Annonce
Aarhus

Letbane sætter advokat på Trafikstyrelsen

Aarhus Letbane har hyret en advokat efter, at det stod klart, at Trafikstyrelsen ikke umiddelbart vil tillade de allersidste testkørsler på Odderbanen. Tidsplanen skrider, og der er udsigt til, at åbningen forsinkes. Foto: Jens Thaysen

Letbanens afsluttende test af Odderbanen skulle være slut nu. Men den er ikke engang begyndt. Det sætter tidsplan under pres.

ODDER: Problemerne tårner sig op på Odderbanen, hvor Trafikstyrelsen ikke vil give Aarhus Letbane lov til at gennemføre de allersidste test, inden strækningen kan begynde at køre med passagerer.

Det betyder, at ASAL-konsortiet, der bygger letbanen, har rejst krav mod Aarhus Letbane, fordi tidsplanen skrider, så konsortiets testspecialister ikke kan komme i gang med deres arbejde.

Det betyder også, at Aarhus Letbane har hyret en advokat.

"Vi har desværre og helt ekstraordinært set os nødsaget til at få lavet en uafhængig advokatvurdering af styrelsens beslutning," skrev Aarhus Letbanes direktør, Claus Rehfeld Moshøj, tirsdag 21. november i et brev til Trafikstyrelsens direktør og vicedirektør, Carsten Falk Hansen og Kåre Clemmesen, som Århus Stiftstidende har fået aktindsigt i.

Trafikstyrelsen har besluttet, at Aarhus Letbane ikke uden videre kan få lov til at afspærre Odderbanens overkørsler, mens testene foregår.

Letbanen skal først søge Trafikstyrelsen om tilladelse til at teste. Og det kommer til at koste Aarhus Letbane både tid og penge.

Annonce

Risiko for forsinkelse

"Vi har naturligvis igangsat arbejdet med at udfærdige testtilladelserne, men vi risikerer, at det kommer til at koste os en betydelig forsinkelse og meromkostning på Odderbanen. Specifikt risikerer vi et krav fra ASAL, hvis de sender deres testspecialister hjem," skrev Claus Rehfeld Moshøj.

Og det kan blive nødvendigt. Testspecialisterne har andre opgaver i deres kalender. Og testkørslerne på Odderbanen, der efter planen skulle være færdige ved denne tid, er endnu ikke gået i gang. Derfor har ASAL-konsortiet nu rejst det krav om økonomisk kompensation, Claus Rehfeld Moshøj forudså.

Claus Rehfeld Moshøj mener, at letbanen og Trafikstyrelsen på et møde 30. november 2015 blev enige om, at Odderbanen kunne testes uden, at Trafikstyrelsen blev involveret.

Det springende punkt handler om, hvorvidt Odderbanen er en eksisterende bane eller en nyanlagt jernbane.

Mens Trafikstyrelsen skal give tilladelse til tests på eksisterende jernbaner, kan man på nyanlagte jernbaner nøjes med godkendelser fra politi og arbejdstilsyn.

Godkendelser, Aarhus Letbane allerede har i hus.

Advokat: Det kan de ikke kræve

Trafikstyrelsen mener, at Odderbanen skal betragtes som en eksisterende jernbane - og den blev da også indviet for 133 år siden.

Aarhus Letbanes advokat, Esben Kjær fra Plesner Advokatpartnerselskab, argumenterer dog for det modsatte.

At Odderbanen har gennemgået så store ændringer, at den er at betragte som en nyanlagt jernbane:

I sit notat, som Århus Stiftstidende har fået aktindsigt i, skriver Esben Kjær, at Odderbanen har været lukket siden 2016.

"Og Odderbanen har siden da været underlagt væsentlige ændringer. Alle lyssignaler m.v. er således blevet udskiftet, og det eneste resterende element af den tidligere jernbanestrækning udgør selve jernbanesporene, der er blevet tilpasset, så de kan anvendes til letbanetog,"skriver Esben Kjær, der slutter notatet med at konkludere, at Trafikstyrelsen ikke kan kræve, at letbanen skal ansøge om testtilladelse.

"Helt uforstående"

Letbanedirektør Claus Rehfeld Moshøj beklager, at det har været nødvendigt at sætte en advokat til at lave en vurdering af Trafikstyrelsens beslutning.

"I lyset af styrelsens vejledningspligt og helt særlige forpligtelser i forhold til Aarhus Letbane til trin-for-trin at sikre en afklaring af, hvad der skal til for at få letbanen til at blive sikkerhedsgodkendt, så er jeg helt uforstående overfor, at letbanen skal presses ud i at hyre en advokat," skriver Claus Rehfeld Moshøj.

Han slutter sit brev til Trafikstyrelsen sådan her:

"Jeg vil derfor endnu engang på det kraftigste opfordre styrelsen til konstruktivt at gå ind i en dialog om, hvordan vi får Danmarks første letbane testet og i drift. Vi ved alle, at der er masser af løsninger, vi skal finde sammen for at lykkes. Alle må og skal byde ind. Så jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så svært," slutter Claus Rehfeld Moshøj.

Tidsplan ser ud til igen at skride

Spørgsmålet "hvorfor skal det være så svært" ville vi gerne have bragt videre til Trafikstyrelsen.

Men styrelsens pressechef, Kim Voigt Østrøm, oplyser, at de medarbejdere, der kan besvare spørgsmålet, er på tjenesterejse og derfor ikke til at komme i kontakt med.

Kim Voigt Østrøm oplyser også, at Trafikstyrelsen endnu ikke har modtaget en ansøgning fra Aarhus Letbane om at foretage testkørsler på Odderbanen.

"Vi forventer at modtage den inden jul," skriver Kim Voigt Østrøm i en mail.

Han vurderer, at alt efter ansøgningens kvalitet vil sagsbehandlingen tage cirka to uger.

Først da kan ASAL-konsortiet begynde sine testkørsler. Og når de er overståede, skal Trafikstyrelsen bruge tid på at sagsbehandle resultaterne, inden en tilladelse til drift kan udstedes.

Derfor skal man være en mere end almindeligt stor optimist for at tro på, at der kommer til at køre letbanetog mellem Aarhus og Odder i begyndelsen af januar.

Det var ellers den forventning, der blev meldt ud på et pressemøde, da Trafikstyrelsens direktør, Carsten Falk Hansen, og vicedirektøren, Kåre Clemmesen, torsdag 23. november var inviteret til krisemøde på Aarhus Rådhus af borgmester Jacob Bundsgaard og Region Midtjyllands formand, Bent Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Annonce