Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Underlødig debat om Martin Rossen

Henover sommeren har mange kritiseret, at statsministeren har foretaget en mindre omorganisering i Statsministeriet.

Mette Frederiksen er heldigvis ikke interesseret i at lade sin nærmeste rådgiver, Martin Rossen, være rigets højest betalte telefonpasser. Tværtimod vil hun bruge ham aktivt, og hun har givet ham langt flere komplekse arbejdsopgaver end en traditionel særlig rådgiver. Hvor en almindelig særlig rådgiver alene skal hjælpe sin egen minister, har Rossen også fået til opgave at udføre et koordinerende arbejde for hele regeringen.

Blandt andet derfor har Rossen også sæde i regeringens økonomi- og koordinationsudvalg. Den beslutning har i nogle kredse, især hos oppositionen, helt rutinemæssigt udløst kritik for at være udemokratisk, men man overser det faktum, at alle regeringens beslutninger jo forankres hos og skal udføres af en minister, der står demokratisk til ansvar overfor både Folketing og vælgere. Så der er ingen grund til panik; en styrkelse af Statsministeriet internt i regeringen er tværtimod en tiltrængt styrkelse af demokratiet.

Der er grænser for, hvor mange steder statsministeren kan være på én gang. Derfor er det nyttigt og fornuftigt, at hun har en tæt rådgiver, som kan sikre, at hendes intentioner fortsat føres ud i livet, når hun eksempelvis er til EU-møder i Bruxelles, svarer på spørgsmål i Folketinget, taler med pressen, er rundt i landet eller har opgaver på Danmarks vegne ude i verden. I hvert fald hvis man vil være sikker på, at det er toppolitikere frem for topembedsmænd, der regerer kongeriget.

Senest har en række medier ovenikøbet fremstillet det, som om at Rossen forgyldes i sit nye job. Han får bestemt en god løn, men forargelsen er helt ude af proportioner. Det er klart, at ansvar, ledelse og løn går hånd i hånd. Og når det så er sagt, så tjener Rossen langt mindre end hundredvis af danske embedsmænd, som varetager hverv, der med al respekt må siges at være mindre betroede og har mindre aftryk end det at være statsministerens højre hånd.

Eksempler på folk, der har højere lønninger, større jobsikkerhed og langt bedre fratrædelsesordninger kunne være forskellige underdirektører i DR, vicekommunaldirektører i mellemstore kommuner, departementschefen i Kirkeministeriet etc. Og så er det slet ikke nævnt, at det er almindeligt kendt på Christiansborg, at Rossen var indforstået med en markant lønnedgang, da han forlod en direktørstilling i Microsoft for at arbejde for Mette Frederiksen.

Vi anfægter ikke, at hans løn er god, men vi efterlyser en balanceret debat, hvor man ikke går målrettet efter én navngiven person, som har et imponerende CV, et skarpt intellekt og arbejder de fleste af døgnets timer for en højere sags tjeneste, hvilket vi af personlig erfaring kan skrive under på, da vi efterhånden har kendt Rossen i en årrække.

Afslutningsvis er det værd at minde om, at Folketingets jurister i en redegørelse har sagt god for statsministerens omorganisering. Der er således intet fordækt i placeringen af Rossen, og det må mest betegnes som politisk drilleri fra oppositionens side, at ansættelsen har fået så stor opmærksomhed i agurketiden.

Lad os i stedet glædes over, at vi sammen kan få sat en ny og langt mere fællesskabsorienteret retning for Danmark.

Annonce
Camilla Fabricius (S), folketingsmedlem, Aarhus., og Jens Joel (S), folketingsmedlem, Egå. PR-foto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Elever på nedskæringstruet gymnasium strejker: Vi håber, at de kan se, at det er forkert

Læserbrev

Læserbrev: Østjyderne taber på regeringens manglende ambitioner for infrastrukturen

Trængselsproblemerne på det østjyske vejnet er til at tage og føle på. For østjyderne betyder det, at køkørsel dagligt frarøver dem tid, som kunne have brugt meget bedre med familien eller på arbejdet. For de østjyske virksomheder skader trængselsproblemerne mulighederne for at skabe vækst – tid er, som bekendt, penge. Det er med andre ord en fuldstændig uholdbar situation. Både for østjyderne og de østjyske virksomheder, men også for samfundet i sin helhed, fordi vi går glip af vækst og arbejdspladser. Køkørslen koster nemlig et samfundsøkonomisk tab på over 20 milliarder kroner om året. Penge, der kunne have været brugt til vores fælles velfærd og på en fortsat ambitiøs grøn omstilling. Der er behov for en ambitiøs infrastrukturplan, som kan sætte ind, der hvor trængselsproblemerne er størst. Et behov, som altid har haft høj prioritet i Venstre. Sidste år var vi med til at lande en ambitiøs infrastrukturaftale, og i Østjylland bragte aftalen gode nyheder. For med planen skulle E45 udvides både på strækningen mellem Aarhus S og Aarhus N med anlægsstart allerede i 2021 og på strækningen mellem Vejle og Skanderborg S med anlægsstart i 2023. Dertil kom kapacitetsforbedringer på rute 26 og udbygning af rute 15 og en enighed blandt aftaleparterne om at prioritere en fortsat udbygning af E45 fra Aarhus og op mod Randers i en kommende flerårig plan. Samlet set et løft af infrastrukturen i Østjylland på 6,3 milliarder kroner. Ja, faktisk kunne vi næsten ikke få armene ned. Men lykken var kortvarig. Under valgkampen måtte man forstå på Socialdemokratiet, at også de havde store ambitioner om at investere i infrastrukturen. Der var nærmest ingen grænser for, hvor mange vejprojekter, som skulle igangsættes, og det kunne kun gå for langsomt. Derfor må det også undre de østjyske vælgere, at regeringen - med transportminister Benny Engelbrecht i spidsen - i sommer besluttede at skrotte den infrastrukturaftale, som den tidligere regering forhandlede på plads. Man fandt fra regeringens side, at der var behov for at starte helt forfra med et såkaldt blankt kanvas. Og blankt er det til stadighed. Nu er der gået et halvt år, og der er endnu ikke indkaldt til forhandlinger. Transportministeren vil end ikke sætte noget konkret tidsperspektiv for, hvornår forhandlinger skal gå i gang. I værste fald skal vi helt frem i 2022. Det er dybt problematisk, at regeringen hænger i bremsen. Der er store infrastrukturelle udfordringer nu og her, og der er behov for investeringer nu. Vi kan ikke vente til 2021, 2022 eller senere. Så kære regering, lad os nu komme i gang med forhandlingerne, så vi kan få de nødvendige investeringer på plads.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce