Annonce
Aarhus

Lars Løkke: Gellerup viser vejen

På rundtur i Gellerup torsdag glædede statsminister Lars Løkke Rasmussen sig over, at gravemaskiner, håndværkere og private investorer er rykket ind og tager del i omdannelsen af det udsatte boligområde. Foto: Jens Thaysen.

Omdannelsen af Gellerup imponerer statsminister Lars Løkke Rasmussen, der torsdag var på rundtur i det århusianske boligområde. Han mener, at andre byer med ghettoområder kan lære meget af den vej, man er gået i Gellerup for at få en langt mere blandet beboersammensætning.

AARHUS: Aarhus viser vejen med omdannelsen af Gellerup og Toveshøj til et langt mere blandet boligområde med forskellige boligtyper og ejerformer.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, efter at han torsdag eftermiddag var på en to timer lang rundtur i Gellerup som en opfølgning på sin og regeringens ghettoplan: "Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030."

På rundturen talte han blandt andre med repræsentanter fra Svanen Gruppen, der er i gang med at bygge i alt 428 leje- og ejerboliger i Gellerup ud mod Ringvejen, han mødtes med lokalpolitiet på stationen i City Vest, og han havde en længere snak med kvinder fra gruppen Bydelsmødrene, der hjælper og støtter kvinder, der lever isoleret.

Og statsministeren var bestemt ikke utilfreds med, hvad han så og hørte.

Annonce
Teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V), der selv er vokset op i Gellerup og boede der i mere end 30 år, var guide, da statsministeren besøgte Gellerup for at se, hvordan det store boligområde er ved at blive forandret. Foto: Jens Thaysen

Viljen til forandring

- Der er sket rigtig meget i Gellerup, siden jeg var her sidst. Forandringen er tydelig, men ting tager tid. Gellerup er ikke i mål endnu, men man forfølger et mål om, at kun 30 procent af boligerne i fremtiden skal være almene familieboliger. Det er mere ambitiøst end regeringens plan, hvor målet er at komme ned på 40 procent, siger Lars Løkke Rasmussen.

Så i forhold til Gellerup sparker I en åben dør ind med ghettoplanen?

- Ja, det kan du godt sige. I Gellerup har viljen til forandring været der længe, fem blokke er revet ned, private investorer bygger nyt, og der rykker snart 1.000 kommunale arbejdspladser ind.

- Gellerup har flyttet sig, men mange af landets andre ghetto-områder er stadig, hvor Gellerup var engang, siger statsministeren, der anbefaler kommuner og boligforeninger at tage på studietur til Gellerup for at hente inspiration.

Der var kaffe på kanden og marcipanbrød i skålen, da statsministeren mødtes med Bydelsmødrene i Gellerup og fik en længere snak med dem i enerum. Foto: Jens Thaysen

Et hyggeligt sted at bo

Et sted på statsministerens rute havde en lille flok børn fra en fritidsklub taget opstilling med små Dannebrogsflag: De ville også godt have haft ham med indenfor i deres klub men måtte nøjes med en lille snak med statsministeren, der blandt andet spurgte, hvad de synes om at bo i Gellerup.

Og svaret lød:

- Det er hyggeligt at bo her i Gellerup.

Det har givet større tryghed i Gellerup, at området er blevet åbnet mod resten af byen, og at den høje bevoksning langs stierne er ryddet, lød det blandt andet fra lokalpolitiet, da statsministeren mødtes med politidirektør Helle Kyndesen og folk fra lokalpolitiet på stationen i City Vest. Foto: Jens Thaysen
Hov! Det er da statsministeren lige her midt i Gellerup. Så er det bar med at få taget et foto. Foto: Jens Thaysen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Lyst i mørket

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce