveauet bør ikke bare være, at hjemløse skal overleve. Det bør være, at man skal give dem et relevant tilbud, hvor den hjemløse kan få tid og støtte til at komme tilbage på rette spor igen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce