Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Vi skal huske LGBTI-sagen trods aflyste prides

Det er et fælles ansvar, at alle trives uanset køn, kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering. Og selvom regering og Folketing kan være med til at forbedre de lovgivningsmæssige rammer, skal kulturændringen ske ude i lokalsamfundene, på arbejdspladserne, i foreningerne, familierne etc.

Annonce

Lørdag 6. juni skulle der have været afholdt Aarhus Pride for niende gang. En smuk tradition, som forener fejringen af frihed til forskellighed med kampen for menneskerettigheder både herhjemme og rundt om i verden.

Som så meget andet er også Aarhus Pride aflyst i år, og så meget desto vigtigere er det, at vi fastholder vores fokus på LGBTI-personers (homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner og interkønnede) vilkår og rettigheder trods aflysninger eller nedskaleringer af prides over hele landet – ja, i hele verden.

Særligt i disse år kan vi mærke kulden brede sig i verden, når det kommer til LGBTI-personers livsvilkår og menneskerettigheder. Verden over undertrykkes mennesker på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet af myndighederne, af folkedomstolene eller begge dele; homoseksualitet straffes med fængsling eller dødsstraf i adskillige lande, og vi behøver ikke engang at forlade EU for at finde lande, hvor LGBTI-personer udsættes for en form for apartheid og formenes adgang til bestemte byområder.

I maj udkom to store rapporter om LGBTI-personers vilkår i EU og Europa. Dels EU's egen LGBTI Survey II og dels den internationale LGBTI-organisation ILGA’s Rainbow Map. Begge rapporter er nedslående læsning:

Mindre end halvdelen af de adspurgte er åbne om deres identitet. 61 pct. undgår at holde i hånd med deres partner, og en tredjedel undgår bestemte steder af frygt for chikane eller trusler. Mere end hver tiende har været fysisk eller seksuelt overfaldet inden for de seneste fem år.

Tallene er bekymrende, og de er vel at mærke udelukkende fra Europa. Endnu mere forstemmende er det at tænke på, hvordan de ville se ud, hvis eksempelvis Afrika, Mellemøsten og Asien var med i undersøgelsen.

Herhjemme kan vi glæde os over, at Danmark skiller sig positivt ud fra helhedsbilledet og sammen med Norge ligger på en delt fjerdeplads over de mest LGBTI-venlige lande på ILGA’s Rainbow Map. Men det bør ikke give anledning til at hvile på laurbærrene, for også i Danmark er der en bekymrende tendens til, at LGBTI-personer hemmeligholder deres identitet.

Der findes selvfølgelig også heteroseksuelle par, som ikke nødvendigvis går med hinanden i hånden eller skilter med deres kærlighed i det offentlige rum. Men i så fald er det, fordi de ikke har lyst. Næppe, fordi de ikke tør.

44 pct. af homo- og biseksuelle i Danmark undgår at holde deres samkønnede partner i hånden i det offentlige rum af frygt for chikane og overfald. Mere end en tredjedel er aldrig eller sjældent åbne om deres identitet.

Selvom vi altså klarer os godt i sammenligning med resten af verden, når man tager de regnbuefarvede briller på, er det stadig voldsomme tal, som er med til at understrege, at kampen for LGBTI-rettigheder langt fra er vundet.

Derfor er regeringen lige nu ved at gennemgå lovgivningen for at se, hvor vi kan styrke LGBTI-personers muligheder og rettigheder, og vi har netop besluttet at lave et tværnordisk projekt, der skal indsamle og dele viden og erfaringer om lovende indsatser til forbedring af LGBTI-børn og -unges trivsel i de nordiske lande.

Derudover kommer jeg til efteråret i samarbejde med en række arbejdsmarkedsorganisationer og virksomheder med en kampagne, der skal sætte fokus på LGBTI-personers trivsel på arbejdspladsen.

Det er et fælles ansvar, at alle trives uanset køn, kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering. Og selvom regering og Folketing kan være med til at forbedre de lovgivningsmæssige rammer, skal kulturændringen ske ude i lokalsamfundene, på arbejdspladserne, i foreningerne, familierne etc.

Derfor er det så vigtigt, at vi hvert år holder prides rundt om i landet. Ikke, fordi vi kun skal kæmpe for friheden til forskellighed en gang om året – det gør vi hver dag – men for at stoppe op og minde os selv og omverdenen om både de sejre, vi har vundet og kan fejre, men også om alle de slag, der endnu udestår at blive udkæmpet.

Derfor vil jeg gerne rette en stor og varm tak til alle de ildsjæle – både arrangører, frivillige, LGBTI-miljøer og sponsorer, som hvert år sørger for, at vi kan fejre Aarhus Pride i alle regnbuens farver. I gør en umådelig stor forskel – ikke mindst for dem, som ikke tør at stå op for sig selv.

Tak for jeres store arbejde! Vi ses til næste år.

Illustration: Nex
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Ihler fik debut for drømmeklubben: - Da jeg var lille, drømte jeg om at spille sammen med Nando Rafael

Annonce