Annonce
Indland

Lego-direktøren der blev præst i Kirkens Korshær

Efter ti år som direktør for Legos fonde blev Morten Aagaard tilknyttet Kirkens Korshær i Aarhus. Først som leder, men siden 1. februar som korshærs-præst."Efter ti år hos de hellige i Bibelselskabet og ti år hos de rige i Billund, arbejder j

Det var noget af et karrierespring. Efter ti år som direktør for Legos tre fonde forlod Morten Aagaard Lego for at blive ansat i Kirkens Korshær i Aarhus. Efter tre år som leder blev han den 1. februar 2016 præst i Kirkens Korshær. For brugerne i korshærens døgnåbne varmestue. For alkoholikere, narkomaner, de psykisk syge. For de svigtede og de omsorgstrængende. For de 2500-3000, der hver måned går gennem Kirkens Korshærs hus på Nørre Allé i Aarhus. Hvor gennemsnitsalderen er godt 50 år, og hvor der i snit er en begravelse om ugen.

Nogle vil måske tænke, at Morten Aagaard har taget et skridt ned ad karrierestigen. Det ved han godt. At nogle tænker sådan. Men sådan tænker han slet ikke.

- Det er, fordi de har et traditionelt syn på det. Jesus ville jo sige, at det er et karriereløft. Det paradoksale ved kirken er, at kirken først og fremmest er til for dem, der ikke kommer der. I kirken er de mindste de største, så lige nu tjener jeg de største. Dem, der fortjener allermest.

Og med et smil tilføjer han:

- Efter ti år hos de hellige og ti år hos de rige i Billund, arbejder jeg nu for de fattige.

Annonce

Blå bog

Morten Aagaard, 54 årSiden 1. februar 2016 præst ved Kirkens Korshær i Aarhus

Teolog, tidligere lærer på Rønde Højskole, generalsekretær i

Bibelselskabet, direktør for Lego-fondene og leder af Kirkens Korshær i Aarhus.

Gift med Anette Koops Aagaard, og de har to voksne døtre.

Søn af Anna Marie Aagaard, Danmarks første kvindelige doktor i teologi,

og Johannes Aagaard, der var stifter af Dialogcentret.

Fra systue til fixerum

Morten Aagaard har sat et par timer af til at tale med journalisten efter den daglige morgensang i personalets kantine og den fælles morgenmad med daggammelt brød, skænket af én af byens gode bagere.

Han viser rundt i den store rødstensejendom midt i Aarhus. Fra kælder til tredje sal, netop sat i stand for nogle af de 25 millioner, som Morten Aagaard nåede at samle ind i de tre år, han var leder af huset.

Han hilser på deltagere i ungeprojektet, hvor cirka 30 unge har deres ujævne gang. De har med Morten Aagaards ord haft "to psykologer, tre psykiatere, fire sagsbehandlere, fem arbejdsprøvninger, seks uddannelsesforsøg - og alt er kikset. ALT".

Han tager en runde i systuen, som han har gjort til en indtjeningskilde. Frivillige, ansatte og brugere syr tøj i bedste retrostil af tøjrester for at sælge det i korshærsbutikker og på bazarer. På årets julebazar i huset blev der solgt tøj af mærket "redesign" for 20.000 kroner til gavn for brugerne af Kirkens Korshær.

Korshærspræsten går gennem den døgnåbne varmestue og aer en kvinde lidt på kinden, mens han spørger til hendes skrammer på næsen. En ældre herre råber: "I dag kan jeg ikke li' dig, Morten", og Morten Aagaaard siger, det er ok.

Ned ad trappen og han kommer til fixerummet, hvor narkomaner kan komme med deres illegale narko og få rent grej til at sprøjte sig under opsyn af en sygeplejerske.

Nede i baggården er der et veludstyret værksted, hvor alkoholikerne har "mulighed for andet end at drikke", som Morten Aagaard siger.

Under hele rundvisningen er der hele tiden liiiige nogen, der skal spørge præsten om noget. Om ikke han har ti minutter på et tidspunkt i dag. Jo, da. Det har han.

Opsamlingsbus for samfundet

På vej op til sit kontor under taget siger han:

- Jeg plejer at sige, at vi her i Kirkens Korshær kan sammenlignes med den bus, der kører efter Tour de France og samler de cykelryttere op, der har givet op. Korshæren er den bus, som kører bagefter samfundet og samler alle dem op, som ikke kan mere. De bliver sat af hos os.

Siger han dermed, at samfundet kører for hurtigt?

- Nej, jeg tror ikke, at samfundet kører for hurtigt, for det er jo en del af udviklingen. Problemet er, at jo hurtigere samfundet kører, jo mere rummeligt skal det også være. Men kæden er hoppet af, for vi har sagt, at alle skal kunne køre lige hurtigt. Det er en fuldstændig fejltolkning. Det kommer aldrig til at ske. Hvis vi ikke hele tiden arbejder for at skabe et rummeligt samfund, vil vi opleve, at flere og flere vil falde af.

- Samtidig med at vi kører hurtigere og hurtigere og skal anerkende, at der er nogle, der er smadderdygtige og kan styrte af sted, så må vi også anerkende, at der er nogle, som ikke kan. Der skal stadig være plads til dem på arbejdsmarkedet. Der skal være plads til dem i sociale relationer, der skal være plads til dem i familien, på hospitalerne og i psykiatrien. Her har vi virkelig forsømt, fordi vi har en eller anden idealistisk forestilling om, at psykiatrien, psykologien og adfærdsregulering kan bringe os alle sammen på fode. Resultatet er bare, at vi ikke er blevet bedre til at bryde den sociale arv de sidste 50 år.

- Vi skal virkelig have fokus på, at det enkelte menneske har krav på både anerkendelse og respekt uanset, hvad for en livssituation, det er i. Den inklusion vi taler så meget om i skolerne, den skal gælde hele samfundet.

- Vi har virkelig forsømt og sovet i timen. Her tænker jeg først og fremmest på arbejdsmarkedet. Vi har fået skabt et arbejdsmarked, hvor der kun er plads til vinderne. Hvor der ikke er en kost til Dumme-Per. I stedet har vi en fejemaskine, der kan feje for ti.

Morten Aagaard sætter sig i den magelige genbrugsstol på sit lille kontor, hvor der på radiatoren står et gammelt Lego-skilt med det motto, som Morten Aagaard holder så meget af: "Det bedste er ikke for godt".

Lego for stort for en teolog

Han taler stadig med stort engagement og nærmest lidt ærbødigt om Lego, hvor han i ti år var direktør for de tre fonde: Lego Fonden, Ole Kirks Fond samt Edith og Godtfred Kirk Christiansens Fond. Så hvorfor sprang han fra Lego?

- Lego voksede og voksede, og jeg magtede ikke opgaven mere. Da jeg kom, delte vi 30 millioner kroner ud om året. Da jeg forlod Lego, var det beløb steget til 700 millioner. Det var ikke længere nok at have en lille tillægseksamen i regnskab og økonomi. Lego ønskede en mere international profil, og det blev ikke ved med at gå. Det var blevet for stort for en teolog, siger Morten Aagaard.

Men det var for ham ti fantastiske år. Ti år med store muligheder for at udvikle leg og den gode sag.

- Der blev sat så mange gode projekter i gang i Danmark og ude i verden. Der var en "spirit" med mottoet om, at det bedste ikke er for godt, og tanken om leg og læring og om velgørenhed tiltalte mig, siger Morten Aagaard.

Han har netop været tilbage for at holde festtalen, da Lego fejrede ti år med Lego Charity, som Morten Aagaard satte i værk. Omkring 250 Lego-pensionister - kaldet Legonister - pakker Lego-pakker af overskuds-Lego, som deles ud til velgørende formål.

Lego, Jesus og Josefine

Det kan måske også undre, at teologen Morten Aagaard endte som direktør for Lego-fondene, men årsagen er såmænd en julekalender og Edith Kirk Christiansen. Hun syntes, det ville være fint, om der kom en julekalender, der som tema havde det, som julen egentlig handler om - at fejre Jesu fødsel. Hun samlede filmfolk og generalsekretæren for Bibelselskabet, som dengang først i 00'erne var Morten Aagaard.

- De møder resulterede i en vidunderlig julekalender, "Jesus og Josefine", og det resulterede i, at jeg mødte Kirk Kristiansen-familien.

- Min kone og jeg var interesseret i at komme hjem til Jylland, for min far var blevet syg, og det endte med, at jeg fik arbejde i Lego-fondene, fortæller Morten Aagaard.

Teologen Morten Aagaard havde fået kendskab til tal, da han som nybagt teolog blev højskolelærer. Tal lå ellers langt fra den verden, som han kom fra. I hans hjem blev man enten teolog eller lærer, og han valgte teologien, lige som sin far og mor - begge meget anerkendte teologer - Anna Marie og Johannes Aagaard. Men de første ansøgninger om et præsteembede gav ikke resultat, og han fik i stedet tilbudt et vikariat som højskolelærer på Rønde Højskole.

- Højskolen var helt ukendt land for mig, men jeg kom til at elske højskolelivet og hele dens livsholdning, dannelse og alle de unge, der var på jagt efter en mening med det liv, de havde fået foræret.

Han blev fem år på Rønde Højskole, og ved et tilfælde lærte han noget om økonomi og regnskab, som til hans store overraskelse var rigtig sjovt.

- Økonomi er jo forudsætningen for, at ting kan lykkes, og det er ofte brændstoffet til at skabe forandring.

I 1993 blev han generalsekretær for Bibelselskabet lige efter den nye oversættelse af Bibelen. Kun 30 år og med hans egne ord alt for ung.

- Jeg ville lukke oversættelsen op, så almindelige mennesker kunne se, hvilken rigdom og visdom, der ligger begravet i Bibelen. Det brugte jeg ti år på.

Efter ti år ved Bibelselskabet, ti år ved Lego, er han nu hos Kirkens Korshær. Hvorfor?

- Min søster ringede med et stillingsopslag i Kirkens Korshær i Aarhus, lige efter at det en torsdag var besluttet, at jeg skulle stoppe i Lego. Mandag søgte jeg jobbet som leder hos Kirkens Korshær, og torsdag havde jeg fået jobbet.

Han blev hos Lego tre måneder for at afslutte sine opgaver, inden han begyndte som leder af Kirkens Korshær.

Efter tre år som leder blev stillingen som korshærspræst ledig, og Morten Aagaard søgte og fik den.

Kirkens fremtid

Men hvad kan han tilbyde?

- Som præst kan jeg tilbyde meget. Jeg er uden for systemet (han er ansat ved Sct. Pauls Kirke, hvor han bruger 25 procent af sin tid, red.). Jeg er en ven, som man altid kan komme til at tale med, og jeg har ubetinget tavshedspligt. Jeg kan være igangsætter og give nogle et kærligt puf. Jeg er en slags far. Jeg lægger arm med mænd, der er 40 år, og aldrig har lagt arm med deres egen far. Og jeg skal give de unge en krammer, fordi de savner et kram af deres egne forældre.

- Det gode ved præster er, at de er gode til at tale om meningen med livet. De er trænet til at tale om det, der er sværest. Og uden at de er behandlere.

Præsten er, ifølge Morten Aagaard, fuldstændig accepteret af brugerne.

- Totalt! Hvis der er nogen, der er i tvivl om, hvor vidt kirken har en fremtid, skal de bare komme herned. Blandt de fattigste har kirken en stor fremtid, for der er ikke andre, der gider dem. De er vant til at være dem, de andre ikke gider at lege med, men præsten kan vise, at han accepterer og respekterer dem, og det giver stor kredit.

Kommer han aldrig i tvivl, når han møder så mange, der har det svært, er svigtet eller har givet op. Hvor er han lige henne, Gud?

- Som præst her er jeg nødt til at tro på mirakler, og de sker. Som regel på grund af kærlighed. Det er sjældent, men de sker. Og jo, somme tider kan man tvivle, men det meste af tiden ser jeg omvendt på det og spørger, hvorfor der er så megen lidelse. Hvorfor er vi så svage? Så skrøbelige?

- Hvis jeg indimellem kommer i tvivl om Guds eksistens, så synes jeg, at skaberværket er meget skrøbeligt. Jeg ser så megen nød, død og undergang omkring mig, at jeg stadig undrer mig, at mennesket er så helt utrolig skrøbeligt og sårbart. Her kunne Vorherre godt ha' gjort det lidt bedre. Det er for dårligt, og det er synd, at så mange skal ha det så skidt.

Han medgiver, at det somme tider kan være svært at være håbefuld og optimistisk. Der kan både være råben, dårlig opførsel, for mange løgne og vold i hverdagen, men det ændrer ikke ved hans glæde ved arbejdet.

Det alternative hjem

- Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive så glad for at være i Kirkens Korshær. Jeg kan lide miljøet og brugerne, og jeg kan godt lide oplevelsen af det alternative hjem. Vi er som en stor åben familie. Det passer mig godt. Når jeg ser på min karriere, havde jeg aldrig forudset, at jeg skulle på højskole, til Lego eller Kirkens Korshær. Men sikke en rigdom. Sikke en glæde.

Morten Aagaard skal videre til Sct. Pauls Kirke, hvor han er ansat en fjerdedel af tiden. Han hopper på cyklen, og når han er færdig med dagens mange forskelligartede opgaver, cykler han hjem til embedsboligen. Hjem til tandlægen, som han spøgefuldt mere end antyder, er årsagen til, at han har råd til at være korshærspræst. Og han sætter pris på sit hjem.

- Jeg er glad for hver dag at komme hjem i mit ordentlige hus. Jo mere man lever omgivet af forfald, jo vigtigere er det, at ens egen bastion er pæn. Den er en oase, hvor man tanker op.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Aftenskolerne i Aarhus gør en kæmpe forskel

En halv million århusianere deltager årligt i aktiviteter, som de folkeoplysende skoler laver i Aarhus – det gør naturligvis en kæmpe forskel for århusianerne og byens liv. I uge 45 fejrede vi folkehøjskolernes 175-årsjubilæum – aftenskolerne er en udløber af hele den folkelige bølge, der skyllede ind over Danmark fra slutningen af 1800-tallet og frem og som er en vigtig del af det fundament, som vores demokrati står på. De folkelige bevægelser udspringer af et stort ønske om at give hele befolkningen adgang til viden og uddannelse for at understøtte en demokratisk udvikling af vores land. En del af dette ønske var oprettelse af de folkeoplysende skoler (aftenskolerne). De skulle sikre, at en bred del af borgerne – i fritiden fik mulighed for, via viden, indsigt og demokratisk kompetence, at bidrage til udviklingen af den enkelte og samfundet. I Aarhus er dette arbejde fortsat en stor succes. Succes kan måles på mange forskellige måder – her er et par bud på, hvorfor vi mener, skolerne i Aarhus er en succes. Første succeskriterie er, at rigtig mange borgere benytter sig af skolernes tilbud – og det gør århusianerne. I 2018 deltog over en halv million i en-dags-arrangementer, mens næsten 100.000 borgere deltog i aftenskolernes mere traditionelle virksomhed i form af kurser og forløb. Der er naturligvis tale om gengangere i både kursustallet og en-dags-arrangementerne. Men vi taler om tal, som tilnærmelsesvis kan sammenlignes med hhv. besøgstallene i Den Gamle By eller tilskuertallene til AGF's hjemmekampe. Så de folkeoplysende skoler er en meget vigtig del af byens kulturliv og en vigtig brik i det demokratiske og folkeoplysende arbejde. Et andet succeskriterie for os er, at skolerne også når bredt ud til forskellige befolkningsgrupper i vores by. Først og fremmest sker det, fordi aftenskolerne udbyder et utroligt bredt spektrum af kurser og tilbud. Men det sker også, fordi vi i Aarhus Byråd har prioriteret at give et tilskud til betalingen for forskellige lavindkomstgrupper. Dette tilskud kommer særligt studerende/lærlinge, pensionister og folk uden for erhverv samt handicappede til gavn. Det er grupper, som ellers ikke er de flittigste brugere af byens øvrige oplysnings- og kulturtilbud. Så også målt ud fra dette kriterie er skolerne en succes. Endelig bidrager de folkeoplysende skoler ift. rigtig mange vigtige dagsordener i vores by. De hjælper med, når vi skal give tilbud til genoptræning af mennesker med hjerne- og trafikskader eller skader i bevægeapparatet. Skolerne har også gode tilbud til borgere, som risikerer at glide ud i ensomhed, og der er tilbud med fokus på en bedre integration af borgerne i vores by. Og i samspil med bibliotekerne gør de en kæmpe indsats for folkeoplysning, litteratur og demokratisk debat, ligesom de i samarbejde med fritids- og idrætslivet gør en ganske betydelig indsats for foreningslivets trivsel og understøttelse. Så også her er der tale om en succes. Man må aldrig hvile på laurbærrene, og det gælder også aftenskoleområdet. Der har løbende været en debat om, hvorvidt vi bruger for mange midler til området på handicapområdet, og nogle har været bekymret for, at der er sket et fald i antallet af skoler over de seneste fem-syv år. Begge dele er vigtige spørgsmål at rejse, men vi synes, at der også findes nogle gode svar på dem. Først til spørgsmålet vedrørende aktiviteter for borgere med et handicap. Vi står alle tre bag det brede flertal i byrådet, der ønsker at give ALLE borgere spændende tilbud og udfordringer gennem deltagelse i aftenskolevirksomhed. Vi forestiller os, at hvis du er fysisk eller psykisk udfordret, er det ekstra godt og vigtigt at få mulighed for at deltage i spændende og varierede aktiviteter. Og det er aftenskolerne rigtig gode til at tilbyde. Hvis man er psykisk sårbar eller deprimeret, har et midlertidigt eller permanent bevægelseshandicap eller er socialt udfordret, kræver det bare nogle andre rammer, end det er tilfældet for os andre. Mindre hold og/eller flere undervisere, ja måske endda andre fysiske rammer – og det koster penge. Midler, som vi mener, et rigt samfund som det danske skal prioritere. Men der skal naturligvis også være tilbud til de øvrige borgere – og det er der. Faktisk benyttes mere end 80 procent af de samlede aftenskolepladser i Aarhus af borgere uden handicap - så der er plads til os ALLE, både dem, som må leve med et handicap, og dem som lever uden, og langt de fleste pladser bruges altså på mere traditionel aftenskoleaktivitet. Slutteligt – det er rigtigt, at der er blevet færre aftenskoler i Aarhus over årene, men nedgangen ser ud til at være stoppet, og variationen i de udbudte kurser og aktiviteter har aldrig været større, så man rammer en stor del af den århusianske befolkning med gode tilbud. Vi mener alle tre, at folkeoplysningen er en af grundstenene i det danske demokrati. Derfor et det fortsat vores ønske at sikre en stærk folkeoplysning for alle århusianere.

Annonce