Annonce
Debat

Læserbrev: Urimelige regler for plejeorlov med pårørende på hospice

Lone Glarbo, medlem af Favrskov Byråd. Pressefoto

Der kan ikke bevilges plejeorlov, hvis din pårørende bor og dør på hospice. Passer du din pårørende hjemme, bevilges der orlov under sygdom og 14 dage efter dødsfaldet. Det er måske et utilsigtet resultat af loven, men det er i hvert fald en helt urimelig skævhed, som bør laves om snarest.

Min mor er død efter 20 gode og værdige dage på hospice. Som datter ønskede jeg at være ved min mor i hendes sidste tid og undersøgte mulighederne for plejeorlov. Som pårørende til et nært familiemedlem kan man få plejeorlov, når den syge er uhelbredeligt syg, bare ikke når den pågældende er på hospice. Orlov bevilges af den døendes hjemkommune og giver ret til dagpenge.

Det gik så stærkt med min mor, at jeg ikke nåede at få orlov, mens hun stadigvæk var hjemmeboende. Men hvis jeg nu havde fået plejeorlov og passet min mor hjemme, så havde jeg skullet tilbage på job, da hun kom på hospice og havde allermest brug for, at jeg var der.

Det giver slet ingen mening, hvis man ønsker at give døende en værdig afslutning på livet. Det eneste, jeg kunne få lov til på min arbejdsplads, var at holde resten af min ferie.

Havde jeg nu passet min mor hjemme, så havde jeg fået dagpenge, mens hun var terminal og 14 dage efter hendes bortgang. I stedet for havde jeg fri, den dag hun døde og en halv dag til begravelsen. Resten af tiden har jeg brugt resten af min ferie, og der er pænt langt til 1. maj, hvor næste ferieår begynder.

Jeg havde gerne holdt orlov uden løn, men det var heller ikke en mulighed på min arbejdsplads med udgangspunkt i lovgivningen.

Det handler grundlæggende om at give den døende en værdig afslutning på livet, og det bør ikke betyde noget, om det foregår derhjemme, på plejehjem, sygehus eller hospice. Samfundsøkonomisk er der ikke forskel på, hvor man dør, for der er oftest også massiv hjemmehjælp til den døende i hjemmet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce