Landskabsmalerier fra romantikken til atomkrigen: Koldkrigslandskabet med den dræbte sol er blevet uhyggeligt aktuelt igen

Hvis man kigger godt efter i den mørke forgrund, opdager man to små mennesker. Man skal helt tæt på, så man kan se krakeleringerne i oliemalingen for at få øje på en foroverbøjet skikkelse, der tænder et bål. Gemt i skyggerne er menneskene bittesmå og en bifortælling i det store, evige landskab, som Harald Foss malede i 1888.

”Udsigt over Salten Langsø” er et senromantisk værk, fortæller Henriette Nielsen, museumsinspektør på Brandts, og museets kunstfaglige chef Marie Laurberg supplerer:

- Menneskene spiller en birolle i romantikkens naturmaleri. Fokus er på himlen og de store bakkedrag - på makrostrukturerne i naturen. Der er alle de store elementer: vand, jord, ild og luft. For mens mennesket er som en lille bitte flue med sin korte tid, eksisterer naturen i den store tid, siger hun.

Foss’ maleri viser Salten Langsø, der ligger i søhøjlandet, men det er malet så storslået, at det næsten bliver et bjerglandskab. De romantiske malere, der begyndte med Jens Juel, var de første til at ophøje landskabet til et motiv i sig selv.

- Tidligere havde landskabet været baggrund i malerier af stejlende heste eller bag et portræt af en kongelig. Men med Jens Juel blev landskabet nok i sig selv, siger Henriette Nielsen.

Med romantikken opstod et nyt syn på naturen, som et sted fyldt med poesi og åndelighed. Og kunstnerne begyndte at male de voldsomme kræfter og naturens storhed. I landskabsmalerier fra romantikerne er lyset vigtigt, derfor er der ofte solopgange og -nedgange eller uvejr på vej, som dramatiserer himlen og formørker forgrunden, hvor menneskene hører til, og i stedet belyser det evigt eksisterende: himlen og havet. 

Her er kaprifolier, brombærkrat og brændenælder. En lille vibe i det høje græs og en bonde, der samler hø ind på sin høstede mark. Og med stensætningen på gravhøjen er landskabet så typisk dansk, som det næsten kan være. Det er den fynske guldaldermaler Dankvart Dreyer, der har malet motivet, som viser det bedste af Danmark frem. Men også et Danmark, som allerede på den tid var ved at forsvinde.

- Det er både typisk dansk og så alligevel ikke. Landboreformerne har sat deres præg på landskabet, gårdene er flyttet ud i marken, som er blevet delt op i jordlodder. Man har fået hegn og skel og bygget stendiger omkring skovene, for at dyrene ikke kunne rende ind og spise alt i skovbunden. Skovbruget og agerbruget blev effektiviseret, men det ser man ikke i guldaldermalernes billeder. De maler det, som er ved at forsvinde. De prøver at fastholde et forgangent Danmark for at styrke den nationale identitet i en tid, hvor landet er presset både økonomisk og politisk. Vi er gået lidt bankerot, flåden er stjålet, Norge er væk, og snart forsvinder Sønderjylland også. Det er altså en presset nation, som vender blikket indad for at styrke den danske identitet og fællesskabsfølelse, siger Henriette Nielsen.

- Malerne har fået det opdrag at tage ud i naturen og indfange den danske folkesjæl. Det er tanker, der også bliver bakket op af naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted, som siger, at den danske folkekarakter er rundet af det danske landskab, uddyber hun.

På den måde får landskabet og landskabsmaleriet en helt afgørende rolle for at opbygge en national identitet. Mængden af landskabsmalerier boomer også i denne periode, hvor professor Eckersberg, der var elev af romantikeren Jens Juel, havde indført friluftsmaleri på Kunstakademiet i København. Midt i alle katastroferne handlede det for malerne om at fange skønheden i det fredelige landskab.

- Det er et helt velfriseret billede. Der er nærmest fejet omkring stensætningen, bondens mark er fint ryddet op, og blomsterne er sirligt malet, så man kan se, hvad det er. I modsætning til de romantiske malerier er alt belyst jævnt på guldalderværkerne. Det kan godt blive lidt fersk i det, for alt er lige vigtigt, og alt er pænt og ryddeligt. Men det er idealet på den tid, der skinner igennem, siger Marie Laurberg.

Menneskene har fået hovedrollen, og landskabet er trådt i baggrunden i Brendekildes ”Fortrykt” fra 1887. De foroverbøjede skikkelser vidner om et hårdt liv, og der er både socialrealisme og klasseskel præsenteret på marken. En mark, der i modsætning til romantikkens og guldalderens malerstil, er malet løst og udetaljeret.

- Det er, som om han tænker: You know the drill. En mark er en mark, himlen er grå, og det er ikke til at skelne blomsterne fra hinanden, siger Marie Laurberg, mens hun mimer nogle store penselstrøg foran maleriet.

Maleriet hører til i tiden efter guldalderen. Det moderne gennembrud, hvor der kom udenlandske strømninger ind i det danske kultur- og kunstliv. Der var impressionistiske idéer, symbolisterne kiggede ind i sig selv og malede indre landskaber i de ydre, og socialrealisterne mente, at kunsten skulle vise problemerne og skabe debat. Med de sidste fandt bøndernes hårde livsvilkår vej til lærreder som H.A. Brendekildes.

- Der er kommet jernbaner og industri. Mange er flyttet til byerne, og så er der dem, der vender tilbage igen, som kvinden i billedet. Hun står der midt i marken i det udsigtsløse og fortrykte i sit finere tøj med sin fine hat, og måske er det hendes barn? Der bliver kastet nogle blikke rundt mellem folk, og det er tydeligt, at der er noget på færde. Landskabet er bare baggrunden for relationerne og skellene, siger Henriette Nielsen.

Her er ingen idealisering af tilværelsen på landet, når Brendekilde viser akssamlerne gå rundt og hente de efterladte aks på markerne efter høsten. ”Fortrykt” er et af flere samfundskritiske billeder, som kunstneren malede for at vise sin indignation over fattigdommen og elendigheden blandt landarbejderne.

Fynboerne maler også bønderne og markarbejderne, men det sker i en anderledes idylliseret version. Her er det livet i naturen, der bliver skildret, og bonden bliver ophøjet til et ideal. Hvem vil ikke gerne være Peter Hansens bonde, der ligger i forgrunden af maleriet ”Landskab ved Lerbjerg” og nyder udsigten over det græssende kvæg og de bølgende fynske bakker?

- Fynboerne har et helt andet blik på naturen, som bærer præg af, at de kommer fra den. De er fra Fyn, bliver uddannet i København på Zarthmanns skole, men vender hjem til Fyn igen. De maler deres nære omgivelser, som de er fortrolige med, og de gør nærmest en dyd ud af at hylde bonden, som ligger der med sine store træsko og kigger ud på køerne, siger Henriette Nielsen og fortsætter:

- De er stolte af deres ophav og af at komme fra bondestanden, der er med til at brødføde den danske befolkning. Derfor ser de også en værdi i at dyrke jorden og viser det opdyrkede landskab i deres billeder. Det kan være en pløjet mark, eller det kan være motiver hjemme fra haven. Det er hjemmevante motiver. Man kalder dem også bondemalerne, for de ophøjer noget fuldstændig almindeligt og dagligdags til kunst. 

Peter Hansen og de andre fynboer er en del af fortællingen om kunstnerne, der tager ud i landet og er med til at gøre forestillingen om det danske landskab mere mangfoldigt og moderne. Samtidig opstår der kunstnerkolonier på Christiansø og Bornholm, hvor kunstnerne også udvikler deres personlige stile og undersøger brugen af farver på en hel ny måde.

Landskabet er nærmest opløst i former, linjer og farver i Else Alfelts maleri fra 1953. Man kan skimte noget, der kunne være både hav, bjerge eller grantræer, og en sol, der stiger op over det hele. I modernismen behøvede malerierne ikke længere ligne noget, og landskaberne begyndte at blive mere og mere abstrakte, nogle blev surrealistiske eller billeder på det indre psykologiske landskab. Den personlige naturoplevelse er i centrum, og ligeså er det individuelle udtryk.

- Individualitet slår i den grad igennem her. Man skal være original. Det var noget helt andet i for eksempel romantikken, hvor der var en form for konsensus om, hvad der var godt og flot. Der kunne man være bedre eller mindre god til at indfri kravene til et godt landskabsmaleri, men i denne tid handler det om noget helt andet, siger Marie Laurberg.

- Det er også en tid, hvor der begynder at være mange gode kvindelige kunstnere på den danske kunstscene. Else Alfelt er en af dem, men som med flere af de andre kvinder er det først nu, at hendes plads i kunsthistorien for alvor er ved at blive skrevet. Der kommer også en stor udstilling med hende på Arken i år, fortæller hun.

De enorme figurer smelter under den stegende sol i Svend Wiig-Hansens store, katastrofemaleri ”Den dræbte sol”. Det er jordens endeligt, malet i kraftige, voldsomme penselstrøg og ekspressive farver. Og der er en uhyggelig aktualitet over maleriet, der er skabt under den kolde krig og under truslen om atombomben.

- Jeg har faktisk haft det sådan med Svend Wiig-Hansen, at han var bedaget på en måde. Han malede meget politisk og om en tid, der var forbi. Men pludselig er han blevet uhyggeligt aktuel. Jeg sad i toget på vejen herover og hørte Uffe Ellemanns analyse af, hvor langt Putin er rede til at gå med atomvåben, og hele den der koldkrigs-spænding er på en måde blevet genindført. Og Svend Wiig-Hansens maleri er den store advarsel, det er krigens rædsler og slet ikke rart at kigge på, siger Marie Laurberg. 

”Den dræbte sol” er et dommedagslandskab, der udtrykker angsten for, at mennesket er i stand til og måske i gang med at udslette sig selv - om det er med atombomber eller med den menneskeskabte klimakrise.

”Danmark under forvandling” hedder Trine Søndergaards serie på seks fotografier, som man finder mod slutningen af udstillingen ”Landskaber” på Brandts. Den har i den grad vist, at Danmark har været under forvandling i al den tid, kunstnerne har skildret landet og landskaberne.

Men det, som Trine Søndergaard poetisk fanger med sine billeder, er genopretningen af den danske natur. Om forvandlingen tilbage til noget, der var før, at vi mennesker lagde vores hånd på naturen, rettede vandløbene ud eller fældede skovene.

Hvor guldaldermalerne skildrede den ideelle og uspolerede natur, finder hun skønheden i landskaber, hvor mennesket har sat sine tydelige spor.

- Man kan vel også kalde Trine Søndergaard for en slags romantiker. Hun søger naturen, men tager højde for menneskets indgreb. Hun fanger det der, hvor der er spor efter mennesker, men hvor naturen er ved at kæmpe sig tilbage. Det er mødet mellem kultur og natur. Og så er det, ligesom romantikernes og guldaldermalernes værker, fyldt med detaljer - man kan se hvert et græsstrå, siger Marie Laurberg.

På den måde fortsætter fotografen den lange tradition for at skabe landskabsbilleder.

Og ved at pege på netop menneskets indgreb i naturen minder de os om menneskets ansvar for at bevare naturen, mener Henriette Nielsen.