Annonce
Aarhus

Livet spænder ben - men man skal bare blive ved med at gå

<p>»Jeg har tit følt mig som en analfabet, for jeg har ingen viden. Jeg fik ikke ret meget med mig fra folkeskolen, så jeg skal sætte mig ind i alting fra bunden, før jeg kan begynde at skrive noget som helst. Jeg har lyst til at lære hele tiden,« siger Lena Jo Hursh, der er blevet klog på edderkopper. Foto: Jens Thaysen</p>

Lena Jo Hursh har haft en kulørt og begivenhedsrig tilværelse, og det gør hun brug af, når hun skriver. Foreløbig har hun udgivet en børnebog, og mere er på vej. Det hele begyndte i et busskur ...

»Det er kun et par måneder siden, at jeg rørte ved én første gang. Men det var faktisk slet ikke svært. Og nu er den væk, den der angst for edderkopper.«

Lena Jo Hursh var egentlig bange for edderkoppe. Det er der kommet en børnebog ud af.

Lena Jo Hursh smiler og lader en langbenet edderkop af typen mejer kravle en tur hen ad sin arm. Hun har til ære for fotografen gravet den frem nede i vaskekælderen. Hun havde ellers spottet en almindelig husedderkop bag skænken oppe i stuen, men nu kan hun ikke finde ham ...

Hun er omtrent på fornavn med kravlet i sit hjem, en hyggelig Trøjborg-toværelses, der ligger i stueplan med egen have og derfor er rigeligt forsynet med liv udover Lena og de to hunde, som hun deler med bedstevennen, der også er hendes nabo.

De senere år har Lena næret en forkærlighed for edderkopper, og det har givet sig udslag i hendes første bog, børnebogen »Edderkoppen, der ikke ville stå på egne ben«, som udmærker sig ved at være en over 100 sider lang børneroman. Det er meget for en moderne børnebog, der henvender sig til unger mellem fem og ni år og er beregnet til højtlæsning.

»Jeg vil gerne tilbage til den tid, hvor børnebøger kunne være lange. Jeg ønsker mig ro på familierne, tid til fordybelse. Jeg håber at give lidt kontrast til den hurtighed, der præger familierne i dag, og som også afspejler sig i børnelitteraturen. Ved at læse to-tre kapitler ad gangen får børn og forældre mulighed for at dykke ned i et emne hen over ugen, » siger Lena, der med sine 62 år for længst har sendt sine egne to børn ud i livet og nu har travlt med opgaverne som mormor/farmor til tre, snart fire, børnebørn.

Annonce

Fordrukkent hjem

Selv om Lena allerede som barn skrev mange og lange breve og af sine morforældre blev anset for at være »den nye Tove Ditlevsen«, havde hun aldrig forestillet sig, at forfattergerningen skulle være hendes. I hvert fald ikke sådan for alvor. Forfatter var ikke en mulig karrierevej i hendes familie.

»Jeg er barn af et fordrukkent arbejderhjem i Aarhus. Min mor gjorde rent, og min far var arbejdsmand på banen. Når mine forældre havde fri, var der fest og sjov og ballade i vores hjem. Det var ikke sådan, at min storebror og jeg blev misrøgtede, men der var mere larm, end børn synes er rart, og jeg trak mig lidt væk fra det hele. Jeg holdt mig for mig selv, læste blade og alle de børnebøger, der hed noget med Puk, Kim, Susy og Jan,« smiler Lena.

Hun bebrejder ikke sine forældre sin opvækst. Den blev, som den blev. Og de gjorde, hvad de kunne. I dag er hendes far død, og hendes mor sidder dement på et plejehjem. Lena ved med sig selv, at selv om meget kunne have været anderledes og bedre, så fik hun dog noget godt med sig fra barndomshjemmet.

»Jeg udviklede tidligt en fantastisk fantasi. Og så var mine forældre meget kreative på hver sin måde. Min fars familie var meget musikalsk; der var altid sang og musik, når han og hans familie var i nærheden, og min onkel byggede sin egen mandolin. Min mor var dygtig til at male og lavede de fineste akvareller,« fortæller Lena og trækker ud mod hjemmets entré, hvor den ene pasteltegning efter den anden pynter op. Her er tydeligt ikke tale om en håbefuld amatørs skæve arbejde, men om en sand kunstners dygtige hånd.

»Min mor skulle have været kunstmaler, det er helt sikkert. Men sådan noget bliver man jo ikke, når man kommer fra fattige kår. Det blev man i hvert fald ikke dengang. Min mor var nødt til at arbejde og tjene penge til føden,« konstaterer Lena og trækker resigneret på skuldrene.

Vilkåret har været det samme for Lena selv.

Annonce

Enlig mor

Hun flyttede hjemmefra, inden hun blev 17 år, og sammen med en kæreste. Det gik ud over hendes realeksamen, der uengageret blev hevet i land og ikke gav adgang til drømmestudiet som sygeplejerske. I stedet blev hun sygehjælper og var glad for det. Så glad, at hun nu er vendt tilbage til faget; i årene derimellem har et begivenhedsrigt liv udfoldet sig.

Lena blev sammen med den første kæreste i tre år, inden hun flyttede fra Aarhus til Nordjylland. Som kun 20-årig rykkede hun alene ind i et lejet bondehus, langt ude på landet, og tog herfra frem og tilbage på scooter til sygehjælperjobbet i Aalborg. Da hun et par år senere vendte tilbage til det østjyske, var hun enlig mor til en datter, Sarah. Og små to år senere fulgte sønnen Dan. Siden har Lena anset forældrerollen og fritiden for at være det vigtigste i sit liv.

Det er i høj grad børnene, der har haft betydning for Lenas videre arbejdsliv. Tilbage i Østjylland - først Aarhus, dernæst Skanderborg, siden atter Aarhus - fortsatte Lena som sygehjælper, men den anden graviditet gav bøvl med ryggen, og det var ikke foreneligt med et job, hvor man - dengang - løftede meget.

»Jeg tænkte, at hvis jeg blev buschauffør, kunne jeg sidde lidt ned i mit arbejde, og det ville nok være godt i en periode.«

Hun tog det store kørekort og fik job ved Aarhus Sporveje, men udfordringen faldt prompte: Eftermiddags- og aftenarbejde, når daginstitutionerne for længst var lukkede.

Annonce

Børn i grøftekanten

»Så tog jeg børnene med på arbejde. De sad på sædet lige bag ved chaufførsædet, og de andre passagerer syntes kun, det var hyggeligt. Men jeg fik besked af ledelsen på, at det måtte jeg ikke.«

Hvad gør man så? Jo, man anbringer børnene i en grøftekant på vej til arbejde, henter bussen, kører omkring grøftekanten og samler ungerne op. Når man undervejs på turen, spotter en chef, råber man til børnene, at de skal dukke sig på sædet. Og på den måde kan man holde den kørende en tid.

»Det var jo tosset at lade de små børn stå der alene i en grøftekant og vente på mig, men vi var ikke så urolige for vores børn dengang, vi var mere afslappede og tog ikke tingene så tungt, og det var den eneste løsning, jeg havde.«

I længden gik det ikke. Lena vendte tilbage til sygehjælperjobbet, men gjorde senere ophold for at tage en uddannelse til socialrådgiver efter at have været omkring en HF-eksamen. Hun har også nået at gennemføre en kropsterapeutisk uddannelse, at lære nada-akupunktur, at uddanne sig til lægeeksamineret fysiurgisk massør, at vende tilbage til Aarhus Sporveje i nogle år og meget, meget mere.

Og så har der selvfølgelig været den vigtige fritid: Moderne gymnastik på elitehold hos Aarhus 1900 som ganske ung, siden gadeteater og derefter mavedans, hvor hun for alvor boltrede sig, både som udøvende og som underviser. Nu om dage sejler hun i kajak og går med sine hunde, efter hun måtte tage afsked med de to islandske heste, som hun ejede i mange år og havde opstaldet hos bekendte i Skanderborg. De døde af alderdom - hestene altså.

Annonce

Ked af USA

Lena har været inde i flere parforhold og gift en enkelt gang - med en amerikaner, deraf navnet Hursh. Ham var hun glad for, men hun ankom til USA dagen før 11. september 2001, og da hun oplevede, at landet blev lammet af terrorfrygt, at lufthavnene lukkede, og at hun ikke kunne flyve hjem til sine voksne børn med det samme, følte hun sig afskåret og fejlplaceret og urolig. Hun blev aldrig glad for USA, og efter næsten halvandet års ægteskab måtte hun, med sin mands forståelse i bagagen, give op og vende tilbage til Danmark, til det, der var vigtigst: Ungerne.

»Mit liv lyder rodet, men det har det egentlig ikke været. Sådan føles det i hvert fald ikke. Livet spænder ganske vist ben for én indimellem, men man skal bare blive ved med at gå; så skal alting nok lykkes. Jeg har lavet mange spændende ting og haft mange sjove job, der har givet indsigt i et mangfoldigt arbejdsmarked,« siger Lena, der har arbejdet det meste af livet og planlægger at blive ved, til hun kan få pension som godt 65-årig. Men Lena måtte en enkelt gang tage en pause og melde sig arbejdsløs, da hendes søn som halvstor dreng led under hendes skiftende arbejdstider.

»På det tidspunkt var jeg som socialrådgiver ansat på et krisecenter for voldsramte kvinder i Horsens, og min søn Dan sad meget alene hjemme. Min datter Sarah var ældre og optaget af hestene og sine veninder. Det var ikke godt for Dan. Så jeg sagde op og valgte at blive arbejdsløs i en periode for at tage hånd om ham.«

Det var også på det tidspunkt, hun begyndte at skrive. Hun kastede sig bare ud i det. Skrev en eventyrlig børnebog om hverdagsliv i vikingetiden, fyldte 300 sider og kunne ikke forstå, at bogen ikke straks blev antaget af et forlag. Siden er hun blevet klogere.

Annonce

Analfabet

»Det var dengang, hvor forlagene gav sig tid til at læse manuskripterne igennem og give forfatterne et svar. Jeg fik at vide, at jeg skulle lave flere håndværksmæssige gennemskrivninger.Håndværksmæssige gennemskrivninger- det havde jeg aldrig tænkt på. Jeg troede, at hvis jeg bare skrev frit fra leveren, som jeg nu tænkte, ville det være fint. Men det dur jo ikke. Det svarer til, at man ser et smukt legehus for sig og så bare begynder at bygge, hvorefter man ikke kan forstå, at huset bliver skævt. Den bog var virkelig noget rod,« griner Lena, der vel hjemkommet fra sit USA-eventyr besluttede sig for at gå seriøst og anderledes grundigt til værks med sine skriverier.

Hun vendte tilbage til hjemmeplejen, efter hendes amerikanske eksmand generøst havde understøttet hende økonomisk længe nok til, at hun kunne opgradere sin gamle sygehjælperuddannelse til social- og sundhedsassistent. I dag arbejder hun i fast aftenvagt, hvilket passer glimrende til en kvinde, der ikke kan sove om natten. Om formiddagen, når hun har fået hvilet ud, er der ro og tid til at skrive. Hun har taget kurser på Folkeuniversitetet og Vrå Højskole og sat sig ind i, hvordan man gør, når man vil skrive. Og så er hun klar over, at uanset hvilket emne, hun kaster sig over, skal der læses op på det.

»Jeg har tit følt mig som en analfabet, for jeg har ingen viden. Jeg fik ikke ret meget med mig fra folkeskolen, så jeg skal sætte mig ind i alting fra bunden, før jeg kan begynde at skrive noget som helst. Jeg har lyst til at lære hele tiden, men det er svært for mig. Nu vil jeg lære gennem det, jeg skriver. I hver enkelt fremtidig bog, i hvert fald dem til børn, vil der være læring og dermed stor research,« konstaterer Lena, der har ideer til flere bøger og allerede er på vej med de næste par stykker.

Annonce

Angsten i busskuret

Turen til »Edderkoppen, der ikke ville stå på egne ben« blev indledt for mange år siden, da Lena var buschauffør og holdt pause i et skur sammen med en flok kolleger. Mens de sad der over klapperne og kaffen, spadserede en edderkop hen over bordet. De fleste, også Lena, sprang op og hujede hvinende væk. En enkelt kvindelig kollega rystede på hovedet, greb forsigtigt edderkoppen og satte den udenfor døren.

»Og da tænkte jeg godt nok: Hvorfor i alverden er store, stærke mennesker som os bange for sådan nogle små, uskyldige dyr?«

For år tilbage begyndte hun at læse om edderkopper. Hun tyggede sig igennem bog efter bog, søgte på nettet og hentede viden hos århusbiologen Morten D.D. Hansen, der nu, hvor børnebogen endelig er udkommet, også har skrevet en fin anbefaling af den:

»Som edderkoppenørd bliver man i strålende humør af at læse »Edderkoppen, der ikke ville stå på egne ben« ... Ungerne vil elske Heidi Edderkop, og de vil samtidig lære en masse,« skriver han på bogens bagside.

Lena har - næsten - fået det med edderkopper, som Morten D.D. har det. I hvert fald er hun ikke bange for kravlet mere. I dag lader hun mejeredderkoppen spadsere hen over sin arm, betragter den venligt-interesseret og udbryder:

»Den er jo bare skidesød.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Ny finansdirektør i Atea

AGF

Bag om bruddet: Metoo-sag kostede Haysen jobbet i AGF

AGF

Årets pokalfinale skal spilles i Aarhus

Annonce