Annonce
Debat

Læserbrev: På vej mod en ny århushistorie?

Peder Meyhoff, folketingskandidat for Enhedslisten. Arkivfoto

I lederartiklen fredag 15. februar skriver chefredaktør Jan Schouby, at anden etape af letbanen skal være BRT-busser. Det må være, fordi han ikke bruger kollektiv trafik, for gjorde han det, ville han vide, at letbanen er noget nær den optimale kollektive transportløsning - komfortabel og hurtig - og set med passagerøjne er den klart bedre end en bus. Derfor er der da også almindelig enighed om, at letbaner er bedre til at få bilister til at vælge kollektiv trafik, end busser er.

I samme nummer af Stiftstidende har journalist Henrik Havbæk Madsen en sober og nuanceret gennemgang af fordele og ulemper ved de to forskellige transportløsninger. Til det vil jeg kun tilføje, at han dog ikke ser på den langsigtede pris; letbanevogne holder længere end busser, og derfor kan investeringen fordeles over mange flere år. Han nævner heller ikke, at letbaner faktisk godt kan køre på batterier - og at der allerede er etableret letbaner, der kører på batterier - nogle over korte strækninger, andre over lange.

Schouby kalder letbaner for gammeldags; det mærkelige er så bare, at der pt. bygges mange flere nye letbaner end BRT-anlæg - i hvert fald i Europa. BRT-busser er primært noget, der bliver etableret i Latinamerika og Asien - selvom der dog også er BRT-busser i Sverige og andre steder i Europa. Omvendt må Schouby så mene, at BRT-anlæg er mere moderne - men busser, der skal køres af en chauffør, og som kun kan styres i den ene ende (som Havbæk Madsen skriver), er altså ved at være temmelig gammeldags. Der er i hvert fald smartere (men også dyrere) løsninger på vej.

Havbæk Madsen nævner, at verdens første BRT-system er bygget i den brasilianske by Curitiba. Det er rigtigt, men systemet her er i dag ved at blive kvalt i sin egen succes - fordi det ikke har kapacitet nok. Og derfor har der i mindst fire-fem år været planer om at bygge en metro i byen; det er dog endnu ikke blevet til noget - åbenbart har det mest været valgløfter indtil nu. Selvfølgelig har Aarhus ikke brug for en metro, men en letbane har altså en noget større kapacitet end BRT-busser.

Men der er én ting, der er rigtig. Det er aldeles tåbeligt at bruge så mange penge på at føre letbanen gennem Midtbyen. Derfor er byrådet nødt til finde en billigere - og også hurtigere - løsning. Letbaners store fordel er, at de kan transportere pendlere mellem forstæderne og centrum, men den gevinst går fløjten, hvis vognene skal bruge tid på at snørkle sig rundt ad snævre gader. I centrum skal der andre løsninger til.

Hvis byrådet vælger et af de ruteforslag, der vises i avisen, laver man en århushistorie af format. De skitserede ruter vil alt for meget på én gang og ødelægger det for sig selv. Det er dog en endnu større århushistorie, hvis byrådet vælger at etablere to forskellige løsninger. En af fordelene ved at udvide letbanen er jo, at man kan bruge det samme materiel på både de gamle og de nye strækninger. Vælger man BRT til etape 2 til Brabrand, mister man muligheden for at flytte rundt med materiellet, og man skal desuden servicere og kunne reparere to systemer i stedet for kun ét.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce