Annonce
Debat

Løvekamp viser kun Venstres styrke

Debat: Jeg ser de seneste udmeldinger fra Venstre som et sundhedstegn; særligt set i lyset af, at det er et af Danmarks største partier.

Det er imponerende, at det kunne lade sig gøre at holde så mange heste inden for indhegningen i så mange år. Politikerne er vel blevet valgt, fordi de har kunne overbevise vælgerne om, at de har modet til at sige deres mening og forandre?

Forandringen handler ikke kun om at udvikle landspolitik, men også om at sikre, at et parti overlever og ikke ender som et enkeltmandsfirma. Derfor er det kun positivt, at flere vil tage anførerbindet på, og tilbyde sit lederskab.

I så stort et parti med så mange erfarne politikere er det endnu mere interessant, hvorfor der kun er en enkelt, som tør udfordre?

Lars Løkke Rasmussen trak håndbremsen under den ophedede valgkamp, hvor han stod til at miste nøglerne til statsministeriet. Skulle Venstre gå ned sammen med Stram Kurs, eller skulle vores daværende statsminister forsøge at fastholde sin magt ved at blive en del af Socialdemokratiet?

I så fald ville Venstre slippe for både Det Radikale Venstre og Stram Kurs. Et modigt træk af Lars Løkke Rasmussen, som formentlig gav Venstre en masse ekstra mandater. Jeg er faktisk enig med Lars Løkke Rasmussen i, at samarbejdet med Socialdemokratiet på det tidspunkt var oplagt. Det var godt set.

Den eneste udfordrer, Kristian Jensen, har valgt at forsøge at ændre kursen i retning af et blåt samarbejde. Sagt med andre ord – tilbage til oprindelsen. Det, han gjorde op til sommergruppemødet, krævede røv i bukserne, da han vidste, at han skulle gå alene og barfodet på gløder. Hvem andre turde det?

Udfordringen her er nok, at blå blok har ændret sig i en langt mere højreorienteret retning, hvilket er naturligt, set ud fra de udfordringer. som Danmark står overfor. Men alt er til forhandling.

Udmeldingerne blev trukket direkte fra hoften til pressen af dem begge, hvorfor overraskelsen selvfølgelig var stor i Venstre, men dybest set, tænker jeg, at pressen har kørt opgøret op. Lars Løkke Rasmussen udtalte til sommergruppemødet, at Kristian Jensen ikke var banket på plads, men at man var blevet enige om, at timingen måske var lidt friskfyragtig. Det viser blot, at ingen af de to er valgt til kun at følge med flokken som lemminger, men har modet til at synes noget, som måske ikke er strømlinet. Den slags er brugbart, når man skal trække tæppet væk under andre partier.

I flere overskrifter læste jeg, at Kristian Jensen nu er færdig i dansk politik, efter at han tilsyneladende kun var flankeret af tavse politikere? Om Claus Hjort har ret i, at Kristian Jensen må gå af som næstformand, må være op til medlemmerne. Vi skal huske på, at det er Venstres medlemmer, som afgør en retning og den fremtidige bemanding i partiet. Hvis medlemmerne ikke benytter sig af den mulighed for indflydelse, så er et medlemskab ikke meget værd.

Om Kristian Jensens udmelding var værre end Claus Hjorts om Kristian, må medlemmerne afgøre, men en intern dyst i ny og næ viser i min optik blot, at der stadig findes personligheder i et parti, som tør markere sig. Søde og anonyme politikere har vi rigeligt af i dansk politik - og måske er de i virkeligheden de værste.

Det seneste interne opgør har sikret Venstre endnu flere års overlevelse. Flere vil tage ansvar.

Mette Frederiksen skal huske på, at oppositionen består af Danmarks mest garvede eksministre. Så god fornøjelse med løfterne. Det skal nok blive en gyser.

Annonce
Mark Grossmann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En opvisning i socialdemokratiske valgløfter

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 tiltrådte som Danmarks første kvindelige statsminister, blev det hurtigt klart, at det reelt var de radikale, der sad på magten, mens stort set ingen af hendes socialdemokratiske mærkesager og valgløfter blev gennemført. Da landets næste kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, mandag kunne præsentere sin første finanslov, var det det stik modsatte - en opvisning i hvordan man sætter sig på magten og gennemfører sine valgløfter, mens det radikale støtteparti blev kørt helt over. Anført af tidligere Aarhus-borgmester finansminister Nicolai Wammen lykkedes det at få lavet ikke alene en af de rødeste finanslove meget længe set. Der er samtidig fundet plads til at kunne gennemføre rigtig mange af de socialistiske løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt op forud for valget i sommer. Godt nok er det helt store valgløfte om tidlig tilbagetrækning til de fysisk nedslidte endnu ikke gennemført, men rigtig mange af de øvrige løfter er faktisk. Ikke mindst fik psykiatrien et meget længe ventet løft. I årevis har området været forbigået og kraftigt underprioriteret, og derfor var det også helt på sin plads, at Wammen levede op til løfterne fra valgkampen og sikrede midler til en af vores samfunds mest udsatte grupper. Der er stadig plads til forbedring, men finansloven var på det punkt et skridt i den rigtige retning. Til gengæld må det være mere end svært for den radikale leder Morten Østergaard at kigge sine vælgere i øjnene i disse dage. Socialdemokraterne gav enkelte indrømmelser på indvandrerpolitikken, men ellers bankede Wammen for alvor de radikale på plads, og radikale vælgere må med skuffelse konstatere, at dagene, hvor partiet via Margrethe Vestagers ledelse styrede Danmark, endegyldigt er forbi. I hvert fald er det umuligt at se radikale aftryk på den økonomiske del af finansloven, som til gengæld desværre må skabe jubel hos SF og Enhedslisten. For endnu en gang er den socialistiske misundelsespolitik og mærkesager slået igennem for fuld kraft med ekstra arveafgift og øget offentligt forbrug. Radikale har ellers gentagne gange langet ud efter borgerlige regeringer og specielt støttepartiet Dansk Folkeparti, som er blevet beskyldt for at se stort på alt andet indvandringspolitikken, men det er lige præcis det samme, man med rette nu kan beskylde det tidligere borgerlige midterparti for. Det virker i hvert fald som om, at Morten Østergaard har givet køb på alle økonomiske ønsker for at få små indrømmelser på spørgsmål om indvandring. Det er stærkt bekymrende, for Østergaard burde have været garanten for, at den røde regering økonomisk blev trukket i retning af midten. Det blev den på ingen måde, og derfor fik vi den rødeste finanslov i mange år. Den er blottet for jobskabende initiativer og hensyn til erhvervslivet men til gengæld med en regering, der bruger stort set hele det økonomiske råderum i et hug. Det giver øget velfærd på kort sigt men kan på længere sigt blive en meget dyr fornøjelse.

Aarhus

Flere mænd ville se Mormon-musicalen

112

Spottede fællestræk ved villaindbrud: Tre mænd fra Aarhus idømt flere års fængsel

Annonce