Annonce
Debat

Læserbrev: Kalø og Wilhelm von Jenisch' forudseenhed

Kalø Slotsruin. Foto: Jens Thaysen

Den unge baron Wilhelm E.L. Freiherr von Jenisch (1906-1943), ejer af Kalø Gods 1933-1943, forudså i 1938, at på et tidspunkt så ville der måske komme et så stort pres på naturen omkring Kalø Gods, at det ville være nødvendigt med en tinglyst landskabsfredning for at bevare naturen for befolkningen ikke kun i Rønde, men for hele landet. Naturen omkring Kalø Gods er et af de allersmukkeste landskaber i Danmark. Det gjorde han så i 1938 i en alder af kun 32 år! Og han fik ret.

Nu har en kreds af borgere - private såvel som politisk valgte personer samt ansatte i Naturstyrelsen - besluttet at prøve at begrænse den tinglyste landskabsfredning ved at ødelægge en del (helt konkret 9000 m²) mere, end der nu er bebygget (7500 m²). Så totalt bliver 16500 m² bebygget inklusive Strandhuset, Kalø Slotskro og nuværende p-plads.

De 9000 m² svarer til ni villagrunde, som dog i dette tilfælde vil blive belastet med beton, glas, asfalt og biler. Ved ekstra mange besøgende vil biler kunne parkere fra Strandhuset og hen til Hestehaveskoven og så bryde en landskabelig perle, nemlig bæltet fra Kalø Slotsruin og op til Rønde by. Dette unikke udsigtsbælte vil også blive ødelagt ved den påtænkte p-plads.

Nogle af de borgere, der går ind for et velkomstcenter på det påtænkte område ved Strandhuset, er endda personer, der er valgt til eller havde et ønske om at beskytte naturen omkring Kalø Gods. Nu viser det sig, at man har sat ræve til at vogte gæs!

Dette forslag er manglende respekt for Wilhelm von Jenisch' ønske om at gøre naturen omkring Kalø Gods til et sted, hvor hele befolkningen kan nyde det uspolerede naturlandskab inklusive landbrugsarealer med de åbne vidder.

Det påtænkte sted for et eventuelt velkomstcenter og p-plads for 150 biler og busser er tænkt placeret nord og øst for Strandhuset. Et af de mest sårbare steder i hele fredningen. Man ødelægger den natur, som folket kommer for at opleve og være en del af. Et paradoks!

Det er ikke nødvendigt med et stort velkomstcenter til Mols Bjerge. Strandhuset kan inddrages til et informationscenter. Det er heller ikke nødvendigt at skulle have en ny restaurant på helårsbasis. Der er rigelig med helårsrestauranter i Rønde by, så hvorfor ødelægge naturen omkring Strandhuset?!

En passant så var det også Wilhelm von Jenisch, der gav vandrerhjemmet og råderet over kolonihaverne ved vandrerhjemmet til Rønde-borgerne. Så det var ikke uden grund, at taknemmelige borgere rejste en mindesten i 1943 (bemærk under 2. verdenskrig) for Wilhelm von Jenisch i Ringelmoseskoven i taknemmelighed for hans omsorg og kærlighed til sine arbejdere og Rønde bys borgere.

Nu vil en kreds af borgere - endda personer, der er valgt til at tage vare på naturen eller ansatte - altså prøve at imødegå hans ønsker om en smuk natur omkring Rønde. Lad det ikke blive tilfældet. Dette vanvid må stoppe nu!

Errare humanum est, sed in errare perseverare turpe est! (c: Det er menneskeligt at fejle, men skændigt at forblive i vildfarelsen).

Man må ikke håbe, fonde, firmaer og myndigheder vil give penge (delvis skattekroner) til dette projekt. Det vil ikke være gavnligt for deres image.

Jeg er ikke imod udvikling. Jeg er imod afvikling af naturen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce