Vores nuværende demokratiske samfundskultur hviler på klassiske borgerlige rettigheder såsom forsamlings-, ytrings-, religionsfrihed og ikke mindst den private ejendomsret.
Men vi står givetvis overfor en universel udfordring - klima-og miljøsammenbruddet - der kræver, at vi tager den klassiske, liberale frihedstradition op til fornyet overvejelse.
Stribevis af såkaldt borgerligt-liberale tænketanke fremkommer ofte med deres udlægning af natursammenbruddets krise, og de når alle som én frem til den forventelige konklusion: Mere af det samme - det private initiativ og markedsøkonomien - vil til sidst ifølge udbuds og efterspørgslens hellige gral løse problemerne omkring klima og miljø. Det tror jeg, og mange andre som jeg, ikke på.
Jeg mener at vide, at det faktisk er de såkaldt frie markedskræfter, der bl.a. er årsagen til, at vi står i den krise, vi p.t. befinder os i. At det kogt ned til sin inderste essens er oplysningstidens definition på samfundsborgeren og dennes frihedsrettigheder, der lagde kimen til overudnyttelsen af planetens ressourcer, og som sidenhen har kendetegnet menneskecivilisationens stræben efter frihed på alle hylder.
Klima-og miljøsammenbruddet formulerer, om vi vil det eller ej, en ny "nødvendighedens dagsorden", hvor jagten på og drømmen om at udleve livets muligheder i en evindelig stræben efter personlig frihed og lykke vil blive afløst af "den reelle bæredygtigheds frihedsparadoks".
Et paradoks, der centralt vil være defineret af "begrænsningens nødvendighed".
En erkendelse af, at en reel natur- og samfundsmæssig bæredygtighed ikke lader sig praktisere på den klassiske, borgerlige lykke- og frihedsværdiplatform.
At et bæredygtigt frihedsbegreb også i sidste ende kan komme til at kræve en ny definition af, hvad det vil sige at være borger i et bæredygtigt demokrati. Et bæredygtigt demokrati, hvor forholdet til naturgrundlaget vil have samme ideologiske prioritet som det enkelte menneskes borgerrettigheder.
En ideologisk, men også yderst konkret bevægelse fra primært at have været samfundsborger til at blive et naturafhængigt menneske på lige fod med alle andre levende skabninger på Jorden. Et menneske, der vil være underlagt lige dele natur- og borgerrettigheder og som dannelsesideal vil have evnen til at indgå konstruktivt i denne dobbelte etiske fordring.
Blot kan man frygte, at fremkosten af bæredygtighedens begrænsningsideal til afløsning af det klassiske, borgerlige frihedsideal vil skabe et enormt konfliktpotentiale, der i værste fald kan komme til at minde om frihedskampen i 1700-tallet: Begrænsningskampen i det 21. århundrede.
