x
Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Tak for at alle magistrater og borgmesterens afdeling tager medansvar på det sociale område

Det, som jeg er mest glad for, er, at alle Aarhus Kommunes magistrater samt borgmesterens afdeling hjælper til.

Det sociale område i Aarhus Kommune skulle spare 90 millioner kroner i 2020. Det ville blandt andet gå ud over mennesker, som bor på bosteder, psykisk syge, unge hjemløse. 18. februar var der møde mellem budgetforligspartierne fra 2019, hvor partierne skulle indgå aftale om, hvorledes man skulle forholde sig til de 90 millioner kroners besparelser på det sociale område. Besparelserne blev i politisk sprog kaldt ”Balanceplan”.

Inden da var der kommet ikke færre end 102 høringssvar fra privat personer, foreninger mv. Og 18. februar var der indkaldt til demonstration med sloganet ”En værdig balance ja tak! Balanceplan/besparelser nej tak”. Flere handicaporganisationer og fagforeninger var enten medarrangør eller støttede op om demonstrationen, og selvom det blæste og regnede, dukkede cirka 250 deltagere op.

De 102 høringssvar og demonstrationen imod besparelserne må have gjort indtryk på forligspartierne, som dækker Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Alternativet, Radikale Venstre, Konservative og Venstre, for i løbet af aftenen blev de enige om at lette på besparelserne på cirka 45 millioner kroner. Der skal altså ”kun” spares det halve af de 90 millioner kroner, som ellers var udgangspunktet.

Det, som jeg er mest glad for, er, at alle Aarhus Kommunes magistrater samt borgmesterens afdeling hjælper til. Hvorfor skriver jeg det? Fordi der er tradition for, at magistraterne ikke hjælper hinanden, men har nok i deres egen magistrat. Nu har jeg boet i Aarhus Kommune siden 1993 og fulgt med i byrådsarbejdet siden 2000. For mig er det første gang, at alle magistrater og borgmesterens afdeling medfinansierer på et bestemt område – i dette tilfælde det sociale område.

Desværre kan alle, som er under det sociale område, ikke friholdes for besparelser, og nogle vil nok også mene, at det kunne være gjort bedre. Men når jeg ser, at alle syv partier i forligskredsen har skrevet under, og der dermed ”kun” skal spares cirka 45 millioner kroner i stedet for de oprindelige 90, så gør det mig glad – også selvom jeg ikke har sat mig 100 procent ind i, hvor man på det sociale område skal spare de 45 millioner.

Tusind tak, for at alle Aarhus Kommunes magistrater og borgmesterens afdeling tager medansvar og medfinansierer for at undgå for store huller på det sociale område.

Jesper Park van der Schaft. Pressefoto
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce