Annonce
Danmark

Landevejenes farende svende mødes i Vorbasse: - Der er ikke mange af os tilbage

Fuzzy til venstre og Juul til højre. Foto: John Randeris
Intet Vorbasse Marked uden landevejenes farende svende, der med deres barnevogne og karakteristiske udseende er blevet en del af markedets historie.

Vorbasse: De er der hvert år på Vorbasse Marked, og de er meget genkendelige med deres emblemfyldte tøj og dekorative barnevogne. Det er naturligvis landevejenes farende svende eller vagabonder, der er tale om. På en grøn plet på Hovborgvej markeret med en blå snor, dér holder de til. Små telte er sat op, og der holder en enkelt sølvgrå stationcar. Det er Langebens, og bilen kaldes ’vagabondexpressen'. Der holder også to tuktuk’er parkeret. Barnevognene er også at finde, og uden for det store grønne 8-mands telt sidder vagabonderne i en rundkreds og hygger.

- Vi sover fire derinde, forklarer Langeben, der også kaldes ’Kronprins’.

- Og der er ikke plads til flere, indskyder Juul.

Lige nu er de omkring otte, men i løbet af ugen skal flere gerne komme til.

- Vi bliver nok omkring 20, siger Guldspurven.

Annonce

Et ordsprog siger, at efter 3 dage lugter fisk og vagabonder

Langeben, landevejsridder

At dø i en vejgrøft

På græsset i midten står nogle kasser med øl.

- Når de står, som de gør der, siger vi, at de er ’sat på bordet’, og så må alle tage af dem, forklarer Fuzzy, der har været vagabond i cirka 20 år.

Langeben begyndte for 20 år siden, men stoppede så for at begynde nogle år senere. Han har siden hen vandret på de danske landeveje i omkring otte år.

- Jeg begyndte, da jeg vågnede i morges, siger Juul med et grin.

Fælles for flere af vagabonderne er, at de på et tidspunkt blev en del af ’systemet’ på grund af sygdom, arbejdsløshed eller andet. Men på et tidspunkt fik de nok af aktivering og at blive flyttet rundt i systemet. Fuzzy fortæller blandt andet, at han formåede at forsvinde fra systemet.

- Efter tre år som vagabond mødte jeg en gadearbejder, der mente, jeg skulle have bistand, men de kunne ikke finde mig i systemet, fortæller han.

Vagabonderne går både sommer og vinter.

- Om vinteren ligner jeg en hel Michelin-mand, siger Fuzzy med et grin og viser med armene, hvor meget tøj, han har på i den kolde tid.

- Det værste er, når vandet i ens vandflaske er frosset til is.

Han fortæller også, at han endda måtte grave sig ud fra sit telt, fordi der var så meget sne ude foran.

- Jeg kommer til at dø i en vejgrøft, siger indskyder Juul med et næsten højtideligt tonefald.

- Jeg har kræft, og lægerne gav mig et halvt år at leve i. Det er 30 år siden!

Vagabondernes principper

Vagabonderne mødes fire til fem gange om året på de forskellige markeder rundt omkring i landet. De kommer også på Hjallerup Marked, hvor navngivningen finder sted. Selve dåben (med øl) foregår dog ved Egeskov. Når en vagabond er døbt, er han eller hun endegyldigt en del af fællesskabet.

Der er ingen traditioner forbundet med Vorbasse Marked, men derfor er det stadig af en vis betydning.

- Vi hygger os, forklarer Guldspurven.

Vagabondernes 'stodderkonge', Sheriffen, kommer ikke i år, men så er det godt, kronprinsen kan være der.

- Jeg er ikke mere end de andre, understreger Langeben.

Men hvis det bliver nødvendigt, kan han træde i karakter.

- Jeg har på et andet marked givet karantæne til en, der ikke opførte sig ordentligt. Det kan være nødvendigt at træde i karakter, hvis man ikke kan overholde vagabondernes principper: Ærlighed, venlighed og høflighed.

Fuzzy sliber knive og har indrettet sin barnvogn med det rette slibeudstyr. Foto: Kristina V. Skjoldborg

En del af historien

De farende svende fortæller, at de som udgangspunkt ikke følges ad. En gang imellem kan de gå sammen, men ellers går de alene fra by til by.

- Et ordsprog siger, at efter tre dage lugter fisk og vagabonder, siger Langeben.

På deres vej møder de mange forskellige mennesker, men langt de fleste er venlige.

- Der er 97 procent dejlige mennesker, 2 procent, der kan være lige meget og 1 procent, der er nogle røvhuller.

Allerede om mandagen ankom de første til den grønne plet i Vorbasse, og helt frem til søndag vil de være at finde i byen og selvfølgelig på Vorbasse Marked som en fast tradition og en del af en historie, der måske snart for alvor vil forblive historie.

Når de er flest samlet ved Egeskov og Hjallerup er de omkring 70 personer.

- Ja, der er ikke mange af os tilbage, siger Langeben.

Langeben er vagabondernes 'kronprins'. Foto: Kristina V. Skjoldborg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce