Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Enhedslisten og Alternativet gik frem ved EP-valget i Aarhus

Århus Stiftstidende har fint bragt resultaterne fra Europa-Parlamentsvalget i maj. Her valgte man at kommentere på, hvordan Aarhus-borgerne stemte i forhold til gennemsnittet af stemmer givet i hele Danmark. Her viste det sig rigtigt nok, at der i Aarhus i højere grad bliver stemt på SF og Radikale, end man gør i resten af Danmark. Det hænger sammen med, hvilke befolkningsgrupper der bor i en dejlig storby som Aarhus.

Når man kommenterer på resultater fra et EP-valg, så har jeg en forventning om, at man også kommenterer på, 1) hvem blev de største partier i Aarhus, samt 2) hvilke partier gik mest frem (eller tilbage), i forhold til hvordan der blev stemt sidste gang, dvs. ved EP-valget i 2014. Det vil jeg derfor gøre her:

Ved EP-valget i 2019 blev resultaterne for Aarhus' fire lokalkredse (et gennemsnit af tal fra de fire Aarhus-lokalkredse bragt af Århus Stiftstidende, kilde KMD.dk):

Flest stemmer blev i gennemsnit i de fire lokalkredse givet til S (20,2 %), SF (18,3 %) og V (17,7 %), R (14,0 %). Socialdemokratiet, SF, Venstre og Radikale er dermed i Europa-Parlaments-mæssig sammenhæng de største stemmeslugere i Aarhus.

Flest nye stemmer i forhold til EP-valget i 2014 (hvor f.eks. Alternativet slet ikke stillede op) fik, i Aarhus' fire lokalkredse i gennemsnit, EL (7,3 % nye ekstra stemmer modtaget), Alt. (5,4 %), R (4,5 %), V (3,3 %) og SF (1,8 %). Størst tilbagegang havde DF (-12,9 % stemmer, der måtte afgives) og Folkebevægelsen mod EU (-6,3 %).

Det var dermed Enhedslisten, Alternativet, Radikale og Venstre, der stemmemæssigt ved Europa-Parlamentsvalget 2019 i Aarhus gik mest frem i forhold til EP-valget i 2014.

Godt folketingsvalg 2019!

Annonce
Helle Wium. Pressefoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

SF's lønloft lugter af misundelse

Skal der været loft på, hvor meget en topchef i en privat virksomhed i Danmark må tjene? Ja, det mener SF, som torsdag aften kom på banen med et forslag, hvor man vil komme uligheden i samfundet til livs ved at diktere, at en topchef maksimalt må tjene 20 gange så meget som virksomhedens lavestlønnede. Diskussionen er væsentlig. Det er den. Uligheden i samfundet er altid relevant at tage fat i og have fokus på, men at tro, at vi kan og skal løse det hele med strammere regler, er ikke ligefrem den mest sympatiske vej at gå. Det hele bliver serveret af SF's Jakob Mark med et citat om, at han ikke forklare, hvorfor der er mennesker, der skal tjene 36 millioner kroner om året. Det er simpelthen for nemt og uden for kontekst at servere et politisk forslag med sådan en tagline. Det svarer til at himle op over, at der er fodboldspillere, der tjener en kvart milliard om året og derfor vil regulere det. Ja, beløbene kan virke absurde, men hvis virksomheden eller fodboldklubben tjener dobbelt så mange penge i dag som for ti år siden, blandt andet fordi topchefen eller fodboldspilleren gør det fremragende, er det så ikke fair, at deres løn også stiger 100 procent, så lønningerne følger med omsætningen? Håbet med SF's forslag er selvfølgelig, at den med den laveste løn kommer tættere på toppen, og derfor udjævner uligheden, men det er forslaget ingen garanti for. Lønloftet kan også betyde, at topchefen blot får mindre i ren løn og dermed betaler mindre til statskassen, for så at få resten af lønnen på den ene eller anden kreative måde.

Annonce