Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Skal fællesskabets penge bruges på smal kunst?

Kommunerne støtter en lang række orkestre, spillesteder, dansebands og andre såkaldt smalle kunstarter. Men er det rimeligt, at fællesskabets penge bruges på områder, der interesserer få? Der er jo en grund til, at et område får betegnelsen smal - det er, fordi interessen er beskeden.

At søge om penge hos det offentlige er tit en tidsrøver, så i stedet er det måske mere givtigt at rulle ærmerne op og kraven ned for at bruge hoved og hænder på at løse problemet selv. Offentlige midler kører ofte på sædvaner og spærrer måske for en fornyelse og ændringer, der er ønskelige. Selvhjulpen er velhjulpen.

I stedet for at drive politisk lobbyarbejde kunne man også søge at få midler fra private og virksomheder. Mange virksomheder har en kunstforening, der kunne tages med på råd. Virksomheder har også somme tider muligheder for at støtte på andre måder end med penge, f.eks. ved at stille et lokale eller materialer til rådighed, tilbyde deltidsansættelse eller anden støtte som f.eks. at tilbyde billetter til ansatte, hvis det er forestillinger eller musik, det drejer sig om.

At private og virksomheder støtter smalle kunstarter, mener jeg, er mere demokratisk end. at embedsmænd og politikere bruger andres penge til dette formål.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Selvfølgelig skal de møde til tiden, men...

En del af børn og unges opdragelse er at lære at møde til aftalt tid. Det handler ikke kun om skolen, men også når man laver aftaler med andre. Vi skal kunne stole på hinanden. Derfor skal unge lære at møde til tiden. Også når de er nået i gymnasiet. At de ikke altid gør det, er en kendt sag. Men der kan være gode forklaringer på, at en elev ikke er til stede, når klokken ringer ind til en times undervisning. Ved dagens begyndelse kan bus eller tog være forsinket, og hvis eleven er taget hjemmefra i passende tid til at nå frem til første time, har det ingen mening, at han eller hun skal have fravær for for sent fremmøde, hvis forklaringen ligger i, at den offentlige transport ikke fungerer som lovet. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kommer eleverne i møde, når hun har besluttet at afskaffe den bekendtgørelse om fravær, som den tidligere regering indførte i oktober sidste år. Hun vil lade landets gymnasier og deres lærere vurdere, hvornår en elev skal noteres for fravær. Hun mener, at lærerne fuldt ud er i stand til at vurdere, hvornår der er tale om en elev, som kommer for sent sammen med 300 andre, fordi busserne er forsinkede, og hvornår det handler om elev, der er sløv i optrækket. For de findes også. Der er sikkert også dem, der regner på, om de kan holde sig inden for grænsen for advarsler og lignende og tager sig en ekstra fridag på den konto. For slet ikke at tale om dem, der kan finde på at gå hjem før skoledagen slutter eller dem, der ikke sørger for at være i klassen, når frikvarteret slutter. Her skal gymnasiet og lærerne selvfølgelig gribe ind. Sløvhed, slendrian og ligegyldighed skal ikke tolereres. Men den sunde fornuft skal råde, når en elev, der kommer for sent, har en forklaring, som lyder plausibel. Systemet med at notere fravær bør heller ikke afskaffes, for det giver skolen en mulighed for at gribe ind, hvis en elev har brug for støtte i det faglige eller på trivsel i skolen. Så skal der sættes ind på andre måder, og ikke alle elever er lige åbenmundede om deres eventuelle problemer.

Annonce