Annonce
Debat

Læserbrev: Voksenhandicap - vi kan ikke klare flere besparelser

Området for voksenhandicap har gennem flere år været udsat for kolossale besparelser. Desværre har det ikke betydet, at området er blevet skånet i det sparekatalog, som er i høring. Og det på trods af, at området ikke kan tåle mere.

Et helt konkret eksempel på dette er botilbuddet Solbakken: Solbakken har siden 2007 været udsat for massive besparelser. Hvis de varslede besparelser lægges oveni de allerede gennemførte besparelser, har Solbakken været tvunget til at spare mere end 25 procent siden 2007. Det er samme type borgere, der bor på Solbakken nu som tidligere. Dog med den lille ændring, at en del af borgerne selvfølgelig er blevet ældre og dermed har fået større behov for hjælp og støtte.

Man kan spørge sig selv, hvordan i alverden det kan lade sig gøre at drive bostederne for voksne med handicap efter så store besparelser. Og det helt ærlige svar er: Det kan det naturligvis kun med nød og næppe. Standarden, kvaliteten er selvfølgelig dalet voldsomt, og som LEV Aarhus mange gange har påpeget, har bostederne længe befundet sig på en standard, der er på kanten af eller over ud over kanten af det forsvarlige og menneskeværdige.

Op til kommunalvalget sidste efterår afholdt LEV Aarhus sammen med Birkebakkens Forældreforening et offentligt valgmøde om handicappolitikken i Aarhus. Alle partier fra byrådet var repræsenteret, og alle politikere var meget påvirkede af de hjerteskærende beretninger fra pårørende til mennesker med handicap. Sobre beretninger, der fortalte om en hverdag på bostederne, der i høj grad bar præg af manglende tid til omsorg og pleje. Vi hørte om den unge kvinde, der ikke fik hjælp, når hun havde epileptiske anfald, dem måtte hun klare selv siddende i sin kørestol. Vi hørte om basal pleje som hygiejne og medicin, der ikke var tid til. Om unge med handicap, der sad uvirksomme hen, fordi der ikke var tid til at aktivere dem.

LEV Aarhus har også jævnligt fortalt social- og beskæftigelsesudvalgets medlemmer om forskellige sager om omsorgssvigt på bostederne. Så byrådets medlemmer er i den grad informeret om tingenes tilstand.

Alligevel er bostederne igen udpeget som besparelsesområder. Er det fordi, der ikke er stemmer nok i denne forholdsvis lille gruppe af borgere? Er det, fordi kun meget få har kræfter til at råbe op? Er det, fordi ingen i virkeligheden kærer sig om denne gruppe af borgere, fordi ingen regner med, at det nogensinde kommer til at berøre dem personligt - som f.eks. børne- og ungepolitikken eller ældrepolitikken?

For at føje spot til skade rummer sparekataloget også en besparelse på den hårdt tilkæmpede femdagesferie, som voksne på bostederne fik bevilget for få år siden. Ikke bare én gang om året giver man voksne med handicap mulighed for at være på en femdages ferie med hinanden, væk fra det bosted, som de befinder sig på de øvrige 360 dage om året. Ferien foreslås nu skåret ned til tre dage. Det er en urimelig behandling af mennesker, der er helt afhængige af samfundets hjælp og velvilje.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce