Annonce
Debat

Læserbrev: Flere flygtninge til Aarhus?

Gert Bjerregaard (V), byrådsmedlem i Aarhus Kommune. Arkivfoto: Kim Haugaard

Et flertal i Aarhus Byråd med borgmester Jacob Bundsgaard (S) i spidsen ønsker åbenbart flere flygtninge til Aarhus. Det ønsker vi ikke i Venstre, derfor kan vi heller ikke støtte Socialdemokratiets ønske om at opkøbe parcelhuse i forstæderne og oplandet i Aarhus Kommune for 24 millioner kroner. Socialdemokraterne ønsker derefter at udleje de opkøbte parcelhuse til flygtninge.

Hvorfor skal Aarhus Kommune agere bolig spekulanter? Hvorfor skal vi købe parcelhus op og anvende dem som midlertidige boliger til flygtninge? Der er masser af lejeboliger i Aarhus Kommune, som står klar til udlejning.

Bundsgaard synes, det er fantastisk, at vi helt 'gratis' kan hente halvdelen af pengene ved staten. Uanset om Bundsgaard kan hente 12 millioner kroner fra staten og tage 12 millioner kroner op af kommunekassen, er alle pengene skattekroner - dine og mine penge, som unægteligt kunne anvendes bedre - eksempelvis på vores børn og de ældre.

Det er også et ualmindeligt dårligt signal at sende til regeringen og ministeren - send flere penge. Med flere penge til Aarhus vil det naturligvis også være nærliggende, at der kommer flere flygtninge.

I Venstre mener vi, at det er den helt forkerte vej at gå, vi burde stille krav om en nulløsning.

Desværre har vi ikke i Aarhus løst de kæmpe udfordringer på integrationsområdet, som kun er blevet større og større under Jacob Bundsgaards ledelse. I Venstre mener vi- at Aarhus skal have en pause for flere flygtning, sådan at vi kan få styr på de integrationsproblemer, vi står overfor i Aarhus.

Derfor vil vi Venstre opfordre borgmesteren til at skifte hest og gå sammen med de borgerlige partier og sende et brev på byens vegne til regeringen om, at Aarhus har brug for en pause i forhold til flere flygtninge.

I Venstre presser vi på over for folketingsmedlemmer, minister og regeringen for at få en nulløsning, altså ikke flere flygtninge til Aarhus. Lad os få en mere fair fordeling af flygtninge i Danmark.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce