Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Kære byråd og forvaltning - se muligheder frem for begrænsninger

Det mest værdifulde i en by er faktisk de steder, der ikke er bebygget. Jeg tror ikke, der kan findes en park i verden, hvor man i dag tænker: Gid, den var blevet bebygget. Og måske er det heller ikke så dumt at gemme centrale arealer til fremtiden og reservere dem permanent eller midlertidig til en grønnere by.

Annonce

Det er vist ikke en overdrivelse at hævde, at der efterhånden er en hel del af byens borgere og lokalråd, der er ret bekymrede over den tiltagende byfortætning. Til trods for borgermøder og høringer er resultatet af borgernes ihærdighed og engagement i byens udvikling minimal eller fraværende - oplevelsen er, at fortætningsstrategien ruller henover borgernes bekymringer og demokratiske involvering.

Mange har indtryk af, at beslutningerne allerede er mejslet så dybt i betonen, at ligegyldigt hvor gode forslag eller begrundet kritik der kommer fra borgere og fra andre, der er professionelt optaget af byens udvikling, så er løbet kørt. I få tilfælde, og ofte efter et for alle parter urimeligt hårdt pres på forvaltning og beslutningstagerne, gives der små indrømmelser, og i enkelte tilfælde falder projekter - men det er reelt sjældent.

Der er en befolkningstilvækst, der skal håndteres, det er vi enige om. Men hvad nu, hvis det i praksis ikke var muligt at presse flere etagemeter ind i centrum og på de bynære havnearealer? Ville byens udvikling så gå i stå? Nej, selvfølgelig ikke, der er så meget andet, der driver byens udvikling, og som gør den attraktiv at bo, arbejde og studere i.

Og her er vi så tilbage ved indledningen. For når man mødes med argumenter fra forvaltning, bygherre og politikerne om, hvorfor tingene ikke kan ændres, er det min oplevelse, at der ikke tages udgangspunkt i muligheder, men i begrænsninger og den spændetrøje, fortætningsstrategien har sat, og at man ikke forholder sig seriøst til de mange andre muligheder og goder, der følger med en by med et centrum, hvor der er plads til lys, luft, himmel og grønne arealer. Goder, der ellers overalt i verden værdsættes.

Man har eksempelvis ikke regnet objektivt på, hvilken værdi det har økonomisk og i livskvalitet at etablere en park og andre rekreative faciliteter på Pier 3 (Molsliniens arealer) i stedet for endnu mere byggeri. Eller om det er bedre at skabe plads til byens tilflyttere ved at byudvikle udenfor et trafikalt svært tilgængeligt centrum. Det virker heller ikke, som om det overvejes, hvorvidt fortætningen på sigt vil forringe byen og gøre den til en for tæt og uvenlig by, folk måske nok bor i, men egentlig ikke trives i.

Problemet er, at argumentet om fortætning grundet tilvækst hurtigt bliver til en selvopfyldende profeti. For jo mere man bygger, jo flere flytter til centrum, hvorefter man så igen kan argumentere for, at der skal bygges endnu mere. Og her kan man jo så spørge om, hvem der egentlig har en interesse i det?

Som politiker og forvaltning kan man vælge at lade sig provokere af ovenstående og synes, at kritikken er urimelig - at vi borgere ikke forstår det der med byudvikling, eller mene, at borgerne har fået de politikere, de selv har valgt. Man kunne måske også vælge at overveje, om noget måske burde ændres, og om byens borgerne måske har fat i noget væsentligt, når de udtrykker bekymring over byens udvikling. Om der er en risiko for, at byens borgere mere bliver set som modspillere, der skal udmanøvreres, end som medspillere?

I en højkonjunktur, som Aarhus er i, betyder det måske ikke så meget, men når vindene vender, ved vi alle sammen godt, at det er byens nedarvede DNA, der afgør styrken af byens fundament. At for meget, for dårligt og forkert placeret byggeri hurtigt kan påvirke bydele negativt. Som udviklingen er nu, er jeg oprigtigt bekymret for, at "fundamentet", særligt indenfor den inderste ringvej, ikke kan bære fortætningsstrategien. Det betyder ikke, at der ikke kan byudvikles og forbedres, men at det i højere grad bør gøres med afsæt i borgernes ønsker og i en strategi, der har fokus på at beskytte og bevare det, der gør Aarhus til Aarhus.

Så måske er det tid til at genoverveje, om fortætningsstrategien egentlig gavner byen og dens borgere?

En god byudviklings- og arkitekturstrategi er ikke kun at bygge, men også at lade være. Der er en sandhed i, at man ikke kan se skoven for bare træer, også når det gælder byudvikling.

Det mest værdifulde i en by er faktisk de steder, der ikke er bebygget. Jeg tror ikke, der kan findes en park i verden, hvor man i dag tænker: Gid, den var blevet bebygget. Og måske er det heller ikke så dumt at gemme centrale arealer til fremtiden og reservere dem permanent eller midlertidig til en grønnere by.

Det er jo heller ikke sådan, når man opholder sig i centrum, eksempelvis Latinerkvarteret, at man så tænker: Havde bygningerne dog bare været to-fem etager højere. Tværtimod opstår det gode byliv netop der, hvor solen når gadeplan, og bygningerne er lavest. Nogle af de 17 verdensmål kunne måske være afsæt for en ny central byudviklingsstrategi.

Min appel til byrådet er derfor: Træk i håndbremsen, sæt byudviklingen i bero i dele af den indre del af byen og på Aarhus Ø og gentænk byudviklingsstrategien i tæt dialog med de mange borger, der involvere sig i byen og dens udvikling.

Vi ønsker ligesom jer det bedste for vores by. Det gode samarbejde kan dog kun lade sig gøre, hvis I oprigtigt har et ønske om at inddrage os i den demokratiske proces, byudvikling er og burde være.

Illustration: Jens Nex
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Debat: Værdig tilbagetrækning

Coronavirus

Live: Over halvdelen af de corona-ramte kender ikke selv smittekilden

Annonce