Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Hvad Aarhus mister, hvis AGF ikke får et nyt stadion

I stedet for at gentage de mange hundrede argumenter for, hvad Aarhus som by vil få ud af, at AGF får et nyt fodboldstadion, vil jeg hellere prøve at vende den om og kigge på, hvad Aarhus som by kan miste, hvis man fortsætter med den nuværende miserable løsning. Det forholder mange af kritikerne sig nemlig ikke til.

1. Knud Mathiesen mener i et læserbrev 30. juli ikke, at det er nødvendigt med et nyt stadion, for AGF har tidligere vundet mesterskaber og pokaler på det nuværende stadion, hvor der endda har været fyldt op med tilskuere.

Knud glemmer bare en ting. Vi lever i en helt anden tid, og det er nødvendigt med et tidssvarende stadion.

I dag er der SÅ mange alternativer til at tage på Ceres Park. Der sendes masser af topfodbold i TV, og alle AGF-kampe bliver transmitteret. Det var ikke tilfældet i den tid, som Knud refererer til. Derudover spilles der nu kampe i hverdage og på kummerlige tidspunkter.

Dengang fandt man sig i, at stadionet var åbent og hundekoldt, og at udsigten fra tribunen til banen var kilometerlangt, for det var trods alt tættere på end hjemme i stuen, hvor man skulle følge kampen på tekst-tv.

Man har ikke en god grund til at lokke folk ud at se live-fodbold i Aarhus. Forholdene er frygtelige. Der er langt ind til banen, stemningen er ikke-eksisterende, medmindre at man altså står direkte i den, fordi stadionet er så åbent, at lyden fiser direkte ud.

Får man ikke et nyt stadion, vil tilskuertallet højst sandsynligt fortsætte med at dale de næste mange år. Det betyder færre mennesker, der tager turen og lægger deres penge i Aarhus.

De mange fans bruger penge i byen. De køber en hotdog på tanken, tanker deres bil, de spiser på en lokal restaurant, eller de køber fem øl før, under eller efter kampen på de lokale beværtninger i Aarhus.

Det er set i rigtig mange klubber, f.eks. i Vejle og Esbjerg, at tilskuertallet er steget, efter at de har fået etableret et rigtigt fodboldstadion, også selvom de sportslige resultater ikke fulgte med. Ergo vil der komme flere mennesker til Aarhus, som kan lægge penge. Flere mennesker betyder også flere mulige jobs.

2. Landskampene vil stoppe med at blive spillet i Aarhus. Det kommer ligeledes til at koste dyrt. Der er prestige i at have landsholdet i Aarhus. 20.000 mennesker, der igen lægger deres penge i byen. Heraf et par tusinde fra udlandet, der får set byen og måske vender tilbage. Til landskampe vil mange også booke et hotelværelse, og så er der måske tale om to dage i byen i stedet for bare en enkelt eftermiddag.

3. Farvel til koncerter. De seneste koncerter har fået meget negativ omtale. Ikke på grund af musikerne, men på grund af forholdene. Fortsætter det, er det ikke utænkeligt, at koncerter af den slags vil blive flyttet et nyt sted hen, og har vi andre muligheder i Aarhus? Nej. Tillykke til Herning eller Horsens.

Knud Mathiesen nævner også, at man i stedet bør bruge millioner på at renovere toiletterne. Hvor længe skal det fortsætte? Stadionet er allerede renoveret et hav af gange for adskillige millioner kroner. Fortsætter man med den løsning, ender man med at renovere for flere penge, end et nyt tidssvarende stadion havde kostet.

En renovering af Aarhus Stadion er ikke løsningen. Selvom du putter en smoking på en gris, så er det stadig en gris.

Hvis ikke der snart kommer en løsning på et nyt stadion, så håber jeg, at AGF stopper forpagtningsaftalen med udløb i 2020 og vælger at spille deres kampe i Viby, på Riisvangen eller en tilfældig mark i Mårslet.

Så kan Aarhus Kommune og de kære "tidligere" byrådspolitikere jo sidde og nyde det fallerede gamle spøgelsesstadion, som Ceres Park vil være uden AGF, og vil det være tilfredsstillende for Aarhus? Nej vel. Så sæt i gang!

Annonce
Henrik Rothenbücher. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

SF's lønloft lugter af misundelse

Skal der været loft på, hvor meget en topchef i en privat virksomhed i Danmark må tjene? Ja, det mener SF, som torsdag aften kom på banen med et forslag, hvor man vil komme uligheden i samfundet til livs ved at diktere, at en topchef maksimalt må tjene 20 gange så meget som virksomhedens lavestlønnede. Diskussionen er væsentlig. Det er den. Uligheden i samfundet er altid relevant at tage fat i og have fokus på, men at tro, at vi kan og skal løse det hele med strammere regler, er ikke ligefrem den mest sympatiske vej at gå. Det hele bliver serveret af SF's Jakob Mark med et citat om, at han ikke forklare, hvorfor der er mennesker, der skal tjene 36 millioner kroner om året. Det er simpelthen for nemt og uden for kontekst at servere et politisk forslag med sådan en tagline. Det svarer til at himle op over, at der er fodboldspillere, der tjener en kvart milliard om året og derfor vil regulere det. Ja, beløbene kan virke absurde, men hvis virksomheden eller fodboldklubben tjener dobbelt så mange penge i dag som for ti år siden, blandt andet fordi topchefen eller fodboldspilleren gør det fremragende, er det så ikke fair, at deres løn også stiger 100 procent, så lønningerne følger med omsætningen? Håbet med SF's forslag er selvfølgelig, at den med den laveste løn kommer tættere på toppen, og derfor udjævner uligheden, men det er forslaget ingen garanti for. Lønloftet kan også betyde, at topchefen blot får mindre i ren løn og dermed betaler mindre til statskassen, for så at få resten af lønnen på den ene eller anden kreative måde.

Annonce