Annonce
Erhverv

Lizette Risgaard: Dine skattekroner tjener sig mangefold ind

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation. PR-foto

Folketingsvalget nærmer sig, og det kan mærkes på den politiske retorik.

Regeringspartierne Konservative og Liberal Alliance går til valg på at sænke skatten. Og behændigt undlader de at fortælle, at prisen for skattesænkninger er et Danmark med ringere velfærd.

I de kommende år vokser andelen af ældre og børn i befolkningen. Dem skal vi have råd til at tage os ordentligt af. Det kræver, at vi sætter flere penge af til velfærd, end vi gør i dag.

Derfor står vi ved en skillevej.

Det er nu, vi skal beslutte, om vi skal "spare" os rige? Eller om vi tør at investere os til velstand via velfærd?

Vi skal til at vælge den politik, der definerer Danmark i det 21. århundrede. Vil vi kopiere lande som USA, Tyskland og England? Eller tror vi på, at vi danskere kan gå vores egen vej, sådan som det er lykkedes os før?

Jeg synes, det alt for sjældent fremhæves, hvad vi danskere egentlig får for de skattekroner, vi hver måned afleverer til den fælles kasse. For hvis vi sænker skatten, må vi også forvente at få noget mindre i den anden ende.

Når man i andre lande betaler mindre i skat - ja, så er det, fordi man som forældre må punge ud for, at børnene får en uddannelse.

Når man i andre lande betaler mindre i skat - ja, så er det, fordi man som søn eller datter må tage større ansvar for at passe sine forældre i alderdommen. Enten ved at have dem boende i sit hjem eller ved at assistere med rengøring, indkøb, bad og pleje.

Og når man i andre lande betaler mindre i skat - ja, så er det ofte, fordi man ikke har fri og lige adgang til sygehuse og behandling.

Den skat, du og jeg hver måned betaler til fællesskabet, er med til at skabe tryghed, frihed og sikkerhed. For vi danskere ved, at hvis vi bliver syge, så modtager vi gratis og kvalificeret behandling. Så her er vi ikke overladt til os selv eller vores eget held. Her hjælper vi hinanden.

Den offentlige sektor er ikke et pelset monster, der prygler den private sektor, hvis den vokser sig "stor".

Tværtimod er vores succesrige virksomheder afhængige af, at medarbejderne får passet deres børn af pædagoger, der har tid til at yde omsorg og udvikle børnene.

Medarbejderne er afhængige af, at fællesskabet investerer i cykelstier, motorveje og jernbaner, så vi kan komme til og fra arbejde på kort tid.

Og STØRSTEDELEN af danske firmaer er fuldstændig værdiløse uden medarbejdere med en uddannelse i verdensklasse.

Når det kommer til stykket, så er opskriften på den danske succes jo netop, at vi ser skatten og den offentlige sektor som en investering. Det er penge, der på et eller andet tidspunkt kommer os alle til gode - direkte og indirekte.

Derfor er jeg overbevist om, at vi i Danmark bør investere os til mere velstand gennem investeringer i vores fælles velfærd i stedet for at fortsætte nedskæringerne. Folketingsvalget er her lige om lidt. Her får vi så mulighed for at vælge, hvilken retning vi vil sætte for Danmark. Valget om velfærd er vores.

Annonce

Det er nu, vi skal beslutte, om vi skal "spare" os rige? Eller om vi tør at investere os til velstand via velfærd?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Annonce