Annonce
Blog

Ligestilling: Hvad så LIGE med værnepligten?

Som selvidentificeret mand i en tid med flydende køn kan jeg iagttage alfahannen/mandens tilstand som et synkende køn. Sådan synes det i en tid med feministisk overtryk i medierne, og hvor de fleste blot kærer sig om at holde sig på den overkorrekte, meget smalle sti for ikke at falde i den chauvinistiske sump.

Kønnenes kamp, arternes oprindelse, mændenes privilegier, århundreders undertrykkelse, religiøs forstokkethed, kulturel forstening sat op mod min egen altruisme.

Jeg, der det meste af min levetid har forstået mig selv som værende mand og før det ung mand og endnu før det forvirret han-teenager og endelig helt tilbage til det lykkelige, uendeligt uvidende barn. En barndom, hvor jeg legede med biler, havde blåt tøj, gik til dans og dannede par med Alice (og var herre i matrostøj), byggede huler, spillede fodbold, havde en cykel med stang (som man kunne slå sig på, når fødderne gled på pedalerne), klædte om sammen med drengene til idrætstimen, hvor vi kun var drengene fra A- og B-klassen, der alle så op til Vand-Hansen, vores maskuline, adrætte, veltrænede gymnastiklærer. Åh, ja, såmænd også drengespejder i gul Baden Powell-inspireret uniform.

Men det var nu ikke, fordi pigerne var en helt anden race, der var forbudt og uopnåelig. Dem legede vi med hjemme i ejendommen, i skolegården, i fritiden, bare ikke så meget som med drengene. Det var nu ikke noget, vi (eller i hvert fald jeg) undrede mig over. Det var bare sådan.

I min egen lille kernefamilie arbejdede begge mine forældre, som det blev almindeligt i 1960´erne. Utvivlsomt tjente min smedefar mere end min kontormor. Alt var jo ikke fryd og gammen. Og hjemme deltes de om det huslige. Det var på forkant af tiden.

Indrømmet, hankønnet var priviligeret. Vejen lå foran dig. Der var flere af hankøn på gymnasiet og de højere læreanstalter. Min familielæge var en mand. Og da jeg meget mod min vilje lå en måned på hospitalet var sygeplejerskerne kvinder. Nu er også lægerne for det meste kvinder. Og det er i det hele taget kvinderne, der fører uddannelseskapløbet.

Som selvidentificeret mand i en tid med flydende køn kan jeg iagttage alfahannen/mandens tilstand som et synkende køn. Sådan synes det i en tid med feministisk overtryk i medierne, og hvor de fleste blot kærer sig om at holde sig på den overkorrekte, meget smalle sti for ikke at falde i den chauvinistiske sump.

Og så alligevel aldrig et ord, et krav, et rynket bryn, et råb om ligestilling: VærnePLIGTEN er en stendød slagmark.

Som der står på borger.dk:

Der er værnepligt for alle mænd i Danmark. Derfor bliver alle danske mænd med fast ophold i Danmark automatisk indkaldt til Forsvarets Dag i det år, de fylder 18 år.

Du får en digital indkaldelse, hvis du er tilmeldt Digital Post fra det offentlige, ellers får du et brev. På Forsvarets Dag bliver det afgjort, om du er egnet til at aftjene værnepligt.

Bliver du erklæret egnet eller begrænset egnet, skal du som mand trække et lodnummer. Trækker du et lodnummer, der giver indkaldelse, får du tildelt et tjenestested efter Forsvarets eller Beredskabsstyrelsens behov ...

I denne turbulente forandringstid vælter vi os i politisk overkorrekte talspersoner, forpersoner og ægtepersoner. Endog julemanden er blevet til julepersonen, selv om sygeplejersken har beholdt sit -ske, og det stadig hedder en ombudsmand.

Så undres jeg over, at ingen tilsyneladende anfægter ovenstående citat fra borger (ikke mand).dk. Hvilket hykleri! Hvorfor er der ikke borgerpligt for alle ”personer” i Danmark. Så kan det være bedøvende ligegyldigt, om det er i Forsvaret, Beredskabsstyrelsen, Miljøpatruljen, Ældresagen, Varme hænder, Besøgsvennerne, Legestuen eller Ren By.

Værnepligten er et relikvie fra Grundloven 1849. Ligestilling mellem alle borgere i Danmark i 2019 er vel ikke et urimeligt krav!

Annonce
Hans-Henrik Christensen, cand.mag, løbeinstruktør, forfatter
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus For abonnenter

Påbud til kommunens sygepleje-indsats i en del af Aarhus: - Kritikken hører til noget af det værste, jeg har set

Leder For abonnenter

Kunstværk er vigtigere end kunstkøn

Lad os bare slå det fast fra start: ja, der er stadig åbenlyse udfordringer med ligestilling i dagens Danmark. Det er der på mange områder, og på mange områder er der heldigvis også bevægelser mod mere ligestilling. Måske ikke på alle områder, og måske er der heller ikke lige meget fart i bevægelserne mod det bedre, men der er bevægelse mange steder. Et af de steder er i kunstens verden, og seneste eksempel er hentet i hovedstaden, hvor Københavns Kommune har et udvalg; Rådet for Visuel Kunst, der støtter og køber kunst af "høj kvalitet" (som der står skrevet på kommunens hjemmeside) Rådet for Visuel Kunst køber kunst til kommunens mange institutioner og kontorer og har nu besluttet, at der fremover skal være kønskvoter på den kunst, som Københavns Kommune køber. Det vil sige, at der fra nu af skal være en kønslig ligefordeling mellem de indkøbte værker. At kunstnerens køn skal være et parameter, når der købes et kunstværk. Men måske burde Rådet for Visuel Kunst vende øjnene 180 grader og kigge nærmere på kønsfordelingen blandt dem selv. Der er nemlig otte medlemmer af rådet, hvoraf kun to er kvinder. De seneste seks år har rådets seks mænd og to kvinder købt 190 kunstværker, hvoraf 109 er udført af en mand, og 81 er udført af en kvinde. Det er ikke kønslig ligefordeling til sidste decimal, men det er vel ikke et udtryk for et kønsligt fravalg af kvinder. Havde den kønslige fordeling af kunstværker været mere lige, hvis rådet havde været mere lige kønsfordelt? Måske. Måske ikke. Men når det drejer sig om kunst, så bør kunstnerens køn ikke spille nogen rolle overhovedet. Kunstværket er vigtigere end kunstnerens køn, og selv om intentionen bag beslutningen om et ligeligt kønsfordelt indkøb af kunstværker er prisværdig, så er beslutningen også latterlig, netop fordi den siger, at kønnet er vigtigere end værket - og hvorfor så købe værket? Nu risikerer Københavns Kommune at købe kunstværker af "mindre høj kvalitet", fordi der er truffet en beslutning om kønslig ligefordeling, og dermed kommer kunsten i anden række. Det er vel ikke meningen.

Aarhus For abonnenter

Vandchef vil forebygge katastrofer: Ønsker flere engsøer ved Aarhus

Aarhus

En stemning af første skoledag: 169 århusianere havde en fest med at blive danske statsborgere

Aarhus For abonnenter

Ombudsmand trækkes ind i sag om privatisering af veje i Aarhus: Er der sket lovbrud og fiflet med sandheden?

Annonce