Annonce
Aarhus

Longread: Et maratonløb med indlagte sprint

Jonathan Løw har skabt fire virksomheder i sit 37-årige liv, men har betalt prisen for det. Efter arbejdsuger på 80 timer har han lige nu trukket stikket ud og forsøger at komme sig over en stress-relateret depression. Vi bør gøre op med macho-iværksætterkulturen, som den er i dag, mener han.

»Hvis jeg begynder at drikke energidrikke i stedet for danskvand, ved jeg, at den er gal.«
Annonce
<p>»I dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne arbejde 80 timer. Det er mere end 11 timer om dagen i alle ugens syv dage. Men det gjorde jeg,« husker Jonathan Løw. Foto: Kim Haugaard</p>
Jonathan Løw smiler skævt og tager en slurk af sin danskvand. Energidrik har han ikke i hjemmet i Højbjerg, for der har været brug for helt andre stimulanser det seneste år, hvor han har været sygemeldt med en depression.
Medicin og motion har været kuren, efter Jonathan sidste år i december pludselig fik vild hjertebanken og mistede sit ellers gode humør. På det tidspunkt havde han mere end travlt med sit konsulentfirma Listen Louder, der beskæftigede en række ansatte og praktikanter og sendte Jonathan selv på rejse land og rige rundt for at holde foredrag og workshops om innovation, markedsføring og forretningsudvikling. Han sagde aldrig nej, for »når folk nu var så søde at spørge ...«. Men det skulle han nok have gjort.
Han har været iværksætter, siden han som otte-årig bankede en tombola op ved den lokale brugs og tjente penge på at udlodde sit gamle legetøj. Det er gået slag i slag efter den tid, men lige nu er iværksætteriet sat på pause, og han kan betragte det lidt på afstand. Og han bliver ikke udelukkende glad for, hvad han ser.
»Iværksættermiljøet er nogle steder præget af en machokultur, hvor man skal have succes, være usårlig, arbejde 70-80 timer om ugen og skabe arbejdspladser. Men faktum er, at ni ud af ti nystartede virksomheder ikke får held med deres projekt, og der er en overrepræsentation af iværksættere blandt dem, der rammes af blodpropper og depression. Jeg synes, vi trænger til at nuancere billedet af iværksættere lidt og lade være med at stille så store krav,« siger Jonathan.
Han drev tombola, skrev skoleblade og oprettede en fodboldfanklub som barn. Han blev også danmarksmester i badminton, men interessen for sporten kølnedes, da han som teenager kom på Viby Gymnasium som sproglig studerende med alt, hvad dertil hørte af fester og kæresterier.

For tidligt ude

Som student troede han, at han skulle være journalist, for han kunne lide at skrive. Men at få udgivet noget skønlitterært hos etablerede forlag var næsten umuligt for en 17-årig, konstaterede han, og så må man jo klare det selv. Hans første firma var online-forlaget eforlag.dk. Det var i 1999, og det var, før vi alle sammen var begyndt at læse bøger på nettet. Han var simpelthen for tidligt ude. Men der var folk, der troede på sagen og skød to millioner kroner i firmaet.
»Jeg begik alle begynderfejlene. For eksempel ansatte jeg min daværende kærestes veninde, fordi jeg godt kunne lide hende, og det kunne være fint at arbejde sammen. Det var ikke, fordi hun havde særlige kvalifikationer. Jeg syntes, det var sjovt arbejde, men jeg tænkte ikke så meget over, at jeg også skulle tjene penge.«
Det gjorde investorerne imidlertid, og efter halvandet år måtte Jonathan lukke sit første firma. Det blev aldrig en succes.
»Der gik mange år, før jeg tænkte på mig selv som iværksætter, men jeg er god til at få ting til at ske,« konstaterer Jonathan, der efter eforlag.dk mente, at tiden var inde til at få noget at falde tilbage på.
Han søgte ind på Aarhus Universitet og tog en bachelor i nordisk sprog og litteratur, og det var godt nok, men ikke nær så sjovt som at drive virksomhed, syntes han, der sprang til, da Bog & Idé tilbød ham et job som marketingansvarlig på et tidspunkt, hvor kæden ville udvide forretningen med en internetboghandel.
»Min nye chef havde tidligere arbejdet i Dansk Supermarked, og for ham var det ligegyldigt, om han solgte kød eller bøger - der skulle bare noget over disken. Det lærte jeg meget af,« fortæller Jonathan, som »blev kastet for løverne, da jeg stod overfor 120 boghandlere, der så nettet som en trussel mod deres butikker.«

Den gode sag

Jonathan gik fra et liv på SU til fornuftig løn, firmabil og eget kontor i Hedensted. Han fik smag for lidt mere, men penge har aldrig været et mål for ham.
»Jeg besluttede fra begyndelsen at være åben om sygdommen - både overfor forretningsforbindelser, venner og familie. Folk har taget fantastisk godt imod beskeden, og min familie og venner har været der for mig. Det er vigtigt at sige tingene, som de er, så vi kan få frem i lyset, at det ikke altid er ren lykke at være iværksætter,« siger Jonathan Løw, der det seneste år har kæmpet sig igennem en svær depression. Foto: Kim Haugaard
»Penge er et resultat af mit arbejde. Ikke et formål. Hvis jeg engang skulle sælge en virksomhed med million-fortjeneste, ville jeg ikke ændre på min livsstil ... jo, for resten, jeg ville nok holde op med selv at gøre rent.«
Efter tre års pendlen mellem Hedensted og Aarhus hoppede Jonathan videre til et job hos Ewire, der arbejdede med betaling på nettet, og herfra videre til sit næste store projekt Engodsag.dk
<p>»I dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne arbejde 80 timer. Det er mere end 11 timer om dagen i alle ugens syv dage. Men det gjorde jeg,« husker Jonathan Løw. Foto: Kim Haugaard</p>
»Jeg havde en drøm om at blive min egen chef igen, og så ville jeg gerne kombinere arbejdet med at gøre noget godt for andre,« husker han.
Engodsag.dk skabte forbindelse mellem kunder og velgørende formål. Ved at koble 5000 butikker på projektet kunne kunder vælge, at en del af deres betaling i en butik skulle sendes videre til et godt formål. Engodsag.dk tog sig af formidlingen og beholdt en fjerdedel af indtægterne til at drive forretningen. Det blev ikke bare en god sag, men en god forretning med basis i otte lande, 35 ansatte og investorer.
»Vi donerede fem millioner kroner over de første tre år, og det var meningsfyldt, selvom jeg arbejdede 70-80 timer om ugen. I dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne arbejde 80 timer. Det er mere end 11 timer om dagen i alle ugens syv dage. Men det gjorde jeg.«
Tre-fire måneder om året tilbragte Jonathan i en kuffert, på rejse mellem forskellige europæiske storbyer, hvor Engodsag.dk skulle etableres.
»I begyndelsen var det sjovt at rejse, men til sidst var det bare hårdt. Jeg fik ondt i ryggen, havde konstant hovedpine og kunne mærke, at min krop var ved at sige fra.«

Bolde, der tabes

Jonathan blev klar over, at eneste udvej var et farvel til Engodsag.dk.
»Når man arbejder så meget, bliver arbejdet det vigtigste af alt. Og det er farligt. Jeg har også andre værdier i livet - mine forældre, mine venner, hunden Hugo. Jeg holder af musik og har sæsonkort til AGF's kampe. Men der er ikke plads til de ting, når man arbejder 80 timer om ugen. Arbejdet bliver ens identitet, og det er sårbart, for hvis det går galt på jobbet, går hele ens liv galt,« konstaterer Jonathan og husker et eksempel, han har læst:
»Ens arbejde er som en gummibold. Bolden hopper og kan skifte kurs og hoppe tilbage til én igen. Men de værdifulde ting i livet - familie, venskaber og helbred - er glasbolde. De går i stykker, hvis man taber dem. Derfor skal man huske, at arbejdet ikke er det eneste vigtige i livet.«
Han sammenligner livet som iværksætter med et maratonløb.
»At starte en virksomhed er ikke ligesom et 100-meter løb. Det kræver hårdt og tålmodigt arbejde som et maratonløb. Man skal derfor huske at passe på sig selv og ikke konstant indlægge flere sprint undervejs, for det kan ingen klare i længden.«
Jonathan solgte sin part af Engodsag.dk, tjente ikke stort på det, men kom derfra med livet i behold. Symptomerne på stress fortog sig, selvom det var et tomrum at stå uden arbejde efter år med 80 ugentlige arbejdstimer.
Han hoppede videre til Kaospiloterne for en tid. Han arbejdede både med markedsføring og undervisning og var glad imens, men mærkede efterhånden trangen til at skabe nyt. Han havde opdaget en god idé, skabt af en flok amerikanske robotstuderende. De ville lave blyanter, der kunne gro.

Uden den store exit

»Jeg var fascineret af ideen om, at man kombinerede to ting, der ikke solgte så godt længere - blyanter og krydderurtefrø - og skabte et helt nyt og salgbart produkt,« fortæller Jonathan, der gik i kompagniskab med Michael Stausholm.
Amerikanerne ville gerne bygge robotter, som kunne lave blyanter, og Jonathan og Michael ville gerne lave forretning. De fandt fælles fodslag og oprettede Sprout, der i dag er en tocifret millionforrretning i 60 lande.
»Fra at være en forelskelse i ideen blev det ret hurtigt til et produkt, der skulle sælges,« fortæller Jonathan, der efter et års tid med glæde lod sig købe ud af foretagendet af Stausholm. Igen uden den store gevinst.
»Jeg har aldrig lavet den helt store exit fra mine virksomheder. Men det betyder ikke så meget for mig.«
Han ville nemlig noget andet. Han havde fået ideen til Listen Louder og kastede sig med ildhu over arbejdet med at undervise og formidle, samtidig med at han passede et deltidsjob i investeringsfonden Accelerace. Det gik godt - forfærdelig godt.
»Jeg arbejdede fra kl. 9 til 22 hver dag. Alle ugens dage,« husker Jonathan. Og han drak energidrik i rå mængder.

Et stille år

»Jeg lyttede ikke til min krop i tide,« konstaterer han, der gik ned med et brag, ramt af svær depression. Han måtte aflyse alle aftaler, lod de ansatte få fripas, opsagde kontorlokalerne og satte et autosvar på mailboksen. Han gik fra 80-timers arbejdsuge til en langvarig, stille tid, hvor der var fokus på venner, familie, svømning og vandreture med Hugo, den ni år gamle labrador.
»Jeg besluttede fra begyndelsen at være åben om sygdommen - både overfor forretningsforbindelser, venner og familie. Folk har taget fantastisk godt imod beskeden, og min familie og venner har været der for mig. Det er vigtigt at sige tingene, som de er, så vi kan få frem i lyset, at det ikke altid er ren lykke at være iværksætter.«
I dag, et år senere, er han stadig sygemeldt, men mærker fremgang. Han har det bedre både fysisk og psykisk, men er fortsat træt og har ikke helt genvundet sit gamle overblik. Alligevel fornemmer han så småt lysten til at arbejde igen. Om det skal være som iværksætter eller i fast job, ved han endnu ikke. Men han er helt sikker på, at hans tid som iværksætter ikke er for evigt slut.
»Jeg starter da nok noget igen. Det kan jeg slet ikke lade være med. Men nu ved jeg, at arbejdet ikke skal fylde hele mit liv. Der skal være god plads til andre ting,« siger Jonathan og tilføjer:
»Jeg vil gøre op med, at man som iværksætter skal være stærk og usårlig, og at man ikke snakker om kriserne. Det kan man ikke holde til, og derfor er der alt for mange iværksættere, der går ned i stilhed. Lad os snakke om det. Lad os skabe en bedre balance imellem arbejde og fritid - også for iværksætterne.«
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Tilbageblik på det første Superliga-opgør mellem AGF og Silkeborg: Bagefter tog matchvinderen sig en kold fra kassen

Annonce