Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Underlødig debat om Martin Rossen

Henover sommeren har mange kritiseret, at statsministeren har foretaget en mindre omorganisering i Statsministeriet.

Mette Frederiksen er heldigvis ikke interesseret i at lade sin nærmeste rådgiver, Martin Rossen, være rigets højest betalte telefonpasser. Tværtimod vil hun bruge ham aktivt, og hun har givet ham langt flere komplekse arbejdsopgaver end en traditionel særlig rådgiver. Hvor en almindelig særlig rådgiver alene skal hjælpe sin egen minister, har Rossen også fået til opgave at udføre et koordinerende arbejde for hele regeringen.

Blandt andet derfor har Rossen også sæde i regeringens økonomi- og koordinationsudvalg. Den beslutning har i nogle kredse, især hos oppositionen, helt rutinemæssigt udløst kritik for at være udemokratisk, men man overser det faktum, at alle regeringens beslutninger jo forankres hos og skal udføres af en minister, der står demokratisk til ansvar overfor både Folketing og vælgere. Så der er ingen grund til panik; en styrkelse af Statsministeriet internt i regeringen er tværtimod en tiltrængt styrkelse af demokratiet.

Der er grænser for, hvor mange steder statsministeren kan være på én gang. Derfor er det nyttigt og fornuftigt, at hun har en tæt rådgiver, som kan sikre, at hendes intentioner fortsat føres ud i livet, når hun eksempelvis er til EU-møder i Bruxelles, svarer på spørgsmål i Folketinget, taler med pressen, er rundt i landet eller har opgaver på Danmarks vegne ude i verden. I hvert fald hvis man vil være sikker på, at det er toppolitikere frem for topembedsmænd, der regerer kongeriget.

Senest har en række medier ovenikøbet fremstillet det, som om at Rossen forgyldes i sit nye job. Han får bestemt en god løn, men forargelsen er helt ude af proportioner. Det er klart, at ansvar, ledelse og løn går hånd i hånd. Og når det så er sagt, så tjener Rossen langt mindre end hundredvis af danske embedsmænd, som varetager hverv, der med al respekt må siges at være mindre betroede og har mindre aftryk end det at være statsministerens højre hånd.

Eksempler på folk, der har højere lønninger, større jobsikkerhed og langt bedre fratrædelsesordninger kunne være forskellige underdirektører i DR, vicekommunaldirektører i mellemstore kommuner, departementschefen i Kirkeministeriet etc. Og så er det slet ikke nævnt, at det er almindeligt kendt på Christiansborg, at Rossen var indforstået med en markant lønnedgang, da han forlod en direktørstilling i Microsoft for at arbejde for Mette Frederiksen.

Vi anfægter ikke, at hans løn er god, men vi efterlyser en balanceret debat, hvor man ikke går målrettet efter én navngiven person, som har et imponerende CV, et skarpt intellekt og arbejder de fleste af døgnets timer for en højere sags tjeneste, hvilket vi af personlig erfaring kan skrive under på, da vi efterhånden har kendt Rossen i en årrække.

Afslutningsvis er det værd at minde om, at Folketingets jurister i en redegørelse har sagt god for statsministerens omorganisering. Der er således intet fordækt i placeringen af Rossen, og det må mest betegnes som politisk drilleri fra oppositionens side, at ansættelsen har fået så stor opmærksomhed i agurketiden.

Lad os i stedet glædes over, at vi sammen kan få sat en ny og langt mere fællesskabsorienteret retning for Danmark.

Annonce
Camilla Fabricius (S), folketingsmedlem, Aarhus., og Jens Joel (S), folketingsmedlem, Egå. PR-foto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce