Annonce
Debat

Læserbrev: Voksenhandicap - vi kan ikke klare flere besparelser

Området for voksenhandicap har gennem flere år været udsat for kolossale besparelser. Desværre har det ikke betydet, at området er blevet skånet i det sparekatalog, som er i høring. Og det på trods af, at området ikke kan tåle mere.

Et helt konkret eksempel på dette er botilbuddet Solbakken: Solbakken har siden 2007 været udsat for massive besparelser. Hvis de varslede besparelser lægges oveni de allerede gennemførte besparelser, har Solbakken været tvunget til at spare mere end 25 procent siden 2007. Det er samme type borgere, der bor på Solbakken nu som tidligere. Dog med den lille ændring, at en del af borgerne selvfølgelig er blevet ældre og dermed har fået større behov for hjælp og støtte.

Man kan spørge sig selv, hvordan i alverden det kan lade sig gøre at drive bostederne for voksne med handicap efter så store besparelser. Og det helt ærlige svar er: Det kan det naturligvis kun med nød og næppe. Standarden, kvaliteten er selvfølgelig dalet voldsomt, og som LEV Aarhus mange gange har påpeget, har bostederne længe befundet sig på en standard, der er på kanten af eller over ud over kanten af det forsvarlige og menneskeværdige.

Op til kommunalvalget sidste efterår afholdt LEV Aarhus sammen med Birkebakkens Forældreforening et offentligt valgmøde om handicappolitikken i Aarhus. Alle partier fra byrådet var repræsenteret, og alle politikere var meget påvirkede af de hjerteskærende beretninger fra pårørende til mennesker med handicap. Sobre beretninger, der fortalte om en hverdag på bostederne, der i høj grad bar præg af manglende tid til omsorg og pleje. Vi hørte om den unge kvinde, der ikke fik hjælp, når hun havde epileptiske anfald, dem måtte hun klare selv siddende i sin kørestol. Vi hørte om basal pleje som hygiejne og medicin, der ikke var tid til. Om unge med handicap, der sad uvirksomme hen, fordi der ikke var tid til at aktivere dem.

LEV Aarhus har også jævnligt fortalt social- og beskæftigelsesudvalgets medlemmer om forskellige sager om omsorgssvigt på bostederne. Så byrådets medlemmer er i den grad informeret om tingenes tilstand.

Alligevel er bostederne igen udpeget som besparelsesområder. Er det fordi, der ikke er stemmer nok i denne forholdsvis lille gruppe af borgere? Er det, fordi kun meget få har kræfter til at råbe op? Er det, fordi ingen i virkeligheden kærer sig om denne gruppe af borgere, fordi ingen regner med, at det nogensinde kommer til at berøre dem personligt - som f.eks. børne- og ungepolitikken eller ældrepolitikken?

For at føje spot til skade rummer sparekataloget også en besparelse på den hårdt tilkæmpede femdagesferie, som voksne på bostederne fik bevilget for få år siden. Ikke bare én gang om året giver man voksne med handicap mulighed for at være på en femdages ferie med hinanden, væk fra det bosted, som de befinder sig på de øvrige 360 dage om året. Ferien foreslås nu skåret ned til tre dage. Det er en urimelig behandling af mennesker, der er helt afhængige af samfundets hjælp og velvilje.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce